Helsingfors (Helsinki) blev grundlagt i 12.6.1550 ved udløbet af den dav. Helsingeån (nuv. Vanda Å) i Den Finske Bugt ved landsbyen Forsby. Den var tænkt som handelsport mod Rusland, men konkurrencen fra købmændene i Tallinn var stærk, og i mere end 250 år var byen ret uanselig.
Efter Ruslands erobring af Finland blev byen, der blot havde 4000 indbyggere, en kirke, en kro, et mindre sygehus og en henrettelsesplads, i 1812 hovedstad for det finske storfyrstendømme, og byvæksten tog fart. Den nye hovedstad var præget af træhuse, og for at give byen et passende udseende for en hovedstad opførtes en række monumentale stenbygninger rundt om Senatstorget og på nordsiden af det tæt ved liggende Salutorget. Hertil var det første Helsinkis vigtigste funktioner, kirke, rådhus, kajpladser og købmandsgårde, blevet flyttet i 1600-tallet, fordi landhævningen efterhånden havde medført en udtørring af store vandarealer omkring Vanda Ås munding, og de stadigt større skibstyper gjorde det nødvendigt at flytte ud til dybere vand. Krige og flere brande, den sidste i 1808, betød, at det ikke var vanskeligt at finde plads omkring de to torve til flere nye bygninger.
Den nye byplan fremstod som et system af forskellige rette gadetyper med brede træbeplantede esplanader og boulevarder og smalle gadeforløb til bydelenes lokale torvepladser. Boligbyggeriet til den stærkt voksende befolkning afstedkom mange saneringer i den gamle boligmasse af lave træhuse, men de centrale dele af Helsinki blev først totalsaneret i sidste fjerdedel af 1800-tallet. Her byggedes fem- og seksetagers boligblokke, som for en dels vedkommende eksisterer endnu. Karrébyggeriet fortsatte efter selvstændigheden i 1917 og trængte træhusene længere og længere mod nord langs med jernbanerne. Denne proces placerede arbejderklassen i byens periferi, mens funktionærerne flyttede ind i de nyopførte stenhuskvarterer.
Med den store byvækst har Helsinki gradvis indtaget hele den kuperede klippehalvø, større arealer mod nord og ved broforbindelser de nærmeste øer. Med brokvartererne Lauttasaari og Kulosaari (indlemmet i 1946), som forbinder halvøen med fastlandet mod hhv. vest og øst, fik byen den lange kystlinje, som kendetegner Helsinki. 30 % af byområdet er friarealer med parker, søer, skov- og kolonihaveområder. Det Olympiske Stadion (1940) og Finlandiahuset (1971) ligger i et stort grønt område ned til Tölöviken, nu suppleret med en opera og kunstudstillingsbygninger.
Helsinki har en lang række teatre og et rigt musikliv med bl.a. Sibelius-Akademiet og den tilbagevendende Helsinkibiennale for moderne musik. Hertil kommer universitet, forskningsinstitutioner og øvrige højere læreanstalter.
Det stærke økonomiske opsving i slutningen af 1950'erne, bilismens fremvækst og ikke mindst udvidelsen af byens areal ved indlemmelsen af en række omegnskommuner forårsagede en del ændringer i byens struktur. Mere end 100 nyere huse måtte rives ned for at skabe plads til bilerne, og da man samtidig forhøjede bygrundenes bebyggelsesgrad, blev endnu et stort antal huse revet ned for at genopstå som højere og mere sammenklemte husblokke. Et fremtrædende træk i processen var et meget varieret udbud af ejer- og lejeboliger. Man fik herved en blandet social struktur i boligområderne. De nye tætte boligkomplekser har dog ikke kunnet opveje den udtynding af ejendomme, som det udvidede gadenet og den massive opførelse af store, moderne kontor- og forretningsejendomme har forårsaget, så de centrale bydeles indbyggertal er faldet fra 250.000 i 1940 til cirka det halve i 1996.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.