Er jeg mon touchy

Inden Palle og jeg gik fra hinanden talte vi selvfølgelig frem og tilbage om hvordan vores separation/skilsmisse bedst kunne undgås at gå ud over børnene. Palle udtrykte flere gange, at hans største frygt var at jeg ville vende drengene imod ham, og at han ikke måtte have dem... Jeg forstår slet ikke hvordan han kunne tænke sådan, jeg synes han burde kende mig bedre efter mere end 20 år sammen. Det ville jeg aldrig gøre. Derfor kan det også undre mig, at han tager væk og overnatter hos en "ven", næsten hver gang drengene er hos ham. De bor fast hos mig og er hos deres far hver anden weekend, kunne han så ikke blive hjemme og sove de to nætter hver 14. Dag... Jeg ved godt de er store og sagtens kan klare sig selv, men særligt Frederik har det svært med sin far. Han er meget berørt af at Palle svigtede mig og vil ikke ret gerne hjem til sin far. For ham gør det ikke situationen bedre at hans far sidst på aftenen siger godnat, vi ses i morgen tidlig og så tager af sted.

Hmmm! Måske er jeg bare touchy, men jeg kan mærke at det trigger mig...

Rastløs

er jeg. Og jeg glæder mig bare til den lille hund igen er klar til leg. Lige i dette øjeblik ligger hun bedøvet på dyrlægens bord og får øjet kontrolleret, det er altså noget skidt. Vi troede hun havde fået noget i øjet, men det viser dig, at Christian, i et øjebliks tankeløshed, havde sparket sine sko af forleden dag, og den ene sko havde ramt Dina i hovedet/øjet. Han havde ikke fortalt det, for hun havde ikke reageret på det. Først da vi begyndte at tale om hendes øje og han kunne se den var helt gal, kom han spagt og fortalte, hvad der var sket. Helt elendig er han nu, for han ville jo absolut ikke gøre Dina ondt. Mon ikke nok hun skal blive klar til leg igen, jeg håber det og gerne snart. Mens jeg venter på et opkald fra dyrlægen om, at hun er klar til afhentning, tror jeg lige støvsugeren skal luftes, den er Dina nemlig ikke så vild med, så hun vil sikkert sætte pris på, at der bliver støvsuget inden hun kommer hjem igen.

Lille stakkel

Min lille Dina har fået noget i sit øje. Det lille pus. Øjet er helt lukket af hævelse og fyldt med betændelse. Det betød en tur til dyrlægen her i formiddag og nu er jeg næsten 700,- kr. fattigere. Hun fik smertestillende og antibiotika som injektion og skal fortsætte tabletbehandling i 10 dage. Desværre er hun ikke engang færdig behandlet, for dyrlægen kunne pga. hævelsen ikke komme til at kigge om hun har fået en skade på hornhinden, så vi må af sted igen fredag, til yderligere undersøgelse, hvis hævelsen ellers har fortaget sig. Jeg har den rareste dyrlæge, som virkelig kan sit kram og han sagde det var længe siden han havde set så slemt i tilfælde. Nu håber jeg så i mit stille sind at den hundeforsikring med sygekasse, jeg har tegnet også viser sig at være brugbar. Imens bliver der kredset lidt ekstra for det lille kræ, som jo normalt bare har de smukkeste øjne.

Hmmmm!

Jeg er blevet advaret og jeg ved det godt allerede i forvejen, men vagtlæger er ikke altid til at stole på. Nu kan man jo heldigvis se, hvis man har slået sig, så det kræver et par sting - eller kan man. Palle kom ind til en yngre læge, da han skulle syes i går. Hun ville have limet det, men valgte dog at spørge en ældre, mere erfaren kollega og han var heldigvis ikke i tvivl, det ville ikke holde, hvis det ikke blev syet, så det blev det.
Godt, at han så ikke behøvede at skulle køre turen igen, fordi det måske var sprunget op. Han har det efter sigende fint, bort set fra lidt hovedpine. Det er da også den rene elendighed, jeg ikke er hjemme til at pleje ham, det må han have til gode. Imens må han nøjes med sin svigermor. Hende har han lokket til at rense såret lidt - fnis! Tænk at han kan spørge hende, hun hader sår og blod, men mon ikke hun klarer den, jeg tror hun vil gøre ALT for sin svigersøn - hvis hun altså ikke besvimer :-) Kan næsten ikke vente med at høre hvordan det er gået.

Man kan da heller ikke vende ryggen til.

Det er da helt utroligt. Fredag var det Dina der kom til skade, i dag var det så Palle. Man kan da heller ikke vende ryggen til bare for en kort bemærkning. Palle fik i dag en lyddæmper ned i hovedet på arbejdet og måtte på skadestuen og syes med 5 sting, nu synes jeg snart min kvote af kedelige meddelser er brugt op for denne gang, det må godt begynde at vende lidt igen - TAK!

Rystet

og på samme tid lettet. Min lille Dina blev påkørt i aftes. Palle var en tur omkring dyrehospitalet med hende og hun har slået et stykke af den ene hjørnetand, men er tilsyneladende sluppet kun med få knups. Jeg har nu en rystet og bange lille hund og håber hun kommer sig med lidt ekstra omsorg og kærlig pleje. Føreren af den bil som påkørte hende stak bare af og det skuffer mig i den grad. Heldigvis så en genbo hvad der skete og var hurtig til at hente hjælp og stoppe andre bilister. Vi har grædt og er rystede, men på samme tid lettede over at det trods alt ikke gik værre.

Hvad skal det mon ende med

Som mor til fire drenge, kan jeg altså godt blive lidt bekymret. Flere og flere kvinder vælger at få børn uden at have en mand. Hvis man, som kvinde vel at mærke, ikke lige kan finde den eneste ene, så køber man sig lidt donorsæd og bliver gravid. Jeg kan som mor jo godt forstå at kvinder gerne vil have børn, men hvad med mændene. De kunne jo egentlig også gå og drømme om småfolk uden at have fundet den eneste ene. Jeg ved ikke helt hvad jeg mener om den udvikling vores samfund har. I bund og grund synes jeg at børn skal have en mor OG en far. Hvis udviklingen fortsætter i samme retning, kunne det jo også måske ende med at de små poder kan købes i en forretning, så kan man jo selvfølgelig selv vælge frit på alle hylder og på den måde har mændene også en chance - nej spøg til side, men hvad skal det mon ende med...

Signalværdi

Nogle gange i de forgangne år har vi taget børnene ud af skolen fra nogle dage til ca. en uge, for at tage på ferie. Når man som vi, har fire børn, kan der spares mange penge ved ikke lige at rejse i skolernes ferie. Da farmor blev 60 år ville hun gerne have hele familien med til Tenerife og når vi skulle så mange afsted, ville hun selvfølgelig også gerne spare lidt og valgte derfor også at invitere uden for skoleferietiden. Vi har altid sørget for at bede om fri i god tid og sørge for at vi nogenlunde ved hvor meget de skal nå at læse og regne osv. Egentlig har jeg ikke set det som et problem, men føler mig dog altid lidt truffet, når vi hvert år fra skolen får et standardbrev, hvori man opfordrer til at undgå at tage eleverne unødigt ud af skolen bl.a. for at holde ferie.

Derfor kan jeg altså heller ikke lade være med at blive en lille smule forarget, når mine drenge bliver sendt hjem fra skole i rigtig mange timer, fordi deres lærer skal på ferie. Det er sket flere og flere gange de sidste år. Så skal én på skiferie, så skal en anden på skiferie, så skal én besøge noget familie og senest kom så Anders' matematiklærer og meddelte at han ikke kommer de næste to en halv uge fordi han på onsdag rejser på ferie i to uger og han skulle bruge mandag og tirsdag til at få pakket. Hallooo! Der er altså kun 1 måned til sommerferien og min søn får ingen vikar i to en halv uge, han kan bare gå hjem. Det er vist godt han "kun" går i 7. klasse og ikke har svært ved sit pensum. Jeg undrer mig bare over hvor signalværdien er.

Tankeflugt

Tankerne flyver i dag. Jeg ved godt hvorfor. Min svigerfar er inde og blive opereret for prostatacancer. Først det, og så 38 strålebehandlinger har han i vente. Han var stille - ualmindelig stille i morges, da Palle kørte ham ind på sygehuset på vej til arbejdet. Jeg forstår ham godt og føler med ham. En kollega har netop mistet sin far, som også havde haft cancer i prostata. Hos ham havde det spredt sig til bl.a. knoglerne. Det har jeg ikke fortalt ham og han behøver heller ikke få det at vide, det kan han jo ikke bruge til noget. Vi krydser fingre og håber det bedste. De undersøgelser og scanninger han allerede har fået lavet tyder på at det kun sidder i prostata og er indkapslet det betyder heldigvis, at den behandling han er tilbudt er det der betragtes som en helbredende behandling, så der er ingen grund til at male fanden på væggen, men det giver dog stadig anledning til lidt tankeflugt.

Gid jeg kunne hjælpe

Jeg har en lillebror, som jeg egentlig ikke har særlig meget kontakt med. Han lever sit eget travle liv sammen med sin kæreste. Eller det gjorde han, i hvert tilfælde indtil for et par uger siden. I går hørte jeg, at hun har forladt ham. Hun har valgt at flytte hjem til sine forældre, for hun elsker ham ikke længere. De har kendt hinanden længe, jeg vil tro det er en ni-ti år. Købte for nok omkring ca. 4 år siden hus sammen og boede nogle år sammen i lejlighed der forinden. Han er nu fuldstændig helt og aldeles nede i kulkælderen. Hun er hans livs kærlighed og han er knust. Stemmen er knækket og fuldstændig monoton. Det er hårdt at høre, når man er vant til at han altid er den der spreder humør. Jeg ville ønske jeg kunne hjælpe ham. Men jeg ved ikke rigtigt hvordan. Lige nu tror jeg bare, jeg kører ud til ham og lægger øre til, han har nemlig sygemeldt sig og ligger alene hjemme og er bange...

Fredagsfridag

Ny morgenfavorit er indtaget. Müsligrød kogt på tranebærsaft og hjemmelavet müsli af ristet rugbrød, havregryn, mandler og honing. Det smager himmelsk, især med friske bananskiver og lidt rosiner over. Vaskemaskinen snurrer lystigt, 3 maskinfulde er vasket, tørret og lagt sammen, snart kan jeg se bunden af vasketøjskurven igen, men det er nu nok bare lige til i aften, når ungerne er kommet hjem med idrætstasker osv. Det med vasketøjet har jeg efterhånden indset er skruen uden ende, men det er skønt bare en gang i mellem at vide, at der dog ér en bund i den kurv. Nu vil jeg lige straks holde fri resten af fredagen. Det er tiltrængt. I går var en af de rigtig trælse. Vi fik at vide, at min svigerfar har prostatacancer og det kan ikke undgå at påvirke. Jeg har aldrig set den mand så fortvivlet og rundt på gulvet. De næste uger venter et hav af undersøgelser inden vi helt ved, hvor fremskredet det er. Mit bedste afstressnings middel venter og jeg kan høre det kalder. Nemlig strikketøjet, så jeg håber du får en dejlig fredag og en skøn weekend. Her vil vi slikke sår.

Frustration

Små børn små bekymringer, store børn større bekymringer. Aldrig har et udsagn været mere rigtigt. Det er stadig min skønne store dreng, der ind i mellem giver anledning til bekymring. Som tidligere nævnt har han ikke rigtig nogle kammerater. Det er egentlig ikke noget der generer ham i hverdagen, for som han selv siger, så har han jo sine brødre. Nu er der imidlertid en Blå Mandag i vente og hvordan skal den mon blive for ham. Han har flere gange givet udtryk for, at han rigtig gerne vil til Fårup Sommerland og holde Blå Mandag, de har nemlig specielle konfirmand arrangementer og nu hvor Tivoli i Aalborg er lukket er der måske ikke så meget at få tiden til at gå med inde i Aalborg. Specielt ikke når det ikke interesserer én en døjt at kigge i forretninger og shoppe. Foreslaget om Fårup er nævnt i klassen, men der er tilsyneladende overhovedet ikke stemning for det. Det er selvfølgelig en skam for Anders, men han må prøve om han ikke godt kan få en hyggelig dag alligevel, sammen med de klassekammerater, han intet som helst har til fælles med. En mor kan jo ikke undgå at tænke lidt på det, specielt når han slet ikke glæder sig til denne dag. Kunne jeg da bare hjælpe ham.

Tankevirksomhed

Vi har i dag brugt lidt tid på at tænke konfirmation. Den venter lige om hjørnet og der skal jo lidt forberedelse til. Hvor var det dog skønt, hvis man bare kunne gøre lige som man havde lyst til uden at tænke på økonomi eller hvad andre synes og mener for den sags skyld. Der er så mange Palle og jeg mener vi bør invitere med nogle mere af pligt end af lyst. Jeg bad for sjov Anders om at lave en liste med de gæster han gerne ville have med til sin fest. Kunne man da bare nøjes med at følge den, men det er ikke let. Vi har desværre en familie, som volder os lidt problemer. Det skal jeg ikke komme nærmere ind på her, men det er tydeligt at nogle af de pågældende ikke tæller med blandt dem Anders regner for sine nærmeste. Der fylder kære venner mere end nogle familiemedlemmer, som han stort set aldrig ser og derfor heller ikke rigtigt kender. Suk! Hvor er det svært.

Febersløj

Jeg har 2 børn hjemme i dag. Ikke fordi det har været specielt hyggeligt, for de har sovet hele formiddagen. Rigtig sløje er de af feber. Ikke andre symptomer - hvad mon lige er efter dem. De skulle helst være friske til i aften, for vi skal holde Palles fødselsdag og det vil da være kedeligt at blive nødt til at gå glip af det. For ikke at tale om hvis det kunne være noget der smitter, så gæsterne hiver noget med sig hjem, det er jo ikke til at vide. Måske jeg lige skulle give et lille prej rundt omkring, så kan de forskellige jo selv afgøre om de stadig vil komme. Bollerne er i hvert tilfælde bagt.

Hjertesuk

En glad dreng, kan rigtig hurtigt blive en ked dreng. Han er et rigtigt ønske barn. Vi brugte tre år på at få ham og var vildt lykkelige da han endelig blev en realitet. Han var elsket fra det første øjeblik han trak vejret og vi vil stå på hovedet for ham. Men hvordan er det nu lige man får børn med stort selvværd. Vi tror jo selv vi gør hvad der er bedst for ham, men kan ind i mellem tvivle, især når vi kan se, at hans selvværd kan ligge på et meget lille sted. Om det er pubertet eller noget andre, der trykker, synes jeg kan være rigtig svært at finde ud af. Han har aldrig været særlig meddelsom og har egentlig indtil nu virket til at være en glad dreng, i fuld harmoni.

Men der er sket noget siden sommerferien. Hans klasse er blevet delt og der er kommet nye elever til fra en anden skole, som ikke har overbygning på. Han trives ikke længere og har stort set aldrig kammerater med hjem eller er hjemme hos klassekammerater. Han "leger" (mor man leger altså ikke i min alder ville han sige, hvis han så hvad jeg skrev:) oftest med sine brødre og deres kammerater. Det er der i og for sig heller ikke noget galt i, han kan jo sagtens være lidt umoden i forhold til dem på hans egen alder, men han er ked af det næsten hver morgen og har ondt i maven og kvalme. Det er eskaleret den sidste måneds tid og her efter ferien er det helt slemt.

I morges græd han og ville ikke afsted, hulkede at han bare gerne ville skifte skole. Jeg sendte de tre yngre afsted og lod hånt om tiden og satte mig og forsøgte at komme ind til sagens kerne. Fandt ud af at en af grundende var at han har fået et øgenavn, som han ikke bryder sig om. I starten syntes han måske det var meget sjovt, men nu vil han gerne bare have sin gamle klasse tilbage, for der var han bare Anders og det vil han gerne være igen. Vi brugte meget tid og igen og igen ville han bare flygte fra problemerne. At skifte skole, synes jeg måske ikke er den rigtige løsning. Det kan ganske vist være at han ikke har et øgenavn hæftet på sig, men af egen erfaring ved jeg, at det ikke nødvendigvis øger selvværdet og det synes jeg må være noget af det vigtigste. Jeg mener han er nødt til at tage fat ved roden og få sagt til sine kammerater, hvad det gør ved ham, men hvor er det da svært og hvordan ved man, hvad der er det rigtige. Jeg har valgt at tale med skolens trivselsperson og uden jeg kan sige, at jeg blev forbavset, så fortalte hun mig, at de faktisk har haft lidt kig på ham. Det er altså (heldigvis) åbenbart ikke kun mig, der er en overbekymret og pylret lille hønemor.

Lidt pjevset

er hun i dag.

Dina har været til sit årlige sundhedstjek hos dyrlægen i formiddag. Han var vældig tilfreds og gav hende den årlige vaccine inden vi gik. Nu er hun pjevset. Hun ligger bare, piver lidt og kigger på mig, som om hun forventer jeg kan hjælpe hende. Det er da næsten ikke til at stå for, så hun kommer op på skødet, så kan hun ligge der, mens jeg får tjekket mails osv. Det bekommer hende vel og hun slapper lidt af, men piver stadig lidt - hmmm! Skal jeg mon blive bekymret. Hun er jo ikke blevet vaccineret siden hun var hvalp og der kan jeg ikke huske, at hun reagerede. Da det var børnene, kunne de jo godt blive lidt pjevsede også. Måske jeg lige skulle ringe til dyrlægen.

Det uretfærdige liv

Vi er lidt triste for tiden her i huset. Palles bedste kammerats kone har fået cancer. For nogle måneder siden fik hun fjernet skjoldbruskkirtlen og så var det meningen hun skulle efterbehandles med radioaktivt jod for at få bugt med det sidste, som sad meget nær stemmebånd og luftrør. Så nær, at man ikke umiddelbart kunne fjerne det operativt. Hun fik at vide at det ikke var noget problem og at 99% af de som havde denne form for cancer blev helbredt. Der er imidlertid gået flere ting skævt og hun er endnu ikke kommet igang med jodbehandlingen. Bl.a vil hendes infektionstal ikke falde og det har sivet fra operationssåret, så hun har haft dræn inde flere gange. Nu viser det sig så, at hun ikke kan få den planlagte jodbehandling, fordi en scanning har vist, at canceren har bredt sig til lungerne og da det menes at være de samme kræftceller, vil det ødelægge for meget af hendes lunge væv, hvis man giver hende jodet. Der er ikke længere særligt gode prognoser og det er noget rigtig skidt:(

Udenfor

...mit vindue skinner solen mellem skyerne. Det gjorde den ikke kl. 05.30 i morges, hvor jeg blev vækket af et ordentligt tordenbrag og silende regn.

Jeg sover let for øjeblikket. Let og uroligt. Det er min far der er i tankerne. Utroligt, man ikke kan lægge det fra sig. Nu er det jo gået godt og han har det fint. Er utålmodig efter at komme hjem og det siges at være et godt tegn. Det er altid godt at man er klar til at komme videre i livet. Men jeg kan frygte at han ikke stopper op og tænker over alvoren. Jo, der er ingen tvivl om at han er blevet forskrækket og bange, men nu er det jo gået godt og så er det vel bare det.

Her er det ulempen ved at være uddannet i sundhedsvæsnet kommer ind. Man ved nogen gange for meget. Tænker prognoser og risici. Jeg ved jo godt, at det ikke kun er det at have overlevet et hjerteinfakt, men hvor stort var det mon, hvor meget af hjertemuskelen er blevet beskadiget af iltmangel. Muskelceller der har været udsat for iltmangel dør og erstattes efterhånden af bindevæv. Bindevæv som ikke leder impulser lige så effektivt som muskelceller. Får han så arytmier (rytmeforstyrrelser) osv. osv.

Ville ønske jeg kunne lægge tankerne fra mig, bare for en stund. Jeg er bestemt ikke klar til at skulle undvære min far endnu, det er man vel aldrig, men han er kun 65 år, det er alt for tidligt. Og hvad med min mor, hun har det også svært lige nu. Har mange tanker der kværner, hvad nu hvis..., hvad nu hvis... Men hun ved jeg er her og gerne lægger øre til. Også mine drenge ville blive sønderknust, hvis morfar ikke var her. Anders på 13 siger altid; min ven morfar...

Kunne jeg da bare lægge tankerne fra mig.

Som et lyn fra en klar himmel

Billedet er fra www.netdoktor.at

Så blev også vores familie "ramt af lynet". Min far er i dag blevet indlagt akut med en blodprop i hjertet. Jeg tænkte, jeg måske kunne skrive mig lidt ud af chokket.

Min mor ringede og var helt ude af den, hun meddelte, at min far snart ville blive hentet af en ambulance fordi han havde stærke brystsmerter og havde haft det mere eller mindre siden i aftes. Vi bor heldigvis så tæt på hinanden, at jeg hurtigt kunne komme op være der for dem begge. Hele vejen tænkte jeg, hvad kan jeg lige gøre, hvad kan jeg handle på. Men det var min far det her handlede om, og jeg kunne slet ikke tænke fagligt, på trods af at jeg faktisk har været i praktik på hjertemedicinsk afdeling da jeg var under uddannelse.

Da jeg kom ind, troede jeg, jeg så en levende død, der lige var kommet ud af badet. Han var fuldstændig klamt svedende og farveløs af smerte og jeg var ikke det mindste i tvivl om, at det her var alvorligt. Min mor havde flere gange i aftes og i nat spurgt om de ikke lige skulle ringe til lægevagten, men det mente det stædige rad ikke var nødvendigt. Først da smerterne blev uudholdelige bad han min mor ringe til lægen og da der var ventetid på telefonen på ca. 10 min. bad han hende ringe 1-1-2 og når min far selv beder om det, så er det alvor.

Min tålmodighed slap op, da vi havde ventet 20 min. og jeg ringede til alarmcentralen for at høre om de var på vej og for at sige, at de altså ikke skulle køre søndagstur op til mine forældre, min far havde nemlig lagt sig i sengen og var foruroligende dårlig. Heldigvis fik jeg at vide at de ville være fremme inden for 5 min. og det var de. Min far fik ilt og nitroglycerin, som ingen virkning havde overhovedet. Han fik taget et EKG og der var ikke tvivl om at han havde en blodprop, så de kørte afsted med ham med blå blink og fuld udrykning. Tilbage stod jeg med min mor, som var meget ulykkelig og rystet. For rystet til selv at køre ind på hospitalet. Palle og jeg kørte med hende derind.

Da vi kom frem mindre end 1 time efter de var kørt med min far, havde han allerede fået lavet en ballonudvidelse i en af kranspulsårerne og var kørt på afdelingen. Han havde det efter omstændighederne godt men var meget meget træt. Vi var alle sluppet med skrækken. Desværre kunne de se, at der flere steder i hjertets kranspulsårer er forsnævringer, så han skal lidt senere have lagt en til to flere stents ind.

Hele vejen bevarede jeg fatningen og var den "stærke" og forholdsvis faglige/saglige, som var der primært for min mor, men jeg skal da lige love for min reaktion er kommet efterfølgende. Nu hvor der igen er ro på og jeg ved han har det godt, så er jeg helt flad. Jeg har tudet, er rystet og fuldstændig tappet for kræfter. Der er lige lidt der skal bearbejdes, så det er godt jeg går ind i en friuge.

Veloverstået

er heldigvis Olivers operation og det er gået fint. Han brugte næsten hele dagen på at sove "rusen" ud og vi fik lov til at køre hjem i aftes. Han havde været SÅ sej og tapper. Havde fået Emla-plaster på begge hænder efter alle kunstens regler og var helt klar på hvad der skulle ske. Desværre har han så mange små ar på hænderne efter tidligere indgreb, at det ikke var før fjerde forsøg det lykkedes at få lagt en venflon. Det var så synd, for han fandt sig troligt i de tre første forsøg, først da man var nødt til at lægge den i en vene, hvor Emla-plastret ikke havde overfladebedøvet, stod han af. Da havde han fået nok og ville hjem, så kunne vi bare komme an anden dag, så han kunne få nyt plaster på. Det hele kulminerede og angsten viste sit grimme ansigt. Det var hårdt, men heldigvis havde moren stadig den lille snert af ro og evne for "overtalelse", han havde brug for og i løbet af et splitsekund, lå venflonen hvor den skulle og Oliver blev bedøvet. Resten gik planmæssigt og selve operationen tog kun godt ½ time. Nu er der så bare lidt postoperative smerter, men dem kan jeg heldigvis godt selv tage mig af, det behøver vi ikke være indlagt for:)