Haag, Hollands regerings- og residensby og provinsen Zuid-Hollands hovedstad; 469.000 indb. – med forstæder næsten 3/4 mio. (2005).
Faktaboks
- Etymologi
- Navnet Haag kommer af nederlandsk 's-Gravenhage, Den Haag. Byen hedder på engelsk the Hague og på fransk la Haye.
Haag dækker i forhold til indbyggertallet et stort areal og har mange grønne områder. Den strækker sig mod vest til badestedet Scheveningen.
Havnen blev anlagt omkring år 1900, og byen er i nyere tid vokset sammen med forstæderne Leidschendam, Rijswijk, Voorburg, Vassenaar samt Zoetermeer og indgår i storbyområdet Randstad Holland.
Centrum ligger 6 km fra Nordsøkysten og rummer ud over parlamentet en række regeringskontorer og andre centrale institutioner. Som resultat af fredskonferencerne i 1899 og 1907 er Haag desuden blevet et center for international ret, bl.a. med Den Internationale Domstol og Den Faste Voldgiftsret.
En række store internationalt orienterede firmaer, fx olieselskaber samt finans- og forsikringsselskaber, har hovedsæde i Haag. Industrien er præget af mindre virksomheder inden for metal-, fødevare-, medicinal- og elektronikindustri.
Haag har også mange uddannelsesinstitutioner, blandt andet et akademi for billedkunst og et konservatorium for musik og dans.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.