Faktaboks

Ruth Borrits
Født
1952

Ruth Borrits, Ruth Laila Borris, f. 1952, dansk socionom og forfatter; uddannet fra Roskilde Universitetscenter 1977. Ruth Borrits arbejdede 1977-79 som socialrådgiver ved Diakonissestiftelsens kirurgiske og medicinske afdelinger.

Hun var siden ansat ved Døgnkontakten for bortløbne børn og unge i Københavns Kommune 1979-89, hvor hun bl.a. beskæftigede sig med rådgivning og opsøgende gadeplansarbejde på bl.a. Christiania og blandt bz-bevægelsens unge.

Ruth Borrits ledede efterfølgende Frederiksberg Kommunes Ungdomsrådgivning 1989-95, en kommunal institution der både beskæftigede sig med social, juridisk, psykologisk og beskæftigelsesmæssig rådgivning og information for unge. I perioden 1985-96 var hun desuden kursuskonsulent og fuldmægtig på efteruddannelsen ved Den Sociale Højskole i København.

I 1995 blev Ruth Borrits lektor på Institut for Socialt Arbejde på Professionshøjskolen Metropol, hvor hun bl.a. var med til at udvikle det faglige og pædagogiske indhold på den internationale/interkulturelle socialrådgiveruddannelse.

2009-11 arbejdede hun tillige som konsulent for Socialt og Pædagogisk Udviklings- og Kursuscenter ApS (SPUK).

Ruth Borrits har bl.a. været medforfatter til Internationalt socialt arbejde - Globale og transnationale sociale problemer (2006, sammen med Hans-Erik Rasmussen), Kontaktperson. Social og pædagogisk håndbog (2011, sammen med Klaus Goldschmidt Henriksen, Marie Brøgger Andersen og Mette Ladefoged Petersen) og Opsøgende gadeplansarbejde (2012, sammen med Hans-Erik Rasmussen) samt skrevet flere artikler i danske og udenlandske fagtidsskrifter.