Intellekt, i almindelighed anvendt omfattende om alle former for tankevirksomhed i modsætning til det mere præcist definerede psykologiske begreb om intelligens.
I middelalderens filosofi betegner ordet evnen til at erkende en genstands væsen, dvs. dens form i aristotelisk betydning, jf. intellectus agens.
Hos Descartes er intellectus purus 'det rene intellekt', dvs. evnen til at erkende uden sansernes og forestillingsevnens mellemkomst.
I den ældre filosofi er intellektet således knyttet til begrebet om mennesket som et fornuftsvæsen. Derimod lader Schopenhauer den irrationelle og fundamentale livsvilje styre intellektet, og hos Nietzsche er intellektet blot et redskab for viljen til magt.