| Nummer | 53 |
| Atomtegn | I |
| Navn | jod |
| Relativ atommasse | 126,90447 |
| Densitet | 4,93 g/cm3 (20 °C) |
| Smeltepunkt | 113,5 °C |
| Kogepunkt | 185,25 °C |
| Opdagelse | 1811 (B. Courtois) |
(af fr. iode, af gr. io-eides 'violfarvet', egl. 'violformet'), grundstof nr. 53 placeret i det periodiske systems 17. gruppe; atomtegn I. Jod er et af halogenerne. Det frie grundstof er opbygget af toatomige molekyler (dijod, I2) og er et fast violet stof med forholdsvis lavt smelte- og kogepunkt; allerede ved stuetemperatur er det ganske flygtigt. Jod er tungtopløseligt i vand, men opløseligt i ethanol og ether (med brun farve) og i tetraklormethan og kloroform (med violet farve). I vand, der indeholder kaliumjodid, er det opløseligt under dannelse af komplekse forbindelser. Opløsninger af jod i ethanol benyttes under navnet jodsprit til desinfektion. Jod danner med stivelse et stærkt blåfarvet kompleks. Reaktionen benyttes til påvisning af små mængder jod.
I havvand findes jod som jodidioner og optages derfra i en række havplanter; det er forklaringen på, at jod kan udvindes af tangaske. De største forekomster er imidlertid som natrium- og calciumjodat, der findes sammen med chilesalpeter.
Jod kan dannes ved opvarmning af jodater med svovlsyrling eller ved at behandle jodider med klor. Jod angriber de fleste metaller under dannelse af jodider.
Grundstoffet blev opdaget i 1811 af B. Courtois, som overlod det til C.B. Desormes og Nicolas Clement (1779-1841) at offentliggøre opdagelsen (1813). J.L. Gay-Lussac, der i 1814 foretog en grundig undersøgelse af det nye grundstof, foreslog navnet iode. H.C. Ørsted kaldte det i 1814 for fluglit, men det slog aldrig an.