Åland

Gennem en revision af Selvstyreloven i 1952 fik Åland ret til selv at bestemme om et eget flag. Flaget kundgjordes 9.12.1953 og blev officielt anerkendt af Finlands præsident i 1954 og hejst for første gang 24.4.1954. Det var resultatet af et forslag fra landstingsmedlemmerne, Evald Häggblom, Kerstin Bertill og Gösta Nordman til eget ålandsk flag efter et par års tovtrækkeri. Men Åland havde et andet uofficielt flag, som hejstes af boghandler Fritjof Liewendahl ved den store sangfest i 1922 og benyttedes frem til 1934, da finsk lov forbød flagning med andet end det blå-hvide korsflag. Det nuværende kan ses som en variation af Sveriges flag. Samtidig er flagets farver en kombination af landskabet Ålands våbenfarver, blå og gul, og Finlands våbenfarver, gul og rød. Det må kun bruges på Åland og ombord på fartøjer, der er indregistreret på Åland; men har siden 21.3.2011 vajet side om side med de finske og EU's flag ud for den faste finske repræsentation ved EU i Bruxelles.

De officielle flagdage: Den 30. marts til højtideligholdelse af Åland demilitarisering og neutralisering; den sidste søndag i april, det ålandske flags dag; og den 9. juni, Ålands selvstyredag.

For 10.000 år siden var alle øerne dækket af Ancylussøen; det er landhævningen efter sidste istid, som har skabt Ålandsøerne. Hævningen fortsætter, og både landarealet og antallet af øer, holme og skær (ca. 6500 i alt) vokser år for år.

Åland var indtil 2010 det ene af Finlands seks len og det eneste med svensksproget flertal (94 %); men er i dag et landskab med særlig status qua selvstyret. Broer, dæmninger og en flåde af store og små færger forbinder de velordnede småsamfund på de ca. 60 beboede øer. 12 % af arealet er ager- og engjord, og 40 % er skov. Turisme, serviceerhverv i øvrigt, skibsfart, landbrug og fiskeri er hovederhverv. Landbruget producerer især sukkerroer, kartofler og mælk.

Størstedelen af undergrunden på Fasta Åland består af rød Ålandsgranit og den rødbrune rapakivigranit. På øerne i skærgården dominerer bjergarterne migmatit og leptit. Oven på ligger op til 1 m tykke aflejringer af moræne og marint ler i et småkuperet landskab. Kysten er meget indskåret, og mange af fjordene fortsætter som dale inde på land. Klimaet er tempereret med milde vintre (februar −2-3 °C) og jævn nedbør hele året.

De enkelte øer. Fasta Åland er hovedø med to tredjedele af arealet og ni tiendedele af befolkningen; her ligger hovedbyen Mariehamn. Vårdö (101 km², 398 indb.) ligger nærmest hovedøen og har via bro, øgruppens længste, og færge forbindelse til denne. Brändö ligger nærmest ved det finske fastland og består af over tusinde øer, hvoraf ti er beboede; i alt 103 km², 525 indb. Nærmere Fasta Åland ligger Kumlinge bestående af fire større og mange mindre øer; 96 km², 468 indb. Sottunga (26,78 km², 120 indb.) er øernes og hele Finlands mindste kommune, men har dog postkontor, skole, bibliotek og kirke. Elforsyningen varetages af bl.a. Ålands første vindmølle (1992). Föglö (131 km², 600 indb.) har ti beboede øer, mens Kökar (57 km², 318 indb.) med to større øer er Ålands og Finlands sydligste kommune.

En lang række færgeforbindelser forbinder Mariehamn og andre havne med både Sverige og Finland, og trafikken overstiger 1 mio. passagerer og en halv mio. biler om året.

Det ålandske samfunds udvikling er skildret af Ulla-Lena Lundberg i hendes "søfartstrilogi" (1989-95), indledt med Leo.

Ved international garanti fra 1920 er regionen ensproget svensk. Efter Selvstyreloven af 1991 skal undervisning i offentlige skoler og skriftlig kommunikation med statsmyndigheder, herunder også finske, foregå på svensk. Finske statsborgere har dog ret til at anvende finsk i kontakt med statsmyndighederne på Åland.

De ældste spor af beboelse på Åland er fra ca. 4200 f.Kr. Ligheder mellem fund fra Åland og fra Sverige tyder på, at befolkningen allerede ca. 500 var skandinavisk og ikke finsk. Senest i 1100-t. blev Åland en del af det svenske rige. Selvom en bonderejsning under krigen i 1808 befriede Åland fra en russisk besættelse, blev øerne i 1809 afstået til Rusland og indgik i storfyrstendømmet Finland. Under Krimkrigen var der kampe mellem russiske og fransk-britiske styrker. Ved fredsslutningen i 1856 måtte Rusland gå ind på at demilitarisere øerne. Efter Martsrevolutionen 1917 opstod en bevægelse for Ålands løsrivelse fra Finland og indlemmelse i Sverige. Under Den Finske Borgerkrig 1918 var der også på Åland kampe mellem røde og hvide grupper. Sverige sendte tropper, officielt for at beskytte civilbefolkningen; i Finland betragtede man det som forberedelse til en anneksion. Da også Tyskland landsatte tropper, trak Sverige sin styrke tilbage. I 1920 vedtog den finske riksdag en selvstyrelov for Åland. Tilhængerne af Ålands indlemmelse i Sverige nægtede dog at anerkende loven, hvorefter deres leder, Julius Sundblom, blev fængslet og dømt for forberedelse til forræderi. Sagen blev indbragt for Folkenes Forbund, som i 1921 afgjorde, at Åland skulle forblive en del af Finland, ålændingene skulle have ret til at beholde deres svenske sprog og egen kulturarv samt delvist have ret til at stifte egene love. Året efter blev selvstyret en realitet med Sundblom som første landstingsformand. Det daværende Ålands landsting, som havde ét kvindelig medlem, Fanny Sundström, afholdt sit første plenum 9. juni 1922, og siden har dagen været fejret som Ålands Selvstyredag. I henhold til Ålandskonventionen skulle øerne endvidere forblive demilitariserede, en bestemmelse, som Finland og Sverige i 1938 ønskede at ophæve, men som blev fastholdt efter krav fra Sovjetunionen. Selvstyreloven er ændret fuldstændigt 2 gange, i 1951 og 1991. I 1970 blev Åland medlem af Nordisk Råd. I 1995 blev Åland efter en egen folkeafstemning sammen med resten af Finland medlem af EU, men er ikke med i EU's skatteunion, hvilket sammen med andre særlige rettigheder og den særlige folkeretlige status er fastlagt i Ålandsprotokollen.

Som det allersidste parlament godkendte Ålands lagting 25.11.2009 Lissabontraktaten med stemmerne 24 for og 6 imod. Afstemningen krævede totredjedels majoritet for at blive godkendt i lagtinget, og i henhold til Ålands selvstyrelov kræves der lagtingets godkendelse for, at traktaten også skulle gælde på Åland. Et nej fra lagtinget kunne have skabt store komplikationer, bl.a. fordi Finland allerede havde sagt ja til traktaten.

• Europas lande

Link til Ålands Lagting: http://www.lagtinget.ax

Ålands landskapsregering: http://www.regeringen.ax/