Spring til indhold

Folkemødet

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Folkemødet
Hovedpladsen ved Folkemødet i 2012.
Generelle informationer
TypeFolkemøde
HjemstedDanmark Allinge, Danmark
Grundlagt15. juni 2011; 13 år siden (2011-06-15)
Eksterne henvisninger
folkemødet.dk
CVR-nummer37656917 Rediger på Wikidata
Oversigtskort
Folkemødet ligger i Danmark
Folkemødet
Folkemødet
Folkemødets placering i Danmark

Næste arrangement: 15. - 18. juni 2017

Folkemødet er et årligt politisk arrangement, der siden 2011 har fundet sted i AllingeBornholm. Formålet er at samle alle interessegrupper og enkeltpersoner med interesse for demokrati, på tværs af politiske partier og holdninger. Arrangementerne må ikke "være i konflikt med demokratiske principper, som beskrevet i grundloven eller anden dansk lovgivning" samt ikke "være af kommerciel karakter eller virke anstødelige".[1] Det sker igennem uformelle samtaler, taler og møder. Bertel Haarder har kaldt det "en politisk Roskilde Festival med mindre øl og mere snak".

Folkemødet er inspireret af Almedalsveckan, der bliver afholdt på Gotland i Sverige hvert år i uge 27.

Når formænd for Folketingets partier taler fra hovedscenen, er det på dette tidspunkt ikke tilladt at arrangere andre ting på Folkemødet.

Organisering

Connie Hedegaard, bestyrelsesmedlem af Foreningen Folkemødet.

De første Folkemøder indtil 2016 var oprettet som et kommunalt projekt af Bornholms Regionskommune. Med oprettelsen af Foreningen Folkemødet den 1. maj 2016 bestemte kommunalbestyrelsen at lade Folkemødet overgå til denne forening i efteråret 2016.[2]

Festivalleder er Jette Lykke og i Foreningen Folkemødets bestyrelse finder man Connie Hedegaard, Bruno Månsson, Mikkel Marschall Kok, Michael Valentin, Vibe Klarup Voetmann og Winni Grosbøll.[2]

Historie

2011

Kristian Jensen (t.v.), Sveriges finansminister Anders Borg (m) samt Claus Hjort Frederiksen (t.h.) taler i 2011.

Indenrigsminister Bertel Haarder havde i 2010 været i Visby til Almedalsugen. Sammen med Bornholms Kommune offentligjorde han i april 2011 den danske pendant,[3] der derefter blev afholdt fra den 15. til 18. juni 2011. Det havde omkring 10.000 besøgende, som havde overværet mindst et af de 235 arrangementer.

I begyndelse var der er del skepsis overfor mødet: "om danskerne i almindelighed vil benytte sig af muligheden for at omgås meningsdannere og beslutningstagere",[3] og Ekstra Bladets chefredaktør, Poul Madsen beskrev det som "en politisk lejrskole for politikere, spindoktorer og journalister" i Ekstra Bladet den 19. juni 2011.[4] Dagen efter skrev Karen Thisted i samme blad, at Folkemødet på Bornholm var for "komisk", "tåbeligt" og "latterligt".

Dansk Folkepartis daværende formand Pia Kjærsgaard foreslog få dage efter det første arrangement, at Folkemødet fremover skulle afholdes forskellige steder i landet. Dette blev afvist af Bornholms borgmester, der allerede havde fastlagt datoerne for Folkemødet i 2012.[5]

I 2011 besøgte Bornholms borgmester Winni Grosbøll og enkelte fra Bornholms Regionskommune Almedalsveckan for at se, hvordan arrangementet foregik i Sverige.

2012

Daværende kulturminister Uffe Elbæk under event i 2012.

I 2012 blev det afholdt fra den 14 til 17. juni. Det havde 27.000 besøgende og mere end 700 forskellige politiske arrangementer.[6]

Nogle af de politiske arrangementer stod kunstneren Jens Galschiøt for, som er leder af Aidoh. Han var der med flygtningeskibet M/S Anton og freedom to pollute skulpturerne.[kilde mangler]

2013

Folkemødet var i 2013 den 13. til 16. juni. Det blev holdt i AllingeBornholm. Der deltog ca. 60.000 i løbet af de fire dage. Der kom flest på 3. dagen. Den dag var der ca. 24.000 deltagere.[7]

2014

Folkemødet blev i 2014 afholdt i Allinge den 12. - 15. juni. Der var primo maj tilmeldt 1.773 arrangementer, hvilket var en stigning på 40 % fra året før.[8]

2015

Folkemødet 2015 blev afholdt fra den 11. juni til den 14. juni og var præget af godt vejr, fravær af en del politikere på grund af det forestående Folketingsvalg og ståhej omkring Geert Wilders' deltagelse. Det var samlet 2.724 arrangementer og events, afviklet af 767 arrangører.

2016

Folkemødet har andre arrangementer end politiske møder. Her en Rasmus Walter arrangeret af PolitikenGæstgiveren i 2016.
Bornholms Regionskommunes borgmester Winni Grosbøll på hovedscenen ved afslutningen på Folkemødet 2016.

I 2016 fandt Folkemødet sted fra 16. til 19. juni i Allinge. Fredagen var plaget af massivt regnvejr, og kun 20.000 personer gæstede mødet. Dagen efter slog Folkemødet besøgsrekord, da man skønnede at 40.000 personer havde besøgt de mange aktiviteter. Dette var en fremgang på 5.000 fra lørdagen året før.

Specielt indbudt international gæst var russiske Pussy Riot, der blev interviewet af Martin Krasnik fra hovedscenen.[9]

I alt kom omkring 140 politikere, hvoraf de 21 var borgmestre. 685 journalister var officielt akkrediteret til Folkemødet. De kunne boltre sig på 24 mødesteder, 8.600 m2 telt fordelt på 195 telte. Der var 2.951 tilmeldte arrangementer fordelt på 854 arrangører. Henholdvis syv og ti procent flere rejsende kom med fly og færge til Bornholm,[10] ligesom der til det ekstra personale fra Politiet var blevet chartret krydstogtskibet Viking Cinderella til transport og overnatning.[11]

2017

Folkemødet i 2017 finder igen sted i Allinge i uge 24, fra 15. - 18. juni.

Folkemødets Dialogpris

Siden 2013 er der på Folkemødet uddelt en dialogpris. Prisen skal tilskynde politikerne til at lytte mere og gå i mere åben dialog med borgerne - i modsætning til ”megafon-taler" og medieoptrædener. Udover folkemødets sekretariat står Dansk Folkeoplysnings Samråd, Dansk Ungdoms Fællesråd, samt den kommercielle Folkemøde-scene MeningsMinisteriet (drevet af LEAD Agency) bag prisen. Alle deltagerne på Folkemødet kan nominerer en politiker, hvor vinderen om søndagen findes af en jury på baggrund af disse.

Vindere

Referencer

  1. ^ Principper for deltagelse. Folkemoedet.dk
  2. ^ a b Niels Work Clausen (28. april 2016). "Bestyrelsen for Foreningen Folkemødet er udpeget". TV 2/Bornholm.
  3. ^ a b Philip Egea Flores (7. april 2011). "Eliten klar til Folkemødet". Information.
  4. ^ Karen Thisted (19. juni 2011). "Stripperne ingen gad se på". Ekstra Bladet.
  5. ^ Lindhardt, Christian (17. juni 2011). "Bornholms borgmester: Pia K.'s forslag er mærkeligt". Politiken. Hentet 28. juni 2016.
  6. ^ Marie Hjortdal (17. juni 2012). "Antallet af deltagere på Folkemødet er eksploderet". Politiken.
  7. ^ Folkemødet Hentet 18. juni 2013
  8. ^ Folkemødet på Bornholm vokser og vokser. Dr.dk. Hentet 2/5-2014
  9. ^ "Pussy Riot interviewes af Martin Krasnik". Bornholms Regionskommune.
  10. ^ ritzau (19. juni 2016). "Folkemødet slog besøgsrekord". DR. Hentet 19. juni 2016.
  11. ^ Niels Work Clausen (15. juni 2016). "FM 2016: Så er alle politifolk ankommet". TV 2/Bornholm.
  12. ^ "Folkemødets Dialogpris 2016". Dansk Folkeoplysnings Samråd. Hentet 19. juni 2016.

Eksterne henvisninger