sagn

Dansk sagnhistorie, som man især kender den fra Saxo, er bygget op omkring en række sagnkonger. Der berettes om dem i et historisk forløb eller et forløb af historier (fx Roar og Helge, Rolf Krake). Betegnelsen "folkesagn" bruges om den lokale overlevering om kirker, høje, troldvæsener osv. Udgangspunktet er ofte en forklaring (ætiologi) på et fænomen, fx hvorfor en høj ligger på netop det sted.

De ætiologiske sagn eller ophavssagn vil forklare, hvorfor elementer i den synlige verden har fået deres udseende. Fx hvordan et mærkeligt udseende træ har fået sin afvigende form, eller hvorfor den lokale kirkes ene indgang er tilmuret. Der kan også være tale om beretninger, som ikke har direkte lokal tilknytning, men som beskæftiger sig med forhold og genstande, der er alment kendte og udbredte, en plantes besynderlige form, en fugls karakteristiske kalden etc.

I historiske sagn koncentrerer beretteren sig om at formidle en — tit holdningspræget — viden om virkelige personer og tildragelser. Det kan være lokale personer og hændelser, en ond herremand, en tyvebandes hærgen, drabelige begivenheder under svenskekrigene m.m. Der kan også fortælles om personer og begivenheder uden direkte lokal tilknytning, Christian 4., Tordenskiold o.l. Mange betydende personer, lokale såvel som nationale, er med tiden blevet sagnmagneter og knyttet til beretninger, som oprindelig havde andre, mindre kendte hovedpersoner.

Ofte indeholder historiske sagn en kerne af konkrete oplysninger, der kan eftervises ved brug af traditionelle skriftlige kilder. Eftersom en del af sagnets funktion har været socialiserende, kan handlingsforløb og udfald af en begivenhed tit være ændret eller justeret i forhold til fortællefællesskabets holdninger og normer.

I sagn med overnaturligt indhold formidles forestillinger fra folketroen: gengangeri, magisk helbredelseskunst, hekse, ellepiger, nisser, liglam (se kirkevare).

I religiøse sagn optræder Sankt Peter og Jesus, og beretningerne anskueliggør, hvordan fx søndagsarbejdere og ugudelige personer straffes. Se også legende og myte.

Ligesom der er forskel på sagnenes indhold, er der forskel på deres form. I memorater fortælles der om begivenheder, som enten er selvoplevede, eller som har fundet sted i den nærmeste fortid. Fabulaterne er ofte kortere beretninger, hvor det oplevelsesbetonede er trådt i baggrunden til fordel for dramatiske virkemidler. En tredje type er de såkaldte diter, som blot videregiver en kort, konkret oplysning, fx "På xx-hede har der engang stået et stort slag".

Den nutidige fortælleform, der ligner fortidens sagn mest, er vandrehistorien, som i reglen har memoratform, men i øvrigt også overleveres via massemedier. Til tider kan motiver og hele handlingsforløb fra sagn optræde i nutidens vandrehistorier, tilpasset sådan, at fx "en rytter" ændres til en mand på cykel eller knallert. Hyppigt beskæftiger vandrehistorierne sig med forhold, som anskueliggør elementer af trusler og usikkerhed i vores dagligdag, fx med beretninger om forurenede fødemidler, hemmelige forbindelser mellem satanister og multinationale koncerner, farlige psykopater, rystende tankeløshed, der forårsager ulykker og personlige tragedier, eller begivenheder, der resulterer i, at personer bliver uhjælpelig til grin. Meget tyder på, at vandrehistorierne ved siden af underholdningsværdien har socialiserende og normformidlende funktioner i lighed med fortidens fortællekunst.