Kristendom, den religion, der med udgangspunkt i den jødiske profet og undergører Jesus af Nazarets virksomhed i slutningen af 20'erne eller begyndelsen af 30'erne e.Kr. udviklede sig i landene omkring Middelhavet og senere udbredte sig derfra i flere retninger for i 1800- og 1900-t. at tage form som en verdensomspændende religion.
Oldtiden
Den ældste kristendoms centrale religiøse budskab udgjordes af påstanden om Jesu selvopofrelse for folket og hans opstandelse fra de døde, hvorigennem han havde opfyldt Guds frelsesløfte til Israel om "endetidens" konge, Messias (gr. Christos). Kristusforkyndelsens sammenhæng med Jesu jordiske virksomhed fremgår af hans egen påstand om denne virksomhed som eksklusivt og autoritativt tegn på Gudsrigets frembrud til frelse for syndere og et nyt liv i kærlighed til Gud og medmennesket. Især gennem apostlen Paulus' optræden som missionær og teologisk forfatter blev denne forkyndelse tidligt forstået som et universelt budskab, gyldigt ud over jødefolkets grænser. Budskabets bærer var kirken, der forstod sig selv som Messias' nye folk og betragtede Jesus Kristus — Guds enbårne Søn, Guds udtrykte billede, Skaberordet — som usynligt tilstedeværende i dåb, nadvermåltid, prædiken og barmhjertighedsarbejde.
| ca. 30 | Jesus fra Nazaret korsfæstes. |
|---|---|
| ca. 35-64 | Paulus' missionsrejser og breve. |
| ca. 200 | Kristendommen er udbredt i hele Middelhavsområdet. |
| 325 | 1. økumeniske koncil i Nikæa. Konstantin 1. den Store (enekejser 324-337) begunstiger kristendommen og integrerer den i Romerrigets styre efter de første århundreders kristenforfølgelser. |
| 380 | Kejser Theodosius 1. den Store gør kristendommen til eneste tilladte religion i Romerriget. |
| 381 | 2. økumeniske koncil i Konstantinopel: den nikæno-konstantinopolitanske trosbekendelse. |
| 426 | Augustin afslutter sit storværk De civitate Dei (Om Guds stad). |
| 527-565 | Kejser Justinian 1. af Byzans. |
| 529 | Benedikt fra Nursia grundlægger klostret Montecassino (egyptisk munkevæsen allerede fra begyndelsen af 300-t.). |
| ca. 600 | Gregor 1. den Store, pave 590-604, grundlægger Kirkestaten. |
| 754 | Missionæren Bonifatius, Tysklands apostel, dræbes af hedenske frisere. Pave Stefan 2. salver frankerkongen Pippin. |
| 800 | Karl den Store kejserkrones af pave Leo 3. i Rom. Kristningen af Tyskland fuldendes. Rivalisering mellem Frankerriget, Rom og Byzans om kristningen af Europas slaviske folkeslag. |
| 826 | Missionæren Ansgar ankommer til Danmark. |
| 909 | Klostret i Cluny grundlægges: cluniacenserbevægelsen. |
| ca. 965 | Kong Harald Blåtand døbes og befaler kristendommen indført i det danske rige (Jellingstenen). |
| 988 | Rusland kristnes. |
| 1054 | Bruddet mellem øst- og vestkirken. |
| 1073-85 | Pave Gregor 7. Investiturstriden mellem pave- og kejsermagt (Henrik 4.). |
| 1095 | 1. korstog proklameres. |
| 1100-t. | Ridderordener. |
| 1104 | Danmark får sit eget ærkebispesæde i Lund. |
| 1153 | Bernhard fra Clairvaux, åndelig leder af Cistercienserordenen (grundlagt 1098), dør . |
| 1215 | 4. Laterankoncil: transsubstantiationslæren bliver dogme. |
| 1216 | Dominikanerordenen stadfæstes. |
| 1223 | Franciskanerordenen stadfæstes. |
| 1231 | Den pavelige inkvisition oprettes. |
| 1274 | Thomas Aquinas, dominikaner og forfatter til to fremstillinger af den kristne dogmatik, dør. |
| 1309-77 | Paverne opholder sig i Avignon i Frankrig. |
| 1415 | Jan Hus brændes på kætterbålet under koncilet i Konstanz. |
| 1431-49 | Reformkoncilet i Basel-Ferrara-Firenze-Rom. |
| 1453 | Det Byzantinske Riges undergang. |
| 1493-94 | Pave Alexander 6. tildeler den spanske og portugisiske krone retten til at drive mission i verden uden for Europa. |
| 1513-18 | Martin Luther udvikler sin "evangeliske" teologi og afviser den romersk-katolske. |
| 1516 | Erasmus af Rotterdam udgiver Det Nye Testamente på grundsproget græsk. |
| 1517 | Luther offentliggør sine 95 teser om afladen. |
| 1520 | Luthers reformatoriske hovedskrifter. |
| 1523 | Reformationen i Zürich (Huldrych Zwingli). |
| 1530 | Rigsdagen i Augsburg: Den Augsburgske Bekendelse. |
| 1534 | Englands brud med Rom under Henrik 8. |
| 1536-37 | Danmark-Norge bryder med den romersk-katolske kirke; Den Evangelisk-lutherske Reformation gennemføres. |
| 1540 | Jesuitterordenen stadfæstes. |
| 1541 | Jean Calvin gennemfører Reformationen i Genève. |
| 1549 | Book of Common Prayer indføres i England. |
| 1545-63 | Tridentinerkoncilet. |
| 1555 | Den augsburgske religionsfred. |
| 1559 | Selvstændigt russisk patriarkat i Moskva. |
| 1563 | De 39 Artikler vedtages som den engelske kirkes bekendelse under Elizabeth 1. |
| 1618-48 | Trediveårskrigen. Ved freden i Westfalen (1648) anerkendes eksistensen af tre "kirker" i det tyske rige: den lutherske, den reformerte og den romersk-katolske. |
| 1620 | Pilgrimsfædrene på Mayflower grundlægger New Plymouth i Nordamerika. |
| 1622 | Den katolske Propagandakongregation oprettes. |
| 1675 | Den tyske pietismes hovedskrift, Pia Desideria af Philipp Jakob om kristningen af Europas slaviske folkeslag. Spener, udkommer. |
| 1685 | Ophævelsen af Nantesediktet (1598) medfører tilintetgørelse af protestantismen i Frankrig. |
| 1705 | Den dansk-hallensiske Tranquebarmission grundlægges. |
| 1721 | Hans Egede indleder sin mission i Grønland. |
| 1738 | John Wesley, metodismens grundlægger, omvendes. |
| 1789-99 | Den Franske Revolution. |
| 1791 | Som det første land i verden indfører Nordamerikas Forenede Stater Investiturstriden mellem pave- og kejsermagt (Henrik 4.). religionsfrihed. |
| 1795 | London Missionary Society oprettes. |
| 1804 | British and Foreign Bible Society oprettes. |
| 1819 | Joseph de Maistre grundlægger ultramontanismen. |
| 1821 | Det Danske Missionsselskab grundlægges. |
| 1825 | N.F.S. Grundtvig formulerer sit kirkesyn i Kirkens Gienmæle. |
| 1836 | Leipzigmissionen stiftes. |
| 1841 | Ludwig Feuerbach udgiver Das Wesen des Christentums. |
| 1855 | Søren Kierkegaards kirkekamp i flyvebladet Øieblikket. |
| 1861 | Kirkelig Forening for Indre Mission stiftes i Danmark. |
| 1869-70 | 1. Vatikankoncil, som fastslår pavens ufejlbarhed og universalepiskopat. |
| 1895 | Friedrich Nietzsches Der Antichrist udgives. |
| 1900 | Adolf von Harnack udgiver Das Wesen des Christentums. |
| 1910 | Pius 10. indfører antimodernisteden. |
| 1917-91 | Ateismen er statsideologi i Sovjetunionen. |
| 1919 | Karl Barth: Der Römerbrief udkommer. |
| 1933-45 | I Tyskland står Bekendelseskirken (Barmenerklæringen, 1934) over for Deutsche Christen. |
| 1947 | Lov om kvindelige præster vedtages i Danmark. |
| 1962-65 | 2. Vatikankoncil. |
| 1982 | Det Fælleskirkelige Limadokument vedtages af Kirkernes Verdensråd. |
Romerrigets bykultur, kommunikationssystem og delvise religiøse tolerance befordrede kirkens hastige udbredelse inden for imperiets grænser. Under denne udbredelse, som tillige begunstigedes af de kristnes indbyrdes solidaritet og formodentlig også af den respekt for menigmands rationalitet, som lå til grund for deres dåbsundervisning, fandt en konsolidering og institutionalisering sted i organisatorisk og læremæssig henseende. Kirkens ældste helligskrift, senere kaldet Det Gamle Testamente, dvs. den jødiske bibel tolket i Kristusbudskabets lys, suppleredes af de beretninger (evangelier) om Jesu liv, død og opstandelse, der s.m. Paulus' breve til menighederne og andre kristne skrifter fra ca. 200 samledes til Det Nye Testamente (se Bibelen).
Jævnsides med denne fæstnelse af det skriftlige læregrundlag samledes de enkelte menigheders tolknings- og ledelsesautoritet i bispeembedet. I teori og praksis blev menighedernes fællesskab defineret som den katolske, dvs. den verdensomspændende, kirke. Denne udvikling gav anledning til adskillige protestbevægelser, men den blev underbygget gennem de tidlige kirkefædres teologiske forsvar for og gennemtænkning af det bibelske budskab i diskussion med konkurrerende retninger (især gnosticismen) såvel som med den græske filosofi. Resultatet af udviklingen var den frelsesformidlings- og socialorganisation, med hvilken den romerske kejsermagt, efter i flere omgange at have forfulgt de kristne med ofringskrav og henrettelser, i løbet af 300-t. indgik og udbyggede en skelsættende alliance. Den kirkelige kristendom blev i princippet eneberettiget rigsreligion, hvis trosdefinitioner, fx af treenigheden og inkarnationen, blev vedtaget på rigskirkemøder (koncil), og hvis kirkebyggeri statsmagten ydede sin støtte. Til gengæld accepterede kirkens biskopper og teologer et statsligt overopsyn, udøvet af den af Gud udvalgte kejser, og de leverede praktiske og teoretiske bidrag til styrkelse af den imperiale orden — når de da ikke virkede i modsat retning gennem den svækkelse af rigssammenhængen, som teologiske stridigheder førte med sig. Samtidig med at den rigskirkelige ordning således tog form og befæstedes, fandt den individualreligiøse udvikling sted, som resulterede i det kirkeligt sanktionerede ordensvæsen, rammen om en stræben mod det fuldkomne liv i Kristi efterfølgelse.
Efter sammenbruddet af den romerske middelhavsenhed forløb kristendommens udvikling ad flere indbyrdes adskilte veje, hvoraf de vigtigste var dem, der på langt sigt mundede ud i hhv. den byzantinsk-slaviske og den latinsk-vesteuropæiske kristendomsform. Den førstnævnte, som siden har vundet hævd på betegnelsen ortodoks, opretholdt i særlig grad forbindelsen til fortiden, for så vidt som alliancen mellem kirken og den videreførte kejserlige statsmagt fortsat fungerede (se Det Byzantinske Rige) under bibeholdelse af den statslige kirkekontrol, og for så vidt som kirkens lære og kultus såvel som dens dannelses- og organisationsapparat også gjorde det. Denne kristendomsform har sit eget udtryk i kraft af den dominerende rolle, som gudstjenesten spiller deri (stedet, hvor frelseshistorien aktualiseres), og i kraft af den ekspansive religiøse og kulturelle udstråling til de slaviske nabolande, der udgik fra den byzantinske kirke, og som tidligt resulterede i et kirkeliv og en litteratur på disse landes modersmål.