country

Country-genren har rødder i den visetradition, som irske og skotske indvandrere førte med sig til USA. Som alle andre omfattende genrer har country optaget elementer fra mange forskellige musikformer: steelguitaren fra Hawaiimusikken, gøglerindslag fra de omrejsende vaudevilleshows, den klagende blues og den rytmiske salmesang fra den afrikansk-amerikanske tradition og hjerte/smerte-sentimentaliteten fra storbyernes hitlistepopmusik.

Musikken udviklede sig i løbet af 1900-tallet fra at være et regionalt til et nationalt og siden internationalt fænomen. Country udsprang ofte af spændingen mellem ud- og hjemlængsel, som afspejles i to af dens mytologiske urformer: de ensomme cowboysange ved bålet på prærien og dansemusikken ved familiefesterne i Appalacherne.

Country, der foragteligt blev kaldt hillbilly-musik (dvs. "bondeknold-"), blev for den fattige, hvide sydstatsbefolkning, hvad blues var for den sorte, nemlig et udtryk for kulturel identitet. Musikken var organisk forbundet med hverdagens slid: Lastbilchaufføren Uncle Dave Macon (1870-1952), jernbanearbejderen Jimmie Rodgers og familietrioen The Carter Family var blandt pladepionererne.

Musikken blev allerede i 1920'erne meget udbredt gennem radioen, bl.a. via transmitterede koncerter. Det mest populære show var og er Grand Ole Opry (siden 1925), som gjorde byen Nashville til countrymusikkens Mekka. Roy Acuff (1903-1942), sang og violin, var den første sangstjerne på The Opry (fra 1938). I 1930'erne lancerede filmindustrien begrebet "den syngende cowboy". Genrebetegnelsen "country & western" blev almindelig i daglig tale fra slutningen af 1940'erne.

Til countrymusikkens hovedgenrer hører den jazzinspirerede western swing med Bob Wills and the Texas Playboys som vigtigste repræsentant. Der er bluegrass med dens flerstemmige sang og virtuose violin- og banjo, og der er honky tonk, en fandenivoldsk sangform opkaldt efter de såkaldte honky tonks (billige værtshuse). Hank Williams var genrens betydeligste udøver.

I det nye populærmusiklandskab i USA efter 2. Verdenskrig blev countrymusik opfattet som yderst provinsiel, banal og upoleret. Det gjorde bl.a. Chet Atkins noget ved, da han i Nashville begyndte at gøre country mere ”sweet” med stryger- og korarrangementer i baggrunden. Det var samtidig en reaktion mod en række rock’n’roll-musikere, fx Elvis Presley, Carl Perkins og Jerry Lee Lewis, der var kraftigt inspireret af country, men brugte den i helt andre sammenhænge.

Atkins og andres sammensmeltning af country og pop blev en succes, og Nashville er siden slutningen af 1950’erne blevet opfattet som countryens hovedstad. Det er understreget af, at The Grand Ole Opry er blevet sendt derfra, og at der i 1967 blev åbnet et museum. Blandt de mest kendte musikere i forbindelse med Nashville-lyden er Patsy Cline og Jim Reeves.

I slutningen af 1950’erne blev Nashville udfordret af en række musikere omkring Bakersfield i Californien. De trak kraftigt på honky tonk-traditionen og tilføjede den elektriske instrumentation og rytmisk markering hentet fra rock’n’roll. Buck Owens (1929-2006) og Merle Haggard kan nævnes blandt musikerne. Nashvilles reaktion var at udbygge arrangementerne endnu mere og søge mod det voksne popmarked. Charlie Rich (1932-1995) og Charley Pride (den første afrikansk-amerikanske country-stjerne) blev repræsentanter for denne bølge, der nogle gange kaldes countrypolitansk.

I løbet af 1960’erne søgte mange, der opfattede sig selv som countrymusikere, elementer fra andre genrer, og omvendt søgte musikere fra andre genrer countryelementer. Et eksempel er Dolly Parton, der bevægede sig fra country mod pop, mens John Denver bevægede sig den anden vej. En anden var rhythm’n’blues-musikeren Ray Charles, der overraskede alle med et soul-country album, Modern Sounds in Country and Western Music (1962). Så country-pop og country-rock blev realiteter, mens andre stadig dyrkede honky tonk-traditionen, nu under navnet "outlaw country" (fx Johnny Cash og Willie Nelson).

De forskellige bevægelser mellem hovedgenrerne, men med country i centrum, fortsatte de følgende årtier. Nogle gange søgte man mod honky tonk-traditionen, andre gange mod pophitlisternes top, og diskussionerne om, hvad der er country og hvad det ikke er, er fortsat i alle årene frem til i dag.

I 1990’erne lykkedes det Garth Brooks at fylde de store sportsarenaer med et countrybaseret show (med en del rock i). Han solgte også voldsomt mange plader, men blev overgået af canadiske Shania Twain (født 1965) med Come on Over (1997). Hun var også en del af en større gruppe meget succesfulde 1990’er-kvinder, bl.a. Reba McEntire (født 1955) og Mary Chapin Carpenter (født 1958). (Kvinde-)trioen Dixie Chicks havde også både vokale og instrumentale kvaliteter, der gav dem en stor popularitet. Den satte de for en tid over styr, da de i England kom til at ytre sig negativt om præsident Bush lige før Irakkrigen begyndte og blev opfattet som ekstremt upatriotiske.

Taylor Swift begyndte som helt ung countrysangerinde i 2006 og bevægede sig langsomt mod popmusikken, som hun så omfavnede i 2014 med inspiration fra elektronisk dansemusik og senere hiphop. I 2020’erne kan man stadig høre hendes country-rødder, men hun er først og fremmest blevet en af de mest indflydelsesrige (pop)musikere i verden.

Samtidig med Swifts stadig voksende popularitet som all-american popstjerne, blev country udfordret fra en helt anden side, nemlig hiphoppen. Rapperen Lil Nas X udgav sammen med countrymusikeren Billy Ray Cyrus (født 1961) ’Old Town Road’ (2019), og den blev et af de største hits i nyere tid. Det huede ikke traditionalister, og da popmusikeren Beyoncé noget senere udgav sit ”countryalbum”, Cowboy Carter, var opstandelsen ikke mindre.

• dansk country
• populærmusik
• popmusik
• soul
• rhythm'n'blues
• rock'n'roll
• rockmusik