What do you think?
Rate this book
A Tale of Two Cities
A Tale of Two Cities is Charles Dickens’s great historical novel, set against the violent upheaval of the French Revolution. The most famous and perhaps the most popular of his works, it compresses an event of immense complexity to the scale of a family history, with a cast of characters that includes a bloodthirsty ogress and an antihero as believably flawed as any in modern fiction. Though the least typical of the author’s novels, A Tale of Two Cities still underscores many of his enduring themes—imprisonment, injustice, social anarchy, resurrection, and the renunciation that fosters renewal.
489 pages, Paperback
First published November 26, 1859
About the author
Charles Dickens
13.4k books32.3k followersCharles John Huffam Dickens (1812-1870) was a writer and social critic who created some of the world's best-known fictional characters and is regarded as the greatest novelist of the Victorian era. His works enjoyed unprecedented popularity during his lifetime, and by the twentieth century critics and scholars had recognised him as a literary genius. His novels and short stories enjoy lasting popularity.
Dickens left school to work in a factory when his father was incarcerated in a debtors' prison. Despite his lack of formal education, he edited a weekly journal for 20 years, wrote 15 novels, five novellas, hundreds of short stories and non-fiction articles, lectured and performed extensively, was an indefatigable letter writer, and campaigned vigorously for children's rights, education, and other social reforms.
Dickens was regarded as the literary colossus of his age. His 1843 novella, A Christmas Carol, remains popular and continues to inspire adaptations in every artistic genre. Oliver Twist and Great Expectations are also frequently adapted, and, like many of his novels, evoke images of early Victorian London. His 1859 novel, A Tale of Two Cities, set in London and Paris, is his best-known work of historical fiction. Dickens's creative genius has been praised by fellow writers—from Leo Tolstoy to George Orwell and G. K. Chesterton—for its realism, comedy, prose style, unique characterisations, and social criticism. On the other hand, Oscar Wilde, Henry James, and Virginia Woolf complained of a lack of psychological depth, loose writing, and a vein of saccharine sentimentalism. The term Dickensian is used to describe something that is reminiscent of Dickens and his writings, such as poor social conditions or comically repulsive characters.
On 8 June 1870, Dickens suffered another stroke at his home after a full day's work on Edwin Drood. He never regained consciousness, and the next day he died at Gad's Hill Place. Contrary to his wish to be buried at Rochester Cathedral "in an inexpensive, unostentatious, and strictly private manner," he was laid to rest in the Poets' Corner of Westminster Abbey. A printed epitaph circulated at the time of the funeral reads: "To the Memory of Charles Dickens (England's most popular author) who died at his residence, Higham, near Rochester, Kent, 9 June 1870, aged 58 years. He was a sympathiser with the poor, the suffering, and the oppressed; and by his death, one of England's greatest writers is lost to the world." His last words were: "On the ground", in response to his sister-in-law Georgina's request that he lie down.
(from Wikipedia)
Dickens left school to work in a factory when his father was incarcerated in a debtors' prison. Despite his lack of formal education, he edited a weekly journal for 20 years, wrote 15 novels, five novellas, hundreds of short stories and non-fiction articles, lectured and performed extensively, was an indefatigable letter writer, and campaigned vigorously for children's rights, education, and other social reforms.
Dickens was regarded as the literary colossus of his age. His 1843 novella, A Christmas Carol, remains popular and continues to inspire adaptations in every artistic genre. Oliver Twist and Great Expectations are also frequently adapted, and, like many of his novels, evoke images of early Victorian London. His 1859 novel, A Tale of Two Cities, set in London and Paris, is his best-known work of historical fiction. Dickens's creative genius has been praised by fellow writers—from Leo Tolstoy to George Orwell and G. K. Chesterton—for its realism, comedy, prose style, unique characterisations, and social criticism. On the other hand, Oscar Wilde, Henry James, and Virginia Woolf complained of a lack of psychological depth, loose writing, and a vein of saccharine sentimentalism. The term Dickensian is used to describe something that is reminiscent of Dickens and his writings, such as poor social conditions or comically repulsive characters.
On 8 June 1870, Dickens suffered another stroke at his home after a full day's work on Edwin Drood. He never regained consciousness, and the next day he died at Gad's Hill Place. Contrary to his wish to be buried at Rochester Cathedral "in an inexpensive, unostentatious, and strictly private manner," he was laid to rest in the Poets' Corner of Westminster Abbey. A printed epitaph circulated at the time of the funeral reads: "To the Memory of Charles Dickens (England's most popular author) who died at his residence, Higham, near Rochester, Kent, 9 June 1870, aged 58 years. He was a sympathiser with the poor, the suffering, and the oppressed; and by his death, one of England's greatest writers is lost to the world." His last words were: "On the ground", in response to his sister-in-law Georgina's request that he lie down.
(from Wikipedia)
Ratings & Reviews
Friends & Following
Create a free account to discover what your friends think of this book!
Community Reviews
Displaying 1 - 13 of 13 reviews
July 26, 2025
En ægte banger vil jeg mene, og absolut de mange timer det tog for mig værd.
A Tale of Two Cities, har jo en af de mest ikoniske åbningslinjer nogensinde, ‘It was the best of times, it was the worst of times(…)’ og jeg synes virkelig man får meget ud af at have det første kapitel i baghovedet mens man læser. Kontrasterne i denne bog er næsten karikerede, men samtidig meget nuancerede? Det er virkelig et stærkt portræt af ondskab og retfærdighed.
Selvom revolutionen afbilledes i Madame Defarges hævngerrighed og direkte ondskab, viser bogen også de kår der førte til grusomhederne.
Skide god underholdning også, der er både dramatiske retssager, dobbeltgængere, og ej forglemme den storslåede victorianske kærlighed!!
A Tale of Two Cities, har jo en af de mest ikoniske åbningslinjer nogensinde, ‘It was the best of times, it was the worst of times(…)’ og jeg synes virkelig man får meget ud af at have det første kapitel i baghovedet mens man læser. Kontrasterne i denne bog er næsten karikerede, men samtidig meget nuancerede? Det er virkelig et stærkt portræt af ondskab og retfærdighed.
Selvom revolutionen afbilledes i Madame Defarges hævngerrighed og direkte ondskab, viser bogen også de kår der førte til grusomhederne.
Skide god underholdning også, der er både dramatiske retssager, dobbeltgængere, og ej forglemme den storslåede victorianske kærlighed!!
December 12, 2025
Nu forstår og tilslutter jeg mig denne bogs status som udødelig klassiker i kraft af dens plot-konstruktion, sprog-elegance og eksistentielle bredde og dybde.
“Og så rejste der sig et billede for ham. Den strålende vision om at udrette noget godt, som så oftest står som et optimistisk fatamorgana for så mange af dem, der mener det godt. Han begyndte endda at nære den illusion, at han kunne opnå en vis indflydelse og vejlede denne rasende revolution, der gik så gyseligt amok.”
Noget af det mest tragiske ved virkelighedens absurde meningsløshed er, at den har det med at kvase storsindig godhed helt uden at ænse det - præcis som når et menneske uanfægtet kvaser en myre på en gåtur i skoven.
Der er ingen løsning, ingen udvej, ingen retfærdighed. Den enkelte har blot sit intellekt, sin overbevisning og sin vilje. Og det endda på lånt tid. “Det var den bedste tid, det var den værste tid” Sådan starter fortællingen og den kunne ligeså vel slutte på samme måde. Måske det ikke er så særligt for tiden omkring Den Franske Revolution. Det kunne nok siges om menneskets adfærd til mange tider.
“Jeg tror, Charles, at den stakkels mr. Carton fortjener mere agtelse og velvilje, end du ytrede for ham i aften."
"Virkelig, min egen pige? Hvorfor det?"
"Det er det, du ikke må spørge mig om. Men jeg tror - jeg ved - han gør det."
"Når du ved det, er det nok. Hvad vil du, jeg skal gøre?"
"Jeg ville bede dig, kæreste ven, om altid at være meget ædelmodig imod ham og meget overbærende med hans fejl, når han ikke er til stede. Jeg ville bede dig tro, at han har et hjerte, som han meget, meget sjælden viser, men som er hårdt såret. Jeg har set det bløde, min ven."
"Det er en pinlig betragtning for mig," sagde Charles Darnay ganske forbavset, "at jeg skulle have gjort ham uret. Det havde jeg aldrig troet om ham."
"Men således er det, min ven. Jeg frygter for, at han ikke kan frelses; der er næppe noget håb om, at noget i hans karakter eller skæbne nu lader sig genoprette. Men jeg er overbevist om, at han er i stand til at gøre gode ting, ædle ting, ja endog højsindede ting."
Hun så så skøn ud i sin rene tro på dette fortabte menneske, at hendes mand kunne være blevet ved at se på hende i flere timer.
"Og, kæreste ven," bad hun, idet hun klyngede sig tættere til ham og vendte sine øjne op mod hans, "husk på, hvor stærke vi er i vor lykke, og hvor svag han er i sin elendighed!"
Denne bøn rørte ham. "Jeg skal altid huske det, min søde ven! Jeg skal huske det, så længe jeg lever!"
“Og så rejste der sig et billede for ham. Den strålende vision om at udrette noget godt, som så oftest står som et optimistisk fatamorgana for så mange af dem, der mener det godt. Han begyndte endda at nære den illusion, at han kunne opnå en vis indflydelse og vejlede denne rasende revolution, der gik så gyseligt amok.”
Noget af det mest tragiske ved virkelighedens absurde meningsløshed er, at den har det med at kvase storsindig godhed helt uden at ænse det - præcis som når et menneske uanfægtet kvaser en myre på en gåtur i skoven.
Der er ingen løsning, ingen udvej, ingen retfærdighed. Den enkelte har blot sit intellekt, sin overbevisning og sin vilje. Og det endda på lånt tid. “Det var den bedste tid, det var den værste tid” Sådan starter fortællingen og den kunne ligeså vel slutte på samme måde. Måske det ikke er så særligt for tiden omkring Den Franske Revolution. Det kunne nok siges om menneskets adfærd til mange tider.
“Jeg tror, Charles, at den stakkels mr. Carton fortjener mere agtelse og velvilje, end du ytrede for ham i aften."
"Virkelig, min egen pige? Hvorfor det?"
"Det er det, du ikke må spørge mig om. Men jeg tror - jeg ved - han gør det."
"Når du ved det, er det nok. Hvad vil du, jeg skal gøre?"
"Jeg ville bede dig, kæreste ven, om altid at være meget ædelmodig imod ham og meget overbærende med hans fejl, når han ikke er til stede. Jeg ville bede dig tro, at han har et hjerte, som han meget, meget sjælden viser, men som er hårdt såret. Jeg har set det bløde, min ven."
"Det er en pinlig betragtning for mig," sagde Charles Darnay ganske forbavset, "at jeg skulle have gjort ham uret. Det havde jeg aldrig troet om ham."
"Men således er det, min ven. Jeg frygter for, at han ikke kan frelses; der er næppe noget håb om, at noget i hans karakter eller skæbne nu lader sig genoprette. Men jeg er overbevist om, at han er i stand til at gøre gode ting, ædle ting, ja endog højsindede ting."
Hun så så skøn ud i sin rene tro på dette fortabte menneske, at hendes mand kunne være blevet ved at se på hende i flere timer.
"Og, kæreste ven," bad hun, idet hun klyngede sig tættere til ham og vendte sine øjne op mod hans, "husk på, hvor stærke vi er i vor lykke, og hvor svag han er i sin elendighed!"
Denne bøn rørte ham. "Jeg skal altid huske det, min søde ven! Jeg skal huske det, så længe jeg lever!"
June 2, 2018
Dette er min første læsning af Dickens, virkelig en dårlig samvittighed, som der nu gøres noget ved. Tungheden i gamle klassikere synes at være vægtig her, men blev gjort til fuldstændig skamme. Dette var en skøn fortælling trods sit grumme indhold, hvor eventyret flyttes ind i virkelighedens fortællinger og giver en sødme til den lærdom, man også beriges med. Der er fine personkarakteristikker, og handlingen dvæler ikke, men hugger bogstavelig talt hovederne af i et tempo, som selv Paris' Guillotine ikke ville kunne følge med i. Den udkom sent i Dickens karriere og måske netop derfor føler man H.C. Andersen i Dickens victorianske hjem, man læser et venskab mellem to læsninger af verden, og det klæder virkelig denne fortælling, som i sig selv er vigtig.
September 24, 2016
Dickens er nok bare ikke lige mig
February 21, 2026
Fattede ikke en skid, men slutningen var ret god
January 1, 2025
Læs dette mesterværk af en fortælling om gode intentioner, der ender i tyranni, om kærlighed, om det grundlæggende menneskelige. Jeg er ikke ked af at have læst denne.
March 18, 2022
"Bagefter huskede de, at da han bøjede sig ned og rørte hendes ansigt med læberne, havde han mumlet et par ord. Barnet, som var nærmest ved ham, fortalte bagefter, hvad de ord var, og da hun var blevet en gammel smuk dame, fortalte hun sine børnebørn, at han havde sagt: "Et liv du elsker". "
January 4, 2026
Den franske revolution fortalt igennem historien om Darney, en fransk aristokrat som flygter fra sin families historie til England, ender med at blive fanget under revolutionen og undslipper kun grundet hans vens ofring af sit eget liv. Smukt skrevet og beskriver hvordan den undertrykte bliver undertrykkeren og samtidigt hvordan det måtte ende i revolution efter en så systematisk undertrykkelse af arbejder klassen.
Did Not Finish
July 13, 2022Jeg kan simpelthen ikke finde en oplæser jeg kan holde ud at lytte til, så den bliver midlertidig sat på pause.
February 8, 2021
Begrundelsen for at vælge denne bog er meget enkel: den blev nævnt en masse gange i Cassandra Clares “Djævelske mekanismer” og jeg blev nødt til at finde ud af, hvad Will og Tessa så i bogen. Desværre må jeg indrømme, at jeg ikke elskede den nær så meget, som de gjorde…
En stor forvirring
Jeg må erkende en ting: Charles Dickens er ikke for mig. Lige meget hvor meget jeg forsøger på at forstå hans litteratur, kan jeg simpelthen ikke. Alt i denne roman var én stor forvirring for mig. Jeg kunne hverken finde hoved eller hale i fortællingen, og den kedede mig langsomt halvt ihjel. Koncentrationen omkring den nåede aldrig til et højdepunkt. I bund og grund ønskede jeg kun en ting igennem hele fortællingen: at den sluttede.
På intet tidspunkt kunne jeg følge plottet. Jeg så en masse hændelser og handlinger, men jeg havde svært ved at koncentrere mig helt om noget af den. Måske fordi at den både var sat i London og Paris. Jeg havde utroligt svært med at skelne mellem hvornår det skulle forestille, fortællingen var i Paris og hvornår den var i London.
Jeg kunne heller ikke forstå karaktererne. 95% af alle karaktererne var der bare. Den eneste karakter, jeg kunne forstå, var Lucie Mannets far - og det alene fordi hans handlingsgrundlag og baggrund giver mening. De resterende karakterers motiv forstod jeg nærmest ikke.
Der er en grund til, at jeg ikke kan give denne bog 1 stjerne. Og det er afslutningen. Hvor forfærdelig langt over ¾ dele af bogen var, lige så god var afslutningen. Jeg må indrømme, at jeg kneb et par tårer hen mod afslutningen. Charles Dickens formåede at røre mit følelsesregister én gang, og derfor fortjener En fortælling om to byer to stjerner i stedet for én.
En stor forvirring
Jeg må erkende en ting: Charles Dickens er ikke for mig. Lige meget hvor meget jeg forsøger på at forstå hans litteratur, kan jeg simpelthen ikke. Alt i denne roman var én stor forvirring for mig. Jeg kunne hverken finde hoved eller hale i fortællingen, og den kedede mig langsomt halvt ihjel. Koncentrationen omkring den nåede aldrig til et højdepunkt. I bund og grund ønskede jeg kun en ting igennem hele fortællingen: at den sluttede.
På intet tidspunkt kunne jeg følge plottet. Jeg så en masse hændelser og handlinger, men jeg havde svært ved at koncentrere mig helt om noget af den. Måske fordi at den både var sat i London og Paris. Jeg havde utroligt svært med at skelne mellem hvornår det skulle forestille, fortællingen var i Paris og hvornår den var i London.
Jeg kunne heller ikke forstå karaktererne. 95% af alle karaktererne var der bare. Den eneste karakter, jeg kunne forstå, var Lucie Mannets far - og det alene fordi hans handlingsgrundlag og baggrund giver mening. De resterende karakterers motiv forstod jeg nærmest ikke.
Der er en grund til, at jeg ikke kan give denne bog 1 stjerne. Og det er afslutningen. Hvor forfærdelig langt over ¾ dele af bogen var, lige så god var afslutningen. Jeg må indrømme, at jeg kneb et par tårer hen mod afslutningen. Charles Dickens formåede at røre mit følelsesregister én gang, og derfor fortjener En fortælling om to byer to stjerner i stedet for én.
May 7, 2021
Det er en skam at så god en historie har så intetsigende hovedpersoner i Lucie og Darnay, men Dickens kunne skrive 300 sider om viserens gang henover en urskive og jeg ville være rigtig godt underholdt.
March 12, 2013
Du døde på side 40. Den var ikke god, og du kom til at læse om slutningen...
Displaying 1 - 13 of 13 reviews