For 10.000 år siden var alle øerne dækket af Ancylussøen; det er landhævningen efter sidste istid, som har skabt Ålandsøerne. Hævningen fortsætter, og både landarealet og antallet af øer, holme og skær (ca. 6500 i alt) vokser år for år.
Åland var indtil 2010 det ene af Finlands seks len og det eneste med svensksproget flertal (94 %); men er i dag et landskab med særlig status qua selvstyret. Broer, dæmninger og en flåde af store og små færger forbinder de velordnede småsamfund på de ca. 60 beboede øer. 12 % af arealet er ager- og engjord, og 40 % er skov. Turisme, serviceerhverv i øvrigt, skibsfart, landbrug og fiskeri er hovederhverv. Landbruget producerer især sukkerroer, kartofler og mælk.
Størstedelen af undergrunden på Fasta Åland består af rød Ålandsgranit og den rødbrune rapakivigranit. På øerne i skærgården dominerer bjergarterne migmatit og leptit. Oven på ligger op til 1 m tykke aflejringer af moræne og marint ler i et småkuperet landskab. Kysten er meget indskåret, og mange af fjordene fortsætter som dale inde på land. Klimaet er tempereret med milde vintre (februar −2-3 °C) og jævn nedbør hele året.
De enkelte øer. Fasta Åland er hovedø med to tredjedele af arealet og ni tiendedele af befolkningen; her ligger hovedbyen Mariehamn. Vårdö (101 km2, 398 indb.) ligger nærmest hovedøen og har via bro, øgruppens længste, og færge forbindelse til denne. Brändö ligger nærmest ved det finske fastland og består af over tusinde øer, hvoraf ti er beboede; i alt 103 km2, 525 indb. Nærmere Fasta Åland ligger Kumlinge bestående af fire større og mange mindre øer; 96 km2, 468 indb. Sottunga (26,78 km2, 120 indb.) er øernes og hele Finlands mindste kommune, men har dog postkontor, skole, bibliotek og kirke. Elforsyningen varetages af bl.a. Ålands første vindmølle (1992). Föglö (131 km2, 600 indb.) har ti beboede øer, mens Kökar (57 km2, 318 indb.) med to større øer er Ålands og Finlands sydligste kommune.
En lang række færgeforbindelser forbinder Mariehamn og andre havne med både Sverige og Finland, og trafikken overstiger 1 mio. passagerer og en halv mio. biler om året.
Det ålandske samfunds udvikling er skildret af Ulla-Lena Lundberg i hendes "søfartstrilogi" (1989-95), indledt med Leo.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.