Artiklen

Alle ændringer

Nina Lundholm

Vers. 6
Denne version blev publiceret af Autokorrektur 20. marts 2025. Artiklen blev ændret 14 tegn fra forrige version.

Nina Lundholm er en dansk botaniker med speciale i mikroalger.

Hun blev cand.scient. i biolog ved Biologisk Institut, Københavns Universitet, i 1995, hvor hun fokuserede på mikroalgernes evolution, biodiversitet og økologi. Efterfølgende fik hun sin ph.d.-grad samme sted. Det blev fulgt af diverse ansættelser som forsker først på Botanisk Institut og efterfølgende på Marinbiologisk Laboratorium i Helsingør. Sidenhen blev hun lektor på Biologisk Institut og derefter i 2010 forsker og kurator for Algeherbariet på Statens Naturhistoriske Museum. I januar 2025 tiltrådte hun som professor og kurator for Algeherbariet, hvor hun er ansvarlig for samlingerne af både alger, mosser og laver.

Som forsker har Nina Lundholm arbejdet med den taksonomiske kortlægning af mikroalgerne, især kiselalgerne, som er en af de vigtigste og mest diverse mikroalgegrupper i verden. Derudover forsker hun i, hvornår og hvorfor visse mikroalger producerer giftstoffer, og hvilken betydning denne giftproduktion har for andre organismer i det marine økosystem. Pseudo-nitzschia, en kiselalgeslægt, som producerer den potente nervegift dominsyre, har været en central del af hendes forskningsindsats; den er ofte blandt de dominerende mikroalger i foråret og er kendt for at forårsage den såkaldte Amnesic Shellfish Poisoning (ASP), som i de værste tilfælde kan være dødbringende både marine dyr og mennesker. Den har derfor stor betydning for det marine fødenetværk og ikke mindst for fødevaresikkerheden og økonomien i samfund, hvor befolkningen er meget afhængig af fiskeindustri og/eller fisk, skaldyr, muslinger og havpattedyr som fødekilde.

Derudover har Nina over en årrække lavet forskning på baggrund af feltarbejde i Grønland. Her har hun arbejdet med at undersøge de arktiske mikroalgers biodiversitet og økologi samt effekten af klimaforandringer på det arktiske mikroalgesamfund. I den forbindelse er hun blevet en del af en gruppe forskere, som har ansvaret for det moniteringsprogram, der overvåger tilstanden af mikroalger i Diskobugten.

Da algegifte kan være meget skadelige for både dyr og mennesker, foregår der en omfattende kortlægning og monitorering af giftige alger verden over. Nina Lundholm er og har været dybt involveret i dette arbejde, bl.a. som forperson for IPHAB (IOC Intergovernmental Panel on Harmful Algal Blooms) Task Team on Algal Taxonomy, der tager sig af de giftige algers taksonomi. Derudover underviser hun i artsbestemmelsen af kiselalger på internationale IOC-UNESCO diplomkurser, ligesom hun bidrager med den kontinuerlige opdatering af IOC-UNESCOs liste over giftige alger.

Hun har pr. 2025 sammenlagt udgivet mere end 140 fagfællebedømte videnskabelige artikler.