Bacillusspore i blod
Figur 1. Bacillus anthracis i bloddyrkningsflaske fra en patient, der var blevet inficeret med sporer fra denne bakterie. I de grampositive stavformede bakterier (blåsorte), som vokser i lange kæder, ses ovale opklaringer, der ikke er farvet af gramfarvningen og som er endosporer inde i bakterielegemerne. Forstørrelse x 1000.
Bacillusspore i blod
Licens: CC BY SA 3.0

Spore er en én- eller flercellet formeringsenhed eller hvilestadium, som i de fleste tilfælde frigøres fra moderindividet og vokser op til et nyt, selvstændigt individ.

Faktaboks

Etymologi
Ordet spore kommer af græsk sporos 'såning, sæd', af samme indoeuropæiske rod som sperma.

Bakteriesporer

Sporedannelse
Figur 2. Elektronmikroskopisk snitpræparat af en sporedannelse i en grampositiv bakterie (Clostridioides difficile). Bogstaverne angiver de forskellige cellekomponenter. BC: bakteriecellen, CV: cellevæg, TFM: ydre forsporemembran, IFM: indre forsporemembran, ES: endospore. 55,000 x forstørrelse, streg = 0,2 µm. Fra N. Høiby & Å. Bengård Andersen (red.) 'Klinisk Mikrobiologi og Infektionsmedicin' 5. udgave, FADLs Forlag 2021.
Sporedannelse
Licens: CC BY SA 3.0

Bakterier er prokaryote celler, hvilket vil sige, at de ikke indeholder en kernemembran. Nogle stavformede bakterier, fx den aerobe Bacillus-slægt og de anaerobe slægter Clostridiaog Clostridioides, kan danne små, fortættede, hvilende former, som er modstandsdygtige over for fysiske og kemiske påvirkninger (Figur 1). Hos bakterierne er sporerne ikke et formeringsorgan men en overlevelsesform.

Sporer kan overleve høje temperaturer som kogning og mange kraftige desinfektionsmidler, fx alkohol. Sporerne dør dog ved autoklavering, hvilket indebærer 121 °C mættet vanddamp ved to atmosfæres tryk i 20 minutter, og det er derfor den foretrukne sterilisationsmetode af fx kirurgiske instrumenter på hospitaler. Tør varme i en ovn ved 160 °C i to timer dræber også sporerne. Ved ugunstige omstændigheder, fx fødemangel, produceres sporerne inde i de levende bakterier (endospore), ved at arvemassen (DNA) indkapsles i en tæt, modstandsdygtig væg. Resterne af bakteriecellen uden på endosporen kan forsvinde, så kun sporen er tilbage.

Dannelse af sporer i bakterier

Dannelse af sporerne kaldes sporulation og er en kompliceret proces (Figur 2), hvor DNA samles i et aksialt filament, hvorefter der sker en asymmetrisk deling, hvor den ene del bliver til sporen, mens den anden del bliver til en almindelig bakteriecelle. I den kommende endosporecelle bliver der dannet nogle membraner (ydre og indre forsporemembraner), der indeholder cellens DNA, noget RNA og protein, og uden på dem bliver der dannet en sporecellevæg, og uden på den bliver der dannet en tyk skal bestående af stærkt modificeret peptidoglycan dækket af en sporekappe og yderst et kulhydratlag, som kaldes exosporium.

Resistens

Resistensen af sporen mod forskellige påvirkninger skyldes lagene samt et meget lavt vandindhold i sporen og store mængder calciumdiplicolinat, som kun findes i sporer. Spiring af sporer under gunstige betingelser kan ske på 1-2 timer gennem en proces, som omfatter flere stadier: aktivering, spiring og udvækst. Den således dannede vegetative bakterie er identisk med den, der oprindelig dannede sporen. Sporerne farves ikke med fx gramfarvning, men kræver en særlig farveteknik, kaldet sporefarvning, for at blive synliggjorte.

Nogle Nocardia-arter danner rækker af sporer for enden af deres mycelium (konidier) ved afsnøring af dette, men de er ikke nær så modstandsdygtige som endosporer og dræbes fx ved kogning.

Nogle cyanobacterier (ordenen Nostocales) laver fotosyntese og dermed ilt og kan danne en sporelignende såkaldt Akinete. Den er større end modercellen, og foruden DNA indeholder den mange reserveprodukter og er omgivet af et tykt beskyttende lag, der gør den modstandsdygtig over for ugunstige ydre omstændigheder ligesom endosporerne hos Bacillus og Clostridia.

Sporer hos alger, svampe og planter

Svampekonidier
Figur 3. Svampesporer fra mikrosvampe, der kan forårsage infektioner hos mennesker og dyr. A: Blastoconidie dannet fra modercelle hos Trichosporon asahii. B: Mikroconidier langs hyfen hos Trichophyton rubrum. C: Multicellulære makroconidier fra Microsporum canis. D: Hyfer der leddeles i arthroconidier fra Trichosporon asahii. E: Chlamydoconidie terminalt på forgrenet pseudohyfe hos Candida albicans. F: Sporangium hos Mucor-art. G: Conidiophor, vesikel, phialider og conidier hos Aspergillus flavus.
Fra N. Høiby & Å Bengård Andersen (red.) 'Klinisk Mikrobiologi og Infektionsmedicin' 5. udgave, FADLs Forlag, 2021.
Svampekonidier
Licens: CC BY SA 3.0

Sporer kan dannes ved ukønnet eller efter kønnet formering som led i reproduktionen af eukaryote celler fra alger, svampe og planter, men de kan også fungere som spredningsenheder (diasporer) og/eller overlevelsesenheder (hvilesporer). Sidstnævnte er tykvæggede og derfor meget modstandsdygtige under ugunstige kår.

De svampe (mikrosvampe), der kan inficere mennesker og dyr opdeles i gærsvampe, skimmelsvampe, dimorfe svampe, hudsvampe og pneumocyster. Svampesporer opdeles i konidier, der er opstået ved ukønnet formering og i sporer, der er opstået ved kønnet formering, men disse benævnelser adskilles ikke altid, fx i strukturer som sporangium og sporangiesporer (Figur 3).

Dannelse

Ukønnede sporer kan dannes på vidt forskellige måder. Hvilesporer som akineter og klamydosporer hos henholdsvis alger og svampe opstår ved omdannelse af almindelige celler, mens der ved cyster dannes en ny cellevæg inden for den gamle. Mange svampe danner konidier enten ved afsnøring fra svampetråde, hyfer eller i særlige beholdere. De fleste sporer dannes dog i sporangier. Dette gælder fx de ubevægelige aplanosporer og de svingtrådsbærende zoosporer.

En del sporer er zygoter, som udvikles til hvilesporer. Oosporer dannes ud fra befrugtede ægceller, mens zygosporer (koblingssporer) opstår ved fusion af hyfer eller ubevægelige kønsceller. Hos kiselalger forvandles zygoten til en auxospore, hvis øgede størrelse genopretter den maksimale cellestørrelse forud for videre vegetativ formering.

Hos sporeplanter med generationsskifte resulterer reduktionsdelingen (meiosen) i dannelse af meiosporer. Hos sæksporesvampe og stilksporesvampe benævnes disse henholdsvis ascosporer og basidiesporer, hos rødalger tetrasporer. Hos mosser og karsporeplanter, fx bregner, ulvefødder og padderokker, dannes sporerne i sporehuse, der udgør en fremtrædende del af plantens livscyklus. Nogle karsporeplanter danner to slags sporer, mikrosporer og makrosporer, som giver ophav til henholdsvis hanlige og hunlige gametofytter.

Hos frøplanter er sporerne uanseelige og frigøres aldrig fra moderplanten, men udvikles i stedet til mikroskopiske gametofytter, der ligger i henholdsvis frøanlæg og pollensække. Spredningsfunktionen er her overtaget af frøet.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig