Vers. 2
Denne version blev publiceret af Gyldendals leksikonredaktion 20. januar 2013. Artiklen blev ændret 775 tegn fra forrige version.

Massemedier, formidlere af budskaber mellem afsendere og modtagere i massekommunikation. Massemedie betegner de faste kombinationer af organisationer, tekniske fremføringsmidler og konventionaliseret indhold, der har fundet sin form (er institutionaliseret) i moderne tid. Eksempelvis fungerer massemediet avisen i kraft af redaktioner, der formidler indhold af en bestemt type vha. trykkeriteknik.

Massemediernes forløbere var både talte og visuelle. Den offentlige tale af en autoritet til en forsamling, eksempelvis en prædiken, er en sådan forløber. Ligeledes den offentlige udråber, der bragte vigtige meddelelser ud til beboerne i en by, en ordning, der fandtes i visse danske byer indtil begyndelsen af 1900-t.

Visuelle forløbere falder i to hovedgrupper: monumenter og billeder med et programmatisk indhold. I den sidste gruppe er i Europas middelalder et oplagt eksempel Biblia pauperum, der gav forlæg til nogle af de kalkmalerier i kirkerne, som formidlede kirkens lære også til et analfabetisk publikum. Men disse forløbere var ikke egentlige massemedier, idet de forudsatte tilstedeværelse under talen, foran monumentet etc.