Kirkegangskone, den gifte kvinde ved første kirkegang efter en fødsel. Skikken har sin oprindelse i jødedommen (3.Mos., kap. 12), hvor der var tale om et renselsesritual. I Danmark blev den gravide kvinde i middelalderen opfattet som kultisk uren, indtil hun seks uger efter en fødsel ledsagedes til kirke af et følge. Uden for kirkedøren mødte præsten hende med vievand og bønner, rakte hende et tændt vokslys, et slukket, hvis barnet var dødt, og ledte hende ind i kirken. Efter prædikenen ofrede hun og følget. Eftersom ugifte mødre ikke måtte indledes, må skikken ses som et led i myndighedernes bekæmpelse af usædelighed. Den evangelisk-lutherske kirke afskaffede brugen af vievand og vokslys, men gjorde kirkegangskonens indledelse til symbol på, at barnet var undfanget i ægteskabet, og kaldte offeret æresoffer. Skikken gik af brug i København i løbet af 1600-t. og ophørte helt i begyndelsen af 1900-t. Den fastholdtes længst af konservative præster og dér, hvor Indre Mission stod stærkt.