Reformationen

I Danmark brød konge og rigsråd reelt med Rom ved i 1526 at vedtage, at bispevalg ikke længere skulle bekræftes af paven; se Reformationen i Danmark.

I Schweiz, Sydtyskland, Frankrig, Holland og Skotland udbredtes Reformationen i en udformning, som blev afgørende bestemt af Huldrych Zwingli, Martin Bucer og Jean Calvin (se også reformerte kirker og John Knox). Striden mellem Luther og Zwingli om nadverforståelsen kom varigt til at belaste forholdet mellem reformerte og lutheranere (se Marburgartiklerne). Først ved Den Westfalske Fred i 1648 kom den augsburgske religionsfreds bestemmelser til at omfatte de reformerte stænder.

I England fik Reformationen et egenartet forløb, hvor forskellige reformatoriske impulser fra det europæiske fastland indgik forbindelse med reformkatolske bestræbelser og kongemagtens dynastiske og politiske interesser. Bruddet med Rom skete i 1534 ved Henrik 8.s suprematsakt, der fastslog, at kongen er det eneste jordiske overhoved over Englands kirke, og det betød et sammenbrud for hele den middelalderlige kirkeorganisation.

Ærkebiskop Thomas Cranmer skabte med Book of Common Prayer (1549) grundlaget for det religiøse og gudstjenstlige liv, som er karakteristisk for den anglikanske kirketype. Med de 39 Artikler fik den engelske kirke i 1563 sin blivende lærebekendelse, som er reformatorisk ved at hævde retfærdiggørelsen ved tro og i øvrigt er karakteristisk ved at forene luthersk-melanchthonisk, bucersk og calvinsk inspiration (se også den anglikanske kirke).

Reformationen var i sin grund af religiøs-åndelig karakter og udsprang af et krav om kirkelig reform, som i sig selv ikke var nyt, men havde været fremført gennem hele middelalderen. Den kirkelige reformbevægelse gregorianismen var imod, at magthavere uden for kirken skulle styre kirkelige forhold. Denne bevægelses værdier kan genfindes i den cluniacensiske reformbevægelse, der brød med munkeordenen benediktinerne.

I slutningen af 1100-tallet fremførtes fattigdomsidealet kritisk over for kirken af en lægmandsbevægelse (valdensere), og i begyndelsen af 1200-tallet slog det igennem i oprettelsen af tiggermunkeordenerne, bl.a. dominikanere, franciskanere og karmelitere.

Mod kuriens påstande om pavelig overhøjhed over kejser- og fyrstemagt havde William fra Ockham protesteret i første halvdel af 1300-tallet. I 1300-tallets anden halvdel skrev John Wycliffe imod papalismen og den hierarkiske kirkeinstitution, fremhævede Kristi efterfølgelse, dvs. et liv i kærlighed, ydmyghed og fattigdom, som kriterium for kirkelig autoritet og ville med sine tilhængere (lollarder) bl.a. afskaffe aflad, sjælemesser, helgendyrkelse og cølibat. Wycliffes skrifter fik betydning for Jan Hus, undertiden kaldt den første reformator, og for husitterne.

Den tyske mystik i 1200-tallet og den nederlandske devotio moderna i 1300-tallet var opbrud i middelalderens teologi, og den i senmiddelalderen opdukkende humanisme vendte sig direkte imod den skolastiske metode og fik som bibelhumanisme umiddelbar betydning for Reformationen.

I 1400-tallets første halvdel havde flere konciler som program at reformere kirken, men uden held, og den uafgjorte strid mellem pave og koncil om den kirkelige overhøjhed befordrede det spirende nationalkirkevæsen (se reformkoncil og reformkatolicisme).

På rigsdage fastholdtes siden 1456 de tyske rigsstænders reformkrav til pavedømmet, fortrinsvis begrundet i den finansielle side af kuriens politik over for de tyske lande. Tilsvarende ønskede rigsstænderne øget indflydelse over for kejseren, ligesom voksende befolkningstal og samfundsøkonomiske forandringer førte til uro og krav om sociale forbedringer fra byernes borgere og fra bønderne.

Martin Luther brugte kun sjældent begrebet reformation. I Tyskland indgik en række strømninger (humanisme, tysk nationalisme, rigsstædernes selvstændighedsbestræbelser) og samfundsgrupper (fyrster, adel, borgere, riddere og bønder) i en forenet kamp mod romerkirken. Den forenede kamp kan beskrives som et bredt spektrum af "reformatoriske bevægelser".

Selv så Luther en afgørende forskel mellem Reformationen og de middelalderlige reformbevægelser. Forskellen var, at disse omfattede "livet", dvs. organisation og ydre former, mens han tillige reformerede "læren", dvs. teologien.

Hans reformatoriske budskab, at mennesket retfærdiggøres ved tro alene og ikke trinvist kan gøre sig fortjent til Guds velvilje, hjulpet på vej af den sakramentalt formidlede nåde, var uforeneligt med den middelalderlige "gradstænkning" (gradualisme) i teologi, fromhedsliv og kirkeinstitutionel praksis og indeholdt en afvisning af den senmiddelalderlige præstationsfromhed samt af den forestilling, at pavedømmet er guddommeligt indstiftet og den hierarkiske kirkeinstitution nødvendig for menneskers frelse (se gerningsretfærdighed og gode gerninger).

Offentliggørelsen i Wittenberg 31.10.1517 af de 95 afladsteser gjaldt allerede for Luther selv som Reformationens begyndelse. Efter Leipzigdisputationen 1519 henvendte Luther sig målbevidst til den tyske offentlighed gennem det nye medium, trykte bøger og småskrifter, og mødte overvældende tilslutning til det antiromerske grundsynspunkt, at ingen menneskelig instans står mellem den enkelte og Gud, hvorfor alle har lige adgang til at fortolke Bibelen (se almindeligt præstedømme). Med sin afbrænding 10.12.1520 af den kanoniske rets lovbøger og pavens bandtrusselsbulle forkastede Luther gældende kirkeret. 3.1.1521 blev han bandlyst, og senere samme år gjorde Rigsdagen i Worms ham fredløs ved at stadfæste bandbullen som rigslov (Worms-ediktet).

Ikke desto mindre fortsatte Luther sin virksomhed under den saksiske kurfyrstes beskyttelse og med loyal støtte fra Philipp Melanchthon. Gennem sine breve og sit store forfatterskab, herunder især den tyske oversættelse af Det Nye Testamente (1522), de tyske salmer, den tyske gudstjenesteordning (1526) og katekismerne (1529), fik Luther afgørende indflydelse på den bevægelse, han selv havde udløst og især på dens udvikling i retning af et egentligt evangelisk kirkevæsen.

Klosterflugt, præsteægteskaber, uddeling af nadveren i begge skikkelser (dvs. uddeling af både brødet og vinen) og læsning af messen på tysk fulgte i kølvandet på de reformatoriske prædikanters virksomhed.

Hvor fyrster og byråd indførte Reformationen i tyske territorier og rigsstæder, nogle gange under pres nedefra, skete det ikke blot i strid med kirkeretten, men også med Det Tysk-romerske Riges ret.

Det var baggrunden for de stadige forhandlinger om religionsspørgsmålet på rigsdagene, hvis første afgørende vendepunkt kom på rigsdagen i Speyer i 1529, hvor de evangeliske stænder med den sachsiske kurfyrste og den hessiske landgreve i spidsen kom i mindretal og officielt protesterede mod det gammeltroende flertal i "Speyer Protestationen" – herefter kaldet "protestanter". For den reformatoriske bevægelse af Wittenberg-tilsnit kom det afgørende dokument i form af Den Augsburgske Bekendelse (1530). Den skulle legitimere de evangeliske stænder rigsretligt. Udadtil afgrænsede den sig ikke blot i forhold til Romerkirken, men også til andre reformatoriske bevægelser som zwinglianere, antitrinitarer og døbere (se døberbevægelser); indadtil dannede den grundlag for de verdslige øvrigheders gennemførelse af Reformationen ved kirkeordninger og visitationer (se visitats; se også Johannes Bugenhagen).

En række skrifter, som Luther udsendte i midten af 1520'erne, var rettet imod bønderne (Den Tyske Bondekrig, 1525), imod sværmerne (mystikere og spiritualister) og imod humanisten Erasmus af Rotterdam og hans bog om den frie vilje. Disse skrifter kan siges at markere overgangen fra den brede reformatoriske bevægelse til den øvrighedsregulerede lutherske reformation, som i løbet af de følgende årtier indførtes i store dele af Nordeuropa (se lutherdom).

Efter Den Schmalkaldiske Krig 1546-47 og det augsburgske interim (1548) førte Reformationen ved den augsburgske religionsfred i 1555 til en rigsretlig anerkendt konfessionel spaltning af Tyskland. Interne stridigheder mellem filippister og gnesiolutheranere splittede lutheranerne i de nærmeste årtier efter Luthers død i 1546, men afløstes af en enhedspræget luthersk protestantisme med en nøje fastlagt lære (Konkordiebogen, 1580), se ortodoksi.

Forinden var Reformationen blevet negativt defineret af Tridentinerkoncilet (1545-63), som formulerede grundlaget for den katolske modreformation.

Reformationsforskningen har siden midten af 1900-tallet brugt udtryk som den radikale reformation eller Reformationens venstrefløj til karakteristik af de evangelisk sindede, som hævdede, at det uforfalskede reformatoriske anliggende alene kunne varetages af de i sandhed "fromme", og som derfor — undertiden også ud fra sociale og politiske motiver — tog afstand fra den øvrighedsregulerede Reformation og dens "nye papister".

Luther betegnede talsmænd for sådanne opfattelser, bl.a. Andreas Karlstadt og Thomas Müntzer, som "sværmere" og "himmelske profeter". Lægfolkets indflydelse, en udpræget antiklerikal indstilling (den karakteriserede i den første, afgørende periode alle reformationsbevægelser) og for nogle personer og grupper et spiritualistisk syn på formidlingen af frelsen, for andre en bogstavelig efterlevelse af Jesu bud, en 'bogstav'-tro. Denne biblicisme spillede en afgørende rolle .

De blev alle undertrykt af både evangeliske og katolske øvrigheder, nogle få gange på særdeles voldelig vis som – delvist – i forbindelse med Den Tyske Bondekrig 1525, som man måske ikke skal kalde "radikal", men snarere revolutionær. De 12 Artikler, revolutionens mest udbredte flyveskrift, og endnu stærkere det såkaldte "Artikelbrev", det mest vidtgående af alle revolutionens programmatiske skrifter peger i retning af en klar selvstændiggørelse af "den jævne mand". Og der var på en række felter klare forbindelseslinjer mellem de revolutionære bønder og borgere og de første døbere – også rent personelt.

Indtil midten af 1900-tallet er døberne i luthersk litteratur blevet kaldt anabaptister (bedre "Wiedertäufer") og "sværmere". I dag er begge begreber i forskningen erstattet af begrebet "Täufer" – også i de store kildeudgaver, som har været under udgivelse i årtier og nu er afsluttede, anvender man i dag udelukkende begrebet "Täufer", "Quellen zur Geschichte der Täufer" og "Quellen zur Geschichte der Täufer in der Schweiz".

Over for den stærkt billedorienterede tradition i den katolske kirke reagerede Reformationens ledere forskelligt. Luther anså billeder, fx af Jesus eller af hellige kvinder og mænd, for uskadelige, så længe billederne selv ikke blev tillagt hellige egenskaber og blev tilbedt; se billede. Kalkmalerierne i Danmarks kirker overlevede 1500-talket i kraft af denne tolerante holdning og blev først overkalket senere; se kalkmaleri.

Langt mere billedafvisende har de reformerte kirker forholdt sig (se calvinisme); i visse tilfælde er kirkerummet renset for selv de mindste ornamenter. I 1566 fandt således en omfattende billedstorm sted i Nederlandene, til dels med politiske overtoner.

Set med reformatoriske øjne står Bibelens autoritet over den kirkeligt regulerede tradition; Bibelen er sin egen fortolker. Det nødvendiggjorde oversættelser til folkesprogene. Særlig betydningsfuld blev Luthers tyske oversættelse af NT (1522) og GT (1534) i kirkelig sammenhæng og i det tyske skriftsprogs udvikling, hvor den fik skelsættende virkning.

Den fik også indflydelse på andre protestantiske bibeloversættelser, fx den danske (1550, Christian 3.s Bibel, også brugt i stifterne Skåne og Norge), den svenske (1540-1541, Gustav Vasas bibel), den islandske (1584, Guðbrandur Þorlákssons Biblía) og den engelske (1611, King James' Bible). Se også bibeloversættelser.

Trods kirkens gamle teaterfjendskhed forstod såvel katolikker som protestanter teatrets propagandistiske muligheder. Især i tysksproget område var strømningen stærk. Luther og Melanchthon tilskyndede til at anvende dramaformen; Luther så fx i Judits og Tobias' apokryfe bøger, der blev udgivet 1534, en god henholdsvis tragedie og komedie.

Men da var aktiviteterne allerede i gang. Bibelspillene byggede på middelalderteatret ud fra Jesu liv og lignelser og gammeltestamentlige motiver, hvortil kom apokryferne, i allegorisk antikatolsk udlægning. Stor virkning fik Pammachius (1538) af Thomas Naogeorgus (1511-1563), et kritisk panorama af kirkens udvikling.

Også fastelavnsspillet blev udnyttet, især i schweizisk område; en banebryder her var Niklaus Manuel Deutsch med fx Von Pabsts und Christi Gegensatz (1522). Afladshandel, helgendyrkelse og klerikalt skørlevned blev skånselsløst spiddet. Mesteren inden for især det verdslige drama blev nürnbergeren Hans Sachs med en række moraliserende farcer.

Skandinaviske tekster, således den danske skoledramatik, er i høj grad afledt af de tyske. I England kendes tidligt antipapistiske spil i troskampen, herunder inddragelse af historisk stof som i John Bales King John (ca. 1538), hvorimod bevægelsen var knap så markant i fransksproget område til dels pga. en mere udtalt antiteater-holdning hos bl.a. Calvin.

Inden for musikken skabte Reformationen ikke selv nogen ny musikalsk genre, men knyttede an til eksisterende udtryksformer, både verdslige og kirkelige, uden at drage konfessionelle skel. Se Reformationens musik.

• Reformationen i Danmark
• Reformationens musik

• George H. Williams, The Radical Reformation. 1. udg. 1962, ny gennemrevideret udgave 1993.
• Hans-Jürgen Goertz, Die Täufer. 2. udg. 1988.
• James M. Stayer, Anabaptists and the Sword. 1972, 1. udg.
• James M. Stayer, The German Peasants' War and the Anabaptist Community of Goods. 1994.

Et bredt udvalg af kilder til de radikal-reformatoriske bevægelser blev udgivet af den traditionalistiske mennonit Heinold Fast allerede i 1962 – med typisk mennonitiske opdelinger og kommentarer:

• Heinold Fast (Hg.), Der linke Flügel der Reformation. Glaubenszeugnisse der Täufer, Spiritualisten, Schwärmer und Antitrinitarier. Klassiker des Protestantismus Band IV. Bremen 1962.