Ödön von Horváth

Ödön von Horváth genopliver traditionen fra das Alt-Wiener Volksstück, især Johann N. Nestroys satiriske og sociale dialektstykker, men hos Horváth er den gemytlige idyl kun facade. Hans folkestykker foregår blandt uartikulerede sydtyske og østrigske småborgere. De er tragiske grotesker i valsetakt og afdækker et brutalt, afstumpet univers, hvor kvinderne bliver knust. Hans bedst kendte drama Geschichten aus dem Wienerwald 1931 ( … men musikken er af Strauss! Odense Teater og Aalborg Teater 1980, An der Schönen Blauen Donau Det Kongelige Teater 1987) handler om den unge Marianne, der har måttet ernære sig som luder og for at blive respektabel tvinges ind i et ægteskab med en sadistisk slagter. Hendes ‘uægte’ spædbarn skaffes af vejen, da slægtninge med vilje lader det dø af lungebetændelse.

Ödön von Horváth er en skarp analytiker af hvad der sker med mennesker i et kriseramt samfund, således i Italienische Nacht 1931, hvor nazister kommer i håndgemæng med socialdemokrater, der bag maskerne er små hustyranner og et ynkeligt bolværk mod Hitler.

Horváth nåede at skrive endnu to folkestykker før han 1934 måtte emigrere fra Tyskland, hvor han havde boet siden 1919: Kasimir und Karoline 1932 (Kasimir og Karoline Svalegangen 1976) og Glaube, Liebe, Hoffnung 1932 (Tro, håb og kærlighed Odense Teater 1983) der blev taget af plakaten 1933 pga. Hitlers magtovertagelse.

Horváth døde ved et ulykkestilfælde i Paris, hvortil han var emigreret i 1938. Han var stort set glemt i en årrække, men blev genopdaget i 1960'erne som alternativ til Brechts mere abstrakte og stiliserede politiske teater, og hans stykker har siden været spillet både i og uden for det tysksprogede område.

Ödön von Horváths fortælling Sechsunddreißig Stunden, der skildrer 36 timer i en arbejdsløs syerskes liv og giver et tidsbillede af 1920'ernes München, blev først udgivet i 1979 (da. 1989).