Sagn, kort, især mundtligt overleveret beretning. I vore dage har begrebet sagn fået et præg af usandfærdighed og betegner i daglig tale en beretning fra tidligere tider, som man ikke ganske kan fæste lid til. Der skelnes i moderne sprogbrug ikke mellem forskellige typer af sagnagtige beretninger.
Faktaboks
- Etymologi
- Ordet sagn kommer af glda. saghn 'udsagn, beretning', oldn. sǫgn.
Fælles for sagn er imidlertid, at de modsat eventyrene som hovedregel ikke har været opfattet som opdigtede beretninger af hverken fortæller eller tilhører. Der er naturligvis undtagelser, og det kan være svært at foretage en nøjagtig skelnen mellem forskellige typer af sagn og mellem sagn og andre genrer af den folkelige fortællekunst, da de forskellige genrer har eksisteret som levende tradition side om side og været dele af den samme kulturs mundtlige udtryk. Kategorien sagn omfatter også de såkaldte eventyrlige sagn, hvis persongalleri kan minde om eventyret, fx dumme trolde, der narres, samt skrøner med fantastiske overdrivelser, fx om gryder, der er så store, at kokkepiger må besejle dem i robåd, når der skal røres i suppen.
For sagnfortælleren har det været vigtigt at knytte sin beretning til lokalsamfundet ved brug af lokaliteter, personer, begreber og autoriteter, som tilhørerne var bekendt med, som påviseligt eksisterede, og hvis tilstedeværelse i en beretning understøttede dens troværdighed. Til forskel herfra indleder eventyrfortælleren ofte sin fortælling med formlen "Der var engang ...", som fører tilhøreren ind i et fiktivt univers, måske endda "langt herfra" eller "østen for Solen og vesten for Månen".
Sagnet handler ikke om guder, men om helte, dvs. om mennesker, der gennem deres handlinger rager op i det overnaturlige plan, fx Sigurd Fafnersbanes drab på dragen, og sagnverdenen er befolket af fabeldyr og sagnfolk.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.