Bladet er opbygget af tre vævssystemer, som genfindes i plantens øvrige organer: overfladevæv (epidermis, se overhud), grundvæv (bladkød, mesofyl) samt ledningsvæv (bladnerver, se karstreng).
Bladet afgrænses på over- og undersiden af overhuden, som normalt kun er ét cellelag tykt, og hvor de enkelte celler ligger tæt op til hinanden uden mellemrum. Overhuden er på ydersiden dækket af et særligt lag, kutikula, der beskytter bladet mod indtrængen af mikroorganismer m.m. Kutikula består af kutin og voks og er derfor ikke gennemtrængelig for vand, hvorfor bladet også beskyttes mod udtørring. Blade, som er særlig udsatte for udtørring pga. stærkt lys og varme, kan alleryderst være dækket af yderligere et lag voks, og bladet får da et blågråt skær. Disse blade er tillige godt beskyttede mod ultraviolet lys.
Kutikula eller de yderste lag forhindrer luftudveksling mellem bladets indre og den omgivende luft. Overhuden er derfor gennembrudt af spalteåbninger, stomata, der tillader den omgivende luft at stå i forbindelse med hulrummene i bladets indre, intercellulærrummene. Derved kan kuldioxid komme ind i bladet og ilt ud, men noget vand vil dog samtidig mistes ad denne vej. Ofte er bladet dækket af hår, trichomer, som hos forskellige arter kan variere fra et tæt, filtet lag til få, spredte hår udviklet fra celler i overhuden.
Bladkødet har stor betydning for bladets funktion, da cellerne her indeholder grønkorn, kloroplaster, hvor fotosyntesen finder sted. Bladkødet er oftest opdelt i to typer væv. Øverst, mod bladets overside, et palisadevæv, som består af lange, cylindriske celler vinkelret på bladoverfladen, mod undersiden et svampvæv opbygget af uregelmæssigt formede celler. Både i palisade- og svampvæv er cellerne løst pakket med mange intercellulærrum, der gennem spalteåbninger står i forbindelse med luften udenfor.
Ledningsstrenge afstiver bladet og står i forbindelse med ledningsstrenge i stænglen. Hver streng indeholder to typer ledningsvæv: vedvæv, xylem, som transporterer vand til bladet, og sivæv, phloem, som transporterer kulhydrater bort fra bladet og ud til resten af planten. Ledningsstrengene er oftest omgivet af en strengskede, der danner en tæt kappe af celler (parenkymceller eller styrkevæv). Strengskeden er især tydelig hos de såkaldte C4-planter (se fotosyntese) pga. de meget store grønkorn, som oftest mangler i strengskedeceller hos C3-planter.
Bladets anatomi, især spalteåbningernes placering og bladkødets opbygning, viser store forskelle, som danner grundlag for opdeling i anatomiske bladtyper. Almindelige løvblade, der vender fladen mod lyset, er i reglen dorsiventrale (med stor forskel på ryg- og bugside). Således ligger palisadevæv mod oversiden og svampvæv mod undersiden; også spalteåbninger udvikles på undersiden. Isolaterale blade er bygget ens på begge sider. De er ofte kantstillede, som fx hos eukalyptus, iris og mange græsser. Cylindriske blade er ens over hele fladen, fx fyrrenåle.
Variationer i bladets opbygning er i stor udstrækning relateret til plantens voksested. Især vand- og lysforhold er vigtige og danner grundlag for en opdeling i økologiske bladtyper: hygromorfe, som er tilpasset høj luftfugtighed; mesomorfe, der er tilpasset mere normale vækstforhold; og xeromorfe, som i særlig grad begrænser vandtab, og som findes hos planter på tørre voksesteder. Lysmængden kan have særdeles stor indvirkning på bladets opbygning, hvilket kan ses hos fx bøg: Skyggeblade bliver tyndere end lysblade, der udvikles i fuldt sollys, fordi palisadevævet reduceres. Også deres kutikula bliver tyndere.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.