Efter befrielsen i 1945 blev Frøslevlejren omdannet til interneringslejr under modstandsbevægelsens ledelse, og derefter til straffeanstalt for såkaldte landssvigere, det vil sige personer der var blevet dømt for utilstedeligt samarbejde med besættelsesmagten. Frøslevlejren blev i denne anledning omdøbt til Fårhuslejren. Der var en bemærkelsesværdig kontinuitet fra Frøslevlejren til Fårhuslejren, idet anvendelsen og sikringen af lejren var den samme, og fordi persongalleriet nærmest var ens. Således bestod fængselspersonalet i Fårhuslejrens første måneder af ledende fanger fra Frøslevlejren, som i høj grad benyttede Frøslevlejrens lejrreglementer og lejrstrukturer. Bevægelsen fra tysk interneringslejr for modstandsfolk til lejr for landssvigere var i øvrigt identisk med udviklingen i det øvrige Europa.
Fårhuslejren var den største af sin art i Danmark og bemærkede sig ved i særlig grad at huse medlemmer af det tyske mindretal i Nordslesvig (Sønderjylland), ca. 3000 personer, som for de flestes vedkommende blev dømt på grund af deres medvirken i tysk krigstjeneste.
Mindretallets tilslutning til besættelsesmagten havde rod i folkeafstemningen af 1920, som resulterede i, at den dansk–tyske grænse blev rykket sydpå, hvilket efterlod et tysk mindretal i Nordslesvig. Mindretallet udgjorde ca. 15 % af befolkningen i Nordslesvig, og denne gruppe blev udsat for en omfattende nazificering efter Hitlers magtovertagelse i Tyskland i 1933.
Forholdene bag pigtråden i Fårhuslejren var relativt barske. Især i interneringsperioden, hvor rollerne var byttet om, således at fængselspersonalet i vidt omfang bestod af ledende fanger fra den gamle Frøslevlejr. Efter afviklingen af Fårhuslejren i 1949 kom den i hærens varetægt og endnu engang omdøbt, denne gang til Padborglejren. Mellem 1949 og 1984 fungerede den dels som kaserne, dels som civilforsvarsdepot.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.