Friedrich Nietzsche

I 1869 blev Nietzsche professor i græsk sprog i Basel; han knyttede her kontakt til professorkollegaen Jacob Burckhardt og til komponisten Richard Wagner, der boede ved Luzern. I afhandlingen Die Geburt der Tragödie aus dem Geiste der Musik (1872, da. Tragediens fødsel, 1996) søgte han at præsentere den græske kultur på en engageret og aktualiserende måde.

Bogen fik hård kritik fra hans fagfæller, hvilket fik ham til at koncentrere sig om filosofien. I Tragediens fødsel beskriver han, hvordan den oprindelig frodige, aristokratiske græske oldtidskultur efterhånden ændrede sig i retning af en kølig intellektualisme, repræsenteret ved Sokrates og Euripides. De to tendenser, det fornuftsprægede og det viljes- og instinktbetonede, betegner Nietzsche med begrebsparret apollinsk-dionysisk.

I de kulturkritiske Unzeitgemässe Betrachtungen, 1-4 (1873-76, Utidssvarende betragtninger) anlægges et lignende syn på Nietzsches egen tid; bl.a. kritiseres den overdrevne brug af en historisk betragtningsmåde. Historien skal tjene livet, ikke omvendt, betoner Nietzsche i anden del af de Utidssvarende betragtninger, Vom Nutzen und Nachtheil der Historie (1874, da. Historiens nytte, 1962).

De værdier og tænkemåder, som præger den moderne europæiske civilisation, er livshæmmende og selvdestruktive. Nietzsche angiver flere grunde til, at det er kommet så vidt. De herskende moralforestillinger (den kristne etik og de hermed beslægtede humanistiske idealer) er udtryk for en "slavemoral": Det gode defineres negativt, som fravær af smerte og evt. som udfrielse fra det jordiske liv. Dette ideal er opfundet af de svage mennesker, af dem, som ikke kunne leve op til de oprindelige, mere "mandige" og livsnære idealer ("herremoralen"). Sokrates og Jesus repræsenterer på hver sin måde denne de svages hævn over de stærke.

Det moderne menneske ligger under for andre livshæmmende illusioner. Det videnskabelige ideal om objektivitet virker handlingslammende og lader sig ikke realisere: Der er ingen kendsgerninger, kun fortolkninger; al forståelse er "perspektivisk". Det gælder også moralen — Nietzsche er moralsk nonkognitivist.

Friedrich Nietzsches originalitet ligger dog ikke i kritikken af de traditionelle værdiforestillinger; kritik af lignende art formuleredes allerede i oplysningstiden og i romantikken. Det nye hos Nietzsche er, at han også kritiserer selve den kritiske indstilling, idealet om at trænge bag om illusionerne og finde det egentligt virkelige (hvormed han foregriber postmodernismen).

Mennesket vil ifølge Nietzsche altid ligge under for illusioner, bl.a. fordi det er henvist til at benytte sig af sproget, som er et groft og upålideligt redskab. Fx er både troen på, at mennesket har et jeg og en fri vilje, naturvidenskabens idé om skjulte årsager til fænomenerne, og troen på, at Gud har skabt verden, fejltagelser, der skyldes sprogets magt over os. Subjekt-prædikat-strukturen, som er karakteristisk for de indoeuropæiske sprog, har forledt os til at mene, at der bag enhver aktivitet eller proces står en "gerningsmand".

Umuligheden af at komme illusionerne til livs følger også af Nietzsches tanke om "den evige genkomst": Alle begivenheder gentager sig, historien gentager sig, og det er derfor ikke muligt definitivt at lægge illusionerne bag sig. Nietzsche afviser enhver form for eskatologi eller forløsningstanke: Der er ingen ende på historien og ingen mening med livet uden for livet selv.

Friedrich Nietzsches positive doktrin er læren om den nye mennesketype, "overmennesket". Der er ikke tale om en fysisk eller intellektuelt overlegen mennesketype, men om et menneske, som nok erkender, at der ikke gives absolutte værdier, men i stedet for at resignere griber muligheden for at give mening til sit liv (aktiv nihilisme).

Forbilledet for denne mennesketype er kunstneren, der ikke blot (som videnskabsmanden) reproducerer det bestående, men skaber ny værdi: Ifølge Nietzsche er kunsten mere værd end sandheden.

Alle fortolkninger er ifølge Nietzsche udtryk for viljen til magt, en upersonlig, ubevidst livskraft, der ikke blot er en biologisk selvopholdelsesdrift, men en udvidelses- og hersketrang.