Adam Oehlenschläger “Guldhornene”, 1802

Adam Oehlenschläger (1779-1850) skrev i 1802 digtet "Guldhornene". De to guldhorn, der kort tid forinden var blevet stjålet fra Kunstkammeret i København og omsmeltet af en guldsmed, stammede oprindeligt fra ca. år 400 efter vor tidsregning, og var blevet fundet i Sønderjylland i 1639 og 1734. Oehlenschlägers digt markerer såvel hans egen indtræden på den danske litterære scene som romantikkens gennembrud i dansk litteratur, og "Guldhornene" betegnes som et af de vigtigste danske værker i denne periode.

Romantikkens vigtigste temaer var kærligheden, historien og naturen, og særligt de tyske romantiske digtere gav inspiration til Oehlenschläger og andre danske digtere i romantikken. Centralt for romantikken var organismetanken: ideen om at en større sammenhæng gennemstrømmede hele universet, og at denne sammenhæng især åbenbarede sig for kunstnere, der ikke var styret af fornuft, men af følelser og fantasi. Med digtet introducerede Oehlenschläger desuden en ny skrivestil, der flittigt benyttede sig af sansemættede detaljer og et levende og associationsskabende sprogbrug.

Guldhornene beskrives af Oehlenschläger som "Glimt fra Oldtidsdage", og deres forsvinden opfattes som gudernes straf over de materialistiske mennesker. Derfor er det heller ikke famlende arkæologer, men to 'børn' af naturen, der finder guldhornene; en ung uskyldig kvinde ”med sneehvide Haand” og "Naturens Søn", altså en bonde. På grund af samtidens materialistiske verdensopfattelse og manglende forståelse for guldhornenes symbolske betydning, deres guddommelighed og uforgængelighed, tager guderne, med guldsmedens omsmeltning, guldhornene tilbage. Adam Oehlenschläger er også forfatteren til "Der er et yndigt Land" fra 1819, som er den ene af Danmarks to nationalmelodier.

Adam Oehlenschläger. Fra: Danmarks Riges Historie bind 5.

De higer og söger I gamle Böger, I oplukte Höie Med speidende Öie, Paa Sværd og Skiolde I muldne Volde, Paa Runestene Blandt smuldnede Bene.

Oldtids Bedrifter Anede trylle; Men i Mulm de sig hylle, De gamle Skrifter. Blikket stirrer, Sig Tanken forvirrer. I Taage de famle. „I gamle gamle Hensvundne Dage! Da det straalte i Norden, Da Himlen var paa Jorden, Giv et Glimt tilbage!“

Skyen suser, Natten bruser, Gravhöien sukker, Rosen sig lukker. De övre Regioner Toner! De sig möde, de sig möde, De forklarede Höie, Kampfarvede, röde, Med Stierneglands i Öie.

„I som raver i blinde, Skal finde Et ældgammelt Minde, Der skal komme og svinde! Dets gyldne Sider Skal Præget bære Af de ældste Tider. Af det kan I lære. Med andagtsfuld Ære I vor Gave belönne. Det skiönneste Skiönne, En Möe Skal Helligdommen finde!“ Saa synge de og svinde. Lufttonerne döe!

Hrymfaxe[1] den sorte Puster og dukker Og i Havet sig begraver. Morgenens Porte Delling oplukker, Og Skinfaxe[2] traver I straalende Lue Paa Himlens Bue.

Og Fuglene synge. Dugperler bade Blomsterblade, Som Vindene gynge. Og med svævende Fied En Möe hendandser Til Marken afsted. Violer hende krandser. Hendes Rosenkind brænder, Hun har Lilliehænder. Let som en Hind Med muntert Sind, Hun svæver og smiler; Og som hun iler Og paa Elskov grubler – Hun snubler! Og stirrer og skuer Gyldne Luer, Og rödmer og bæver Og zittrende hæver Med undrende Aand, Af sorten Muld, Med sneehvide Haand, Det röde Guld.

En sagte Torden Dundrer! Hele Norden Undrer!

Og hen de stimle I store Vrimle, Og grave og söge Skatten at foröge. Men intet Guld! Deres Haab har bedraget. De see kun det Muld, Hvoraf de er taget.

Et Sekel[3] svinder!!

Over Klippetinder Det atter bruser. Stormenes Sluser Bryde med Vælde. Over Norges Fielde Til Danmarks Dale I Skyernes Sale, De forklarede Gamle Sig atter samle.

„For de sieldne Faae Som vor Gave forstaae, Som ei Jordlænker binde, Men hvis Siele sig hæve Til det Eviges Tinde, Som ane det Höie I Naturens Öie, Som tilbedende bæve For Guddommens Straaler, I Sole, i Violer, I det Mindste, i det Störste, Som brændende törste Efter Livets Liv, Som – o store Aand For de svundne Tider! See dit Guddomsblik Paa Helligdommens Sider, For dem lyder atter vort Bliv! Naturens Sön, Ukiendt i Lön, Men som sine Fædre Kraftig og stor, Dyrkende sin Jord, Ham vil vi hædre, Han skal atter finde!“ Saa synge de og svinde.

Hrymfaxe den sorte Puster og dukker, Og i Havet sig begraver. Morgenens Porte Delling[4] oplukker, Og Skinfaxe traver I straalende Lue, Paa Himlens Bue.

Ved lune Skov Öxnene[5] trække Den tunge Plov, Over sorten Dække.

Da standser Ploven, Og en Gysen farer Igiennem Skoven. Fugleskare Pludselig tier. Hellig Taushed Alt indvier.

Da klinger i Muld Det gamle Guld.

Tvende Glimt fra Oldtidsdage Funkler i de nye Tider. Selsomt vendte de tilbage, Gaadefyldt paa röde Sider.

Mystisk Helligdom omsvæver Deres gamle Tegn og Mærker. Guddomsglorien ombæver Evighedens Underværker.

Hædrer dem, thi Skiebnen skalter! Snart maaskee de er forsvunden. Jesu Blod paa Herrens Alter Fylde dem, som Blod i Lunden.

Men I see kun deres Lue, Ikke det ærværdigt Höie! Sætte dem som Pragt tilskue For et mat nysgierrigt Öie.

Himlen sortner, Storme brage! Visse Time du er kommen. Hvad de gav de tog tilbage. Evig bortsvandt Helligdommen.

[1] Hrymfaxe (Rimfaxe): i nordisk mytologi guddommen Nats hest, der hver nat trækker Nats kærre over himlen.

[2] Skinfaxe: i nordisk mytologi guddommen Dags hest, der med sin strålende manke (oldn.faxi) oplyser luft og jord.

[3] Sekel: århundrede.

[4] Delling: i nordisk mytologi gud for solopgangen.

[5] Øxen: okse.

• Nationalisme
• Klaus Rifbjerg, 1931-2015
• Hans Christian Andersen, 1805-1875
• Jens Baggesen, 1764-1826
• Adam Oehlenschläger, 1779-1850
• Kamma Rahbek, 1775-1829
• Thomasine Gyllembourg, 1773-1856

• "Der er et Yndigt Land" af Adam Oehlenschläger, 1819
• N.F.S. Grundtvig: "Oplysning", 1839
• N.F.S. Grundtvig: "Folkeligheden", 1848