Paris

De første indbyggere, der levede, hvor nutidens Paris ligger, var den galliske stamme Parisii. De boede på Île de la Cité, der ligger i Seinen. Man ved ikke, hvornår de slog sig ned her, men det skete mindst to hundrede år før vor tidsregning. I 52 f.v.t. blev området underlagt romerne i forbindelse med Julius Cæsars erobring af Gallien. Romerne grundlagde en by på stedet, som de kaldte Lutetia. Byen skiftede navn til Paris i løbet af det fjerde århundrede.

Den første biskop var Saint Denis. Han led martyrdøden omkring år 250 og blev byens skytshelgen. Efter frankernes invasion i folkevandringstiden blev Chlodovech 1. (ca. 466-511) konge, og han gjorde i 508 Paris til sin hovedby.

Op igennem 800-tallet sejlede vikinger på togt op igennem Seinen og nåede Paris, som de plyndrede og brændte i flere omgange. Plyndringstogterne fortsatte, indtil vikingerne indgik en aftale og rejste væk efter det sidste overfald i 885-886. I 987 afløste capetingerne karolingerne som den regerende kongeslægt. De beholdt magten indtil 1328 og havde Paris som deres hovedstad. I løbet af 1000-tallet blev Paris efterhånden mere velstående takket være handel med sølv, og fordi byen ligger på en strategisk rute for pilgrimme og handlende.

I middelalderen var Île de la Cité både det kirkelige og det verdslige centrum. I 1163 begyndte man at opføre Notre-Dame, og kongerne boede ofte på slottet Palais de la Cité på øens vestlige del. På venstre Seinebred opholdt de studerende sig sammen med deres undervisere, og disse selvstyrende grupper kaldtes universitas. I 1253 opførte kongens kapellan kollegiet Sorbonne, der blev til universitetet Sorbonne.

Frans 1. (1494-1547) gjorde Paris til sin residensby, og i 1546 begyndte han opførelsen af slottet Louvre. Under Religionskrigene var Paris katolikkernes bastion og blev centrum for deres massakre på protestanter under Bartholomæusnatten i 1572. Byen blev senere erobret af protestanterne og overgivet til kongen af Navarra, der for at skabe fred konverterede til katolicismen. Han blev som Henrik 4. (1553-1610) konge af Frankrig og igangsatte en stor udbygning af byen med mange smukke bygninger og pladser.

Under Ludvig 14. (1638-1715) accelererede denne udbygning, og i 1670 blev de gamle bymure revet ned for at gøre plads til nye boulevarder og kvarterer. Byen blev ved med at vokse, og flere sumpede områder ved Seinen blev inddraget. Under Den Franske Revolution i 1789 skete der mange politiske ændringer, men den fik kun marginal betydning for det parisiske bybillede.

Industrialiseringen tog fart i 1830'erne og medførte en stor indvandring fra land til by. I 1846 var der over en million indbyggere. I 1837 blev den første jernbane anlagt, og fra 1842 blev den udbygget med seks hovedlinjer til provinsen.

Revolutionen i 1848 bragte Napoleon 3. (1808-1873) til magten, og han gav Georges Eugène Haussmann ansvaret for at modernisere Paris. Det skete i perioden 1853-1869. Slumkvartererne i centrum blev ryddet, der blev anlagt nye brede boulevarder, og byen fik et moderne kloaksystem. Efter kejserdømmets fald opstod Den Tredje Republik i 1870. Fra 1890'erne udbyggede man forstæderne med store fabriksanlæg og nye arbejderkvarterer. I år 1900 begyndte anlægsarbejdet på metroen. Bilerne blev stadig flere, og derfor sløjfede man forsvarsringen omkring byen i 1920 og byggede en ringvej.

Under 2. Verdenskrig var Paris besat af tyskerne. Byen blev befriet i august 1944. I 1957 begyndte man at anlægge et nyt kvarter for administration og erhverv vest for byen, La Défense.

I 2015 blev Paris ramt af flere terrorangreb. I januar gik det ud over ansatte på det satiriske ugeblad Charlie Hebdo, og handlende i et jødisk supermarked med mere end ti døde. I november var der koordinerede terrorangreb med bomber uden for Stade de France og skud mod gæster på restauranter og på spillestedet Bataclan i nærheden af Place de la République. Her døde over hundrede mennesker.

I 2018 opstod protestbevægelsen De gule veste med demonstrationer over hele landet, også i Paris. Den 1. december kom en af disse ud af kontrol, da demonstranterne gik ned ad Champs-Élysée mod Place de la Concorde. Politiet mistede kontrollen med vold, plyndringer og vandalisme til følge.

Hoffet og adlen var instrumentelle i denne udvikling før Revolutionen, og med Ludvig 14.s hofkultur tog udviklingen fart. Det var vigtigt at vise sin rigdom med bygninger, haveanlæg, store fester, smukt og dyrt tøj, smykker og kunstnere, der kunne levere musik, skuespil og malerier. I 1680, da Comédie-Française åbnede, begyndte teatret at åbne sig ud mod det offentlige rum. I 1800-tallet blev det muligt for alle at åbne et teater, og der skete en voldsom udvikling af teaterlivet, som også tiltrak et bredere publikum.

I samme periode udvikledes cafélivet. I begyndelsen af 1700-tallet havde Paris omkring 380 caféer. Før Revolutionen i 1789 var der cirka 1800. Denne café-tradition lever den dag i dag. At mødes ved en bardisk (zinc) er en hverdagsbegivenhed for mange parisere.

I løbet af 1800-tallet åbnede de store varietéer: Folies-Bergère (1869), Moulin Rouge (1889) og Casino de Paris (1918). Her var optræden med blandt andet med cancan-dansere, og gæsterne kunne selv danse. Dette miljø er gengivet i mange tegninger og plakater af Henri de Toulouse-Lautrec. Disse forlystelsessteder levede aktivt langt ind i 1900-tallet. Der er forestillinger den dag i dag, dog mest som en turistattraktion. Ud over denne lettere underholdning dyrkede man på Chat Noir (1881) den litterære kabaret og den franske chanson.

I slutningen af 1800-tallet samledes digtere og malere på Montmartre. I begyndelsen af 1900-tallet flyttede det kunstneriske center til Montparnasse. Her var der også folkelige dansesteder med harmonikamusik, bal musette, og natrestauranter (boîtes). Restauranter som La Rotonde, Café de Flore og Café Les Deux Margots på Boulevard Saint-Germain blev samlingssteder for avantgarden inden for digtning og maleri i mere end et halvt århundrede. Her kom kunstnere og intellektuelle som Guillaume Apollinaire, André Breton, Pablo Picasso, Jean-Paul Sartre og Simone de Beauvoir.

Venstre Seinebred blev hermed området for den intellektuelle avantgarde, mens borgerskabet og den politiske elite holdt til på højre Seinebred: De kunne frekventere Maxim's (1891) og gå til forestillinger på Opera Garnier (1857-1874) eller Théâtre des Champs-Élysées (1913).

Paris er centrum for elegance, når det drejer sig om påklædning. Oprindeligt var det Hoffet og adlen, der drev udviklingen, og de blev suppleret med det stadig rigere borgerskab. Det var her, haute couturen opstod i 1850'erne. Det nye var, at alle leddene i kjolefremstillingen nu samledes på et og samme sted, så kunderne ikke længere behøvede at vælge modellen og købe stoffet for herefter at gå til skrædderen. Det var også nyt, at kollektionen blev vist på levende modeller.

I slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet havde haute couturen fastslået sin store betydning for det velhavende borgerskab i og uden for Frankrig. Modeskaberens navn garanterede en vis ensartethed i kreationerne og gav dem status som eksklusive kunstværker. Modehusene leverede normalt to kollektioner om året. Kollektionerne vises frem ved forskellige show, der er samlet i modeugen i Paris.

Coco Chanel var en af de første, der udvidede sin kollektion med tilbehør som parfume, smykker og hatte. Efter 2. Verdenskrig åbnedes for prêt-à-porter (designet tøj, produceret i mere end et eksemplar) for en større kundekreds i hele verden. Mange store, gamle modehuse ligger stadig i Paris. Det gælder for eksempel Christian Dior og Yves Saint-Laurent.

De ældste, større bygningsanlæg er termerne ved Cluny-museet og arenaen Arène de Lutèce øst for Panthéon, der begge stammer fra den romerske tid, det vil sige perioden ind til cirka 300 e.v.t.

På Île de la Cité findes gamle bygninger fra capetinger-perioden, som den gotiske katedral Notre-Dame de Paris (1163-ca. 1345) og Palais de Justice (1300-tallet). Her er der også er rester af det tidlige kongeslot, heriblandt den gotiske slotskirke Sainte-Chapelle (indviet i 1248).

På den højre Seinebred ligger kunstmuseet Louvre, som var den tidligere kongelig residens. Byggeriet blev startet i 1200-tallet med adskillige udbygninger i tiden efter. Louvre er et af verdens største kunstmuseer med kunstværker frem til midten af 1800-tallet. På museet er bl.a. Leonardo da Vincis maleri Mona Lisa og de antikke skulpturer Venus fra Milo og Nike fra Samothrake udstillet.

De nærliggende udstillingsbygninger Grand Palais og Petit Palais er begge opført i nybarok stil til Verdensudstillingen i år 1900. De bruges til midlertidige udstillinger. Champs-Élysées fører til Place Charles-de-Gaulle med Triumfbuen, l'Arc de Triomphe de l'Étoile (1836). Herfra ses længere ude La Grande Arche (1989).

I området nord og nordvest for Louvre ligger bl.a. kirken La Madeleine (indviet i 1842), der er bygget i romersk antik stil, stormagasinerne La Fayette og Le Printemps i Art Deco-stil, Opera Garnier (1875) og det tidligere kongeslot Palais-Royal (påbegyndt i 1632).

Øst for Louvre ved Forum des Halles ligger Centre-Pompidou (1977) og rådhuset, Hôtel de Ville (1882). I Montmartre-kvarteret ligger Sacré-Cœur kirken (1919).

Musée d'Orsay ligger på venstre Seinebred og er indrettet i den tidligere banegård, hvorfra ruten til Orléans udgik. Her udstilles fransk kunst fra midten af 1800-tallet til begyndelsen af 1900-tallet, bl.a. en stor samling impressionistiske malerier, samt samlinger knyttet til enkelte kunstnere som Auguste Rodin, Honoré de Balzac og Pablo Picasso.

Videre op ad venstre Seinebred ligger det etnografiske museum Musée Quai Branly (2006), tegnet af Jean Nouvel. Længere fremme står Eiffeltårnet, der blev konstrueret til Verdensudstillingen i 1889.

For at markere 200-året for Revolutionen i 1989 satte præsident François Mitterrand et stort byggeprogram i gang i 1982. Det omfattede La Grande Arche i La Défense med danske Johan Otto von Spreckelsen som arkitekt, en ny indgang til Louvre under en glaspyramide tegnet af den kinesiske arkitekt I.M. Pei, og dertil kom en ny opera, Bastilleoperaen, tegnet af Carlos Ott, Det Arabiske Institut tegnet af Jean Nouvel, aktivitetsområdet La Villette og en ny bygning til Det franske Nationalbibliotek.

I 1600- og 1700-tallet opstod en række manufakturer, der fremstillede luksusvarer til hoffet og adelen. Fra midten af 1800-tallet gik industrialiseringen i gang, og antallet af industrivirksomheder voksede hurtigt på grund et stort lokalt marked og gode transportforbindelser til resten af Frankrig samt tilgængelig arbejdskraft. Fødevareindustri, beklædningsindustri, metal- og maskinindustri og senere bil- og flyproduktion samt kemisk industri blev de vigtigste brancher, der blev grundlagt i og omkring byen.

Siden 1960'erne er antallet af industriarbejdspladser i og omkring Paris gået stærkt tilbage. Selv om produktionen er flyttet, så er hovedkontorer og udviklingsafdelinger ofte forblevet i Paris. Det er servicesektoren, der beskæftiger de fleste, og denne sektor er i fortsat vækst.

Paris er fortsat en af verdens førende kongres- og messebyer, og OECD, UNESCO og et stort antal internationale organisationer har deres hovedsæde her. Det gælder også for en del multinationale virksomheder.

Paris og omegn har siden 1968 haft sytten universiteter, heriblandt et af verdens ældste universiteter, Sorbonne, samt andre videregående uddannelsesinstitutioner. Omkring en tredjedel af de franske studerende er optaget på disse uddannelsesinstitutioner. Knap tres tusinde udenlandske studerende (2017) kommer årligt til Paris-området for at studere, og mange af dem bor i den internationale studenterby, Cité Universitaire. Over halvdelen af landets forskere arbejder i Paris.

Mens befolkningstallet er faldet med omkring 100.000 fra 2010 til 2021, er indbyggerne gennemsnitligt blevet ældre. I 2021 var 22,6 % over 60 år mod 19,9 % i 2010.

I midten af 1800-tallet blev hovedlinjerne i det franske jernbanenet anlagt. Disse seks hovedlinjer fra Paris udgik fra hver deres store banegård. Fra 1981 begyndte anlæggelsen nye strækninger til højhastighedstog, TGV (Trains à Grande Vitesse). Disse togstrækninger forbinder Paris med Nord-, Sydøstfrankrig og Atlanterhavsregionen.

Efter 2. Verdenskrig begyndte opbygningen af motorvejsnettet i hele Frankrig, og det er udbygget lige siden. Derfor kan man nå Paris i bil via motorvej fra alle hjørner af landet. Rundt om Paris findes den godt 35 kilometer lange ringmotorvej, Boulevard Périphérique, der blev åbnet i 1973.

Der er to internationale lufthavne, der betjener Paris. Nordøst for byen ligger Aéroport Charles-de-Gaulle, der er langt den største med 76,2 millioner passagerer (2019), og mod sydøst ligger Aéroport Orly, med 31,9 millioner passagerer (2019).

Metronettet blev anlagt i perioden 1898-1914. Indtil 1960’erne var metroen stort set kun at finde i byen Paris, men i 1969 åbnede den første regionale metrolinje, RER (Réseau Express Régional), der betjener forstæderne. Dette regionale metronet er siden blevet kraftigt udbygget.