Martin Luther

Martin Luther blev født i Eisleben som søn af en bjergværksarbejder og sat i latinskole i Mansfeld, hvortil forældrene flyttede et år efter hans fødsel, og siden i Magdeburg og Eisenach. I 1501 blev han indskrevet ved universitetet i Erfurt, der da domineredes af skolastisk filosofi og teologi, og i 1505 magister artium.

Luther afbrød et påbegyndt jurastudium, fordi han under en rejse var blevet overrasket af et voldsomt uvejr og på stedet aflagde løfte til Gud om at blive munk, hvis han overlevede. Mod sin fars vilje indtrådte han i augustinereremitternes kloster i Erfurt for at sætte alle sine kræfter ind på sin sjæls frelse.

Efter et år aflagde han ordensløftet; se de evangeliske råd. I 1507 blev han præsteviet og begyndte et teologisk studium. I 1508-09 sendtes han til Wittenberg for at undervise i moralfilosofi, og efter tilbagekomsten blev det teologiske studium afbrudt af en rejse til Rom i ordenens ærinde. I 1511 tog han varigt ophold i Wittenberg, hvor han i hastig rækkefølge fik betroet den ene tillidspost efter den anden: Han blev klosterprædikant, subprior, dr.theol., professor ved det teologiske fakultet og snart også distriktsvikar, dvs. tilsynsførende med en række klostre.

Denne hastige karriere skyldtes ordenens generalvikar, Johann von Staupitz, hvem Luther betragtede som den, der havde bragt ham på det rette spor i hans søgen efter en nådig Gud. Anfægtelser var ikke fremmede for en munks livssfære, og Luther havde svært ved at finde hvile, skønt han ikke sparede sig i sin stræben efter at leve et helligt liv. Han tumlede med problemet om, hvordan han kunne blive befriet fra frygten for Guds vrede. Hjælpen fandt han i det bibelstudium, som fulgte med opgaven som professor.

Martin Luther protesterede imod kirkens handel med aflad i sine 95 teser, der blev offentliggjort i Wittenberg 31.10. 1517. De er alle kortfattede, men udgør en tankemæssig helhed. Dette udvalg yder derfor ikke den fuldstændige originaltekst retfærdighed, men giver dog et indtryk af den kommende kirkereformators offentlige gennembrud. Teserne er fra Luthers skrifter i udvalg, dansk oversættelse af Niels Nøjgaard (1962; 2. udg. 1980).

Fortolkningerne af Davids Salmer samt af Paulus' Romerbrev og Galaterbrev gav ham et syn på evangeliet, der afveg stærkt fra, hvad han havde lært under sit teologiske studium. Fra 1515 gik han åbenlyst til angreb på den skolastiske teologi, som han helst så fordrevet fra universitetet til fordel for studiet af Bibelen og kirkefædrene, navnlig Augustin.

Mens han var optaget af at afvise enhver idé om, at mennesket ved sine gerninger kunne opnå Guds velvilje, og af at betone, at frelsen alene beror på troen på Jesus Kristus som den af Gud skænkede retfærdighed, stødte han på den afladshandel, som paven havde igangsat for at skaffe penge til Peterskirkens opførelse.

Med sine 95 teser om afladen af 31.10.1517 blev han hurtigt berømt og berygtet langt ud over Tysklands grænser. Han bestred afladsprædikanternes påstand om, at man ved at købe disse pavelige begunstigelser kunne opnå Guds velvilje og forbedre afdøde slægtninges vilkår i skærsilden.

Martin Luther blev anklaget i Rom, flere skolastikere gik til angreb på ham, og i oktober 1518 blev han forhørt af kardinal Cajetan, men nægtede at bøje sig for den nøgne autoritet. Af paven såvel som af sine litterære modstandere forlangte han skriftbeviser og overbevisende grunde. I løbet af årene 1518-20 udsendte han et større antal trykte skrifter af tre typer:

1. polemiske svar til de skolastiske modstandere på latin
2. lærde bibelkommentarer på latin
3. folkelige skrifter på tysk.

Navnlig den sidste kategori opnåede en udbredelse af hidtil uset omfang blandt såvel lægfolk som lærde.

Opgøret med den senmiddelalderlige kirke førte til forkastelse af pavedømmets guddommelige indstiftelse og af de sider af den eksisterende fromhedspraksis, der forudsatte, at mennesker ved deres gerninger kunne opnå guddommelig gunst: sjælemesser, relikvie- og helgendyrkelse, aflad, pilgrimsrejser m.m.

Midt i 1520'erne var Martin Luther nået så vidt, at han i sine tysksprogede skrifter havde behandlet de fleste emner af grundlæggende betydning: den kristne tros grundelementer (det senere katekismestof), den kristne etik, ægteskabet, kirkebegrebet (herunder det almindelige præstedømme), det kirkelige embede, forholdet til den verdslige øvrighed, rentetagning, fattigforsorg m.m. Disse korte skrifter var letforståelige for den brede befolkning, der derigennem kunne danne sig en helt ny opfattelse af den kristne frihed.

I stedet for evindelig jagen efter "fortjenester", der fik mennesker til at forsømme deres ansvar over for familie og erhverv, henviste Luther de gode gerninger til hverdagens forhold til næsten, og han betonede den sociale forpligtelse med en styrke, der ellers var ukendt i samtiden. Kirkeligt set ville han gøre alle kristne myndige ved at gøre dåben og troen til eneste grundlag, mens det kirkelige embede i stedet for at være et præstedømmes formidling af gudsforholdet skulle forstås som ordets tjeneste, dvs. varetagelse af forkyndelse og forvaltning af sakramenter.

Snart viste det sig imidlertid, at den nye kristne frihed kunne tolkes anderledes, end Luther gjorde det, og der opstod grupper, der afviste den verdslige samfundsordning eller fundamentalt ønskede at forandre den kirkelige orden ved bl.a. at forkaste barnedåben og oprette menigheder, der var "rene", dvs. som kun bestod af sande kristne (se døberbevægelser).

Over for de uroligheder, som derigennem blev igangsat, reagerede Luther skarpt. Han ønskede kirken opretholdt i dens hidtidige skikkelse, kun renset for, hvad der betragtedes som kirkelige misbrug; først og fremmest afviste han enhver tanke om at bruge evangeliet til at omstyrte samfundet med.

I dette lys skal hans vrede over den radikale reformator Thomas Müntzer og de tyske bondeopstande 1524-25 ses; Müntzer ville udrydde de ugudelige med sværdet, og de væbnede bønder i Den Tyske Bondekrig ville styrte fyrster og øvrighed under påberåbelse af evangeliets ord.

På samme tid førte Martin Luther en litterær strid om den menneskelige vilje med Erasmus af Rotterdam. Erasmus, som i en lang årrække havde kritiseret centrale sider af den katolske kirke, støttede Luther i de første år efter 1517, men de evangeliskes brud med paven misbilligede han, ligesom han generelt fandt Luthers adfærd for fremfarende og for uforsonlig.

Erasmus fandt det i De libero arbitrio (1524, Om den frie vilje) nødvendigt at betone den menneskelige viljes handlefrihed af hensyn til moralen i samfundet og menneskets ansvarlighed, mens Luther i sit svar, De servo arbitrio (1525, Om den trælbundne vilje), fandt det afgørende for frelsesvisheden, at alt afhænger af Gud, og derfor hævdede, at viljen er bundet til det onde, medmindre Gud ved sit ord skænker mennesket Helligånden; se også viljens frihed.

Uenighed i den evangeliske lejr om den rette stillingtagen i konkrete situationer bragte Luther i strid med andre evangeliske ledere og fremskyndede efter 1525 en nyordning af kirken i territorier med evangelisk sindede fyrster. Luther deltog med forslag til nyordning af en tysksproget gudstjeneste, med salmer til brug ved gudstjenesten (bl.a. "Vor Gud han er så fast en borg" og "Nu fryde sig hver kristen mand og springe højt af glæde!") og med sin Store og Lille Katekismus.

Luther afviste at lade sine forslag og de kirkeordninger, der blev gennemført i Sachsen, være bindende; han ville ikke optræde som "pave", og i modsætning til Jean Calvin og andre reformatorer betragtede han kirkens ydre ordning som en fri sag, blot den kunne tjene evangeliets forkyndelse og sakramenternes rette forvaltning.

I slutningen af 1520'erne kom Luther i strid med Huldrych Zwingli i Zürich om forståelsen af nadveren, som Zwingli ville opfatte som rent symbolsk, idet han anså troen som Helligåndens gave for at være helt uafhængig af alle ydre ting. Luther holdt fast ved, at Gud virker gennem det ydre ord, dvs. forkyndelsen og de ord, der er knyttet til sakramenterne. Derfor skal nadverordene forstås, som de lyder.

I 1530'erne opstod en intern strid i kredsen af Wittenbergreformatorer, som førte til et brud mellem Luther og hans elev Johann Agricola, som ville hævde, at Guds lov ikke gælder for kristne. For Luther befandt mennesket sig bestandig mellem loven, der dømmer det, og evangeliet, der tilsiger det syndernes forladelse; den såkaldte antinomisme tager kraften af begge dele, mente han (se også lov (lov og evangelium)).

I 1530'erne, da dels forhandlinger på rigsplan om religionsstriden, dels overvejelser over evt. væbnet forsvar for evangelisk kristendom stod på dagsordenen, måtte Philipp Melanchthon blive hovedforhandleren, fordi Luther som fredløs måtte blive hjemme. Han deltog dog i rådslagninger med kurfyrsten og søgte så længe som muligt at hindre anvendelse af våben, men måtte til sidst bøje sig. Den Augsburgske Bekendelse (1530), som blev samlingsmærke for de evangeliske fyrster og byer, anerkendte han med en vis kritik af dens forsigtighed.

Med sine bibelkommentarer og prædikener og mangfoldige øvrige skrifter på tysk vedblev han at øve betydelig indflydelse. Uforfærdet og uden hensyn til, hvad andre mente om ham, tog han løbende stilling til alle begivenheder og forhold, der forekom ham af betydning for den evangeliske sag. Det kunne undertiden føre til udsagn, der i deres kompromisløse skarphed forfærdede selv hans nærmeste venner.

Et højdepunkt i grovhed og hensynsløs vrede nåede han i en række skrifter vendt imod paven, tyrkerne og jøderne fra begyndelsen af 1540'erne. Skønt den form, disse skrifter har, næppe kan forsvares af nogen, er der dog aldrig tale om meningsløse følelsesudladninger.

Martin Luther har altid et teologisk anliggende, men han bærer selv en betydelig del af ansvaret for, at dette anliggende ofte er blevet overset, fordi det fremføres i en så ubehagelig og hadefuld form.

• Reformationen
• protestantisme
• den romerskkatolske kirke