Reformkatolicisme er den romerskkatolske kirkes indre selvfornyelse. Kirkehistorisk kan reformkatolicisme i varierende form spores i forskellige tidsaldre.
I reformationsforskningen bruges begrebet om de strømninger, der i senmiddelalderen stræbte efter indre reform (latin reformatio in membris) uden kirkebrud, til dels også under navnet bibelhumanisme, og som den protestantiske reformation i 1500-tallet satte under særligt pres og for så vidt bragte til ophør; med Tridentinerkoncilet i 1545-1560 kan nogle af disse kræfter dog siges at være ført videre i modreformationen.
Samfundsomskiftelser har især i 1900-tallet udfordret den katolske kirke til at forny sin selvforståelse og stillingtagen på talrige områder; se modernisme.