Faktaboks

Gajus Cassius Longinus
Født
83 f.v.t.
Død
42 f.v.t.
Levetid - kommentar
Fødselsåret er usikkert

Gajus Cassius Longinus var romersk feltherre og en af hovedmændene bag mordet på Julius Cæsar i 44 f.v.t.

Cassius udmærkede sig tidligt som en glimrende hærleder. Han deltog i Slaget ved Carrhae i 53 f.v.t., overlevede nederlaget og kæmpede derefter på Pompejus' side i borgerkrigen mod Cæsar. Efter Slaget ved Farsalos i 48 f.v.t. blev Cassius taget til nåde af Cæsar, men fastholdt, inspireret ikke mindst af Cicero, sin republikanske grundholdning.

Efter mordet på Cæsar stod Cassius på Brutus' side i den efterfølgende borgerkrig mod triumvirerne Octavian, Marcus Antonius og Lepidus. Efter det afgørende slag ved Filippi begik Cassius selvmord.

Slægten Cassius og tilnavnet Longinus

Gajus Cassius Longinus tilhørte slægten Cassius, en af Romerrigets fornemste. Longinus er et såkaldt cognomen, et tilnavn, der blev brugt om medlemmer af Cassius-slægten. Det er en latiniseret afledning af græsk lonche 'lanse, spyd'.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig