Godt på vej

Jeg ved godt jeg skal vælge mine kampe og det gør jeg også som oftest. Men ind i mellem giver mine poder mig grå hår i hovedet. Lige for tiden er jeg fuldt over bevist om, at jeg er fuldstændig gråhåret inden jeg fylder 45 - og det er der ikke så pokkers mange år til.
Med én godt inde i puberteten og ikke mindst tre godt på vej, må jeg godt nok sluge nogle kameler fra tid til anden.
Det er egentlig ikke så slemt med Anders lige nu, han bliver snart 15 og er ikke så humørsyg længere. Over for ham, skal man bare have argumenterne i orden, så kan han for det meste godt følge fornuften, især når også hans argumenter bliver hørt. Men de tre yngste... HOLD NU OP! Jeg skal da lige love for de er humørsyge. Som regel ikke alle på én gang - heldigvis.

Lige for tiden er det oprydning der fylder på programmet. Oprydning er nemlig en by i Rusland. Det er en fast aftale, at fredag rydder man op på sit værelse de andre dage skal der bare være rytteligt, så man kan komme ind, uden af falde og brække benene. Men fredag er rengøringsdag og det er ikke nemt at støvsuge, når gulvet flyder. Jeg er glad for, at fødevaremyndighederne ikke kigger forbi på uanmeldt besøg - de værelser ville helt sikkert bliver lukket med det samme med en stor seddel sat uden på, hvor der kommer til at stå - SUNDHEDSSKADELIGT, adgang på egen risiko!!!

Jeg forstår ikke, at man ikke bare kan sætte tallerkener og glas i opvaskemaskinen, når man er færdig med at bruge dem, eller hvorfor det er så svært at lægge sit snavsede tøj i vasketøjskurve, når man ved man ikke skal bruge det før det er vasket. Jeg forstår heller ikke hvordan helt rent tøj, der egentlig skulle lægges ind i skabene, havner på gulvet og så pludeslig ligger i vasketøjskurven igen... For ikke at tale om hvad der ellers ligger og flyder rundt omkring - SÅ RYD DOG OP EFTER DIG SELV!!! Hver gang kommer sætningen: Jamen det er ikke mig der har brugt den sidst. Eller det er ikke mit.

De, som kender mig, ved, at jeg virkelig har flyttet mine grænser efter jeg har fået børn. Jeg er og har altid været ordens menneske. Til tider, vil jeg godt indrømme, på grænsen til det ekstreme. Da jeg flyttede hjemme fra blev jeg moppet fordi mine håndklæder lå i sirlig orden med alle striber nøjagtig over hinanden. Glassene i mine skabe vendte alle med teksten den samme vej og bestikket lå pænt på rad og række - ja smil du bare, men sådan var jeg. Det er nok også derfor jeg ind i mellem strammer masken og partou vil have at der skal ryddes op rundt omkring. Jeg trives ikke ret godt i rod. Det generer mig ikke, at der ligger lidt støv hist og her, men helst ikke rod.

Lykken er

at gå i fodboldskole. I hvert tilfælde hvis man som mine tre "små" drenge er bidt af en gal fodbold.

Hver morgen i denne uge er de glade smuttet afsted og heldigvis kun med regn i går, hvor de fik lov at være i hallen hele dagen. Hvordan det gik med 100 tilmeldte børn, meldte historien intet om, men det havde været sjovt, det var de enige om.

Tænk engang at kunne stå op og følges som de bedste kammerater i verden hver eneste morgen gennem hele barndommen. Jeg ved ikke om det er fordi de er trillinger eller om de er ekstremt harmoniske børn, men det er meget sjældent de skændes. Bevares de kan da godt være noget på nakken af hinanden, men det varer sjældent særlig længe ad gangen og bedst som de lige har været uenige om et eller andet - vupti! så er de igen de bedste venner i verden. Hvor må det være skønt for dem, gad vide om de selv ved hvor heldige de er.

Jeg elsker mine drenge og glæder mig SÅ meget på deres vegne over hvor stor glæde de har af hinanden - ikke bare disse tre små fodboldtosser, men dem alle fire. Tænk engang at man kan være så heldig at få så dejlige børn. Kan næsten ikke vente til at tilbringe min ferie sammen med dem og deres lige så dejlige far. Jeg er et heldigt menneske.

Flad

Det er ikke maven jeg taler om, men mit energi niveau. Der skal vaskes og pakkes, for tre drenge skal sendes på lejrskole på onsdag og det er jo vigtigt at alle får med, hvad der er brug for. De glæder sig og diskuterer livligt hvem der skal soves på værelse med og hvilke spil der skal medbringes osv. osv. Dejligt at de på den måde kan støtte hinanden og glæde sig sammen. Og hvilken tryghed der må være i at have to brødre med på sådan en tur. Som barn var jeg bestemt ikke vild med at komme hjemmefra, men det havde måske været anderledes, hvis jeg havde haft et par søskende på samme alderstrin jeg kunne støtte mig til. Jeg må tage mig sammen og slappe lidt af, når de er draget af sted, først må der pakkes færdigt, godt vi har i morgen også.

Elleve år og morgen hygge

Sådan en morgen i november kan være ganske hyggelig, specielt når vi fejrer fødselsdag. Oliver, Christian og Frederik blev vækket med fødselsdagssang af Anders og mig. Den blev efterfulgt at morgengaver og lune rundstykker. En rigtig hyggemorgen, med god tid. Ingen tvivl om at de nød det. Sidste år var jeg lidt inde på omstændighederne omkring det at få tre børn på én gang, har du lyst til at læse om det, så kan du tage et lille kig her. Ellers vil jeg i gang med at smøre boller til 12 sultne drenge, som snart invaderer det lille hjem. Ha' en god novemberdag alle I derude:)

Ikke to fødsler er ens

Jeg tror enhver kvinde som har født kan huske fødslen, eller i hvert tilfælde omstændighederne omkring den. Jeg husker tydeligt en fredag formiddag for ti år siden. Jeg var indlagt til aflastning i min trillingegraviditet og jeg var lige netop 30 uger henne. Om morgenen havde jeg været til scanning og kl. 10, da der var stuegang, var lægen knap kommet ind på stuen før meldingen lød: Ja, vi tager dem så ud i dag.... I dag! Jamen det er jo alt for tidligt.

Der var dårlig blodgennemstrømning i den ene navlesnor og det ene barn fik ikke næring nok, det var bedst de kom ud nu, så der ikke skulle opstå nogle kedelige komplikationer. Og sådan blev det. Jeg fik ringet efter Palle i en fart og sagde til ham: De tager dem ud i dag, hvor hurtigt kan du være her?

Herefter gik det stærkt. Jeg skulle have født i lokalbedøvelse, men desværre blev epiduralblokaden lagt skævt ind, så jeg blev kun bedøvet i den ene side og måtte derfor desværre i fuld narkose, men Palle var vidende til at vores lille drengetrekløver kom til verden klokken 13.56, 13.57 og 13.58.

Og det var én

og det var to

og det var tre

Et skønt lille trekløver som skulle komme til at bringe os rigtig megen glæde men naturligvis også bekymringer.

Det var ikke barselsgaver der manglede

Her er så de kære små pus, dengang, for 10 år siden

Og i dag 10 år gamle;-)

Umiddelbart kan jeg finde tre...

...Jeg henter lige en læge. Sådan lød ordene fra en sygeplejerske for mere end 10 år siden, da jeg blev scannet 12 uger henne i min graviditet. Og så gik hun.

Jeg tror ikke jeg er i stand til at sætte ord på hvordan jeg havde det efter den melding. Palle var den første til at åbne munden og hans reaktion var: Åh nej, så er bilen for lille. Er det ikke typisk for en mand. Ikke at jeg ikke kan følge ham, for vi havde lige købt vores første og eneste helt splinter fabriksnye bil - en Opel Astra, mørkeblå metallak og i luksusudgave med læderrat og træpaneler, jo den var da flot. Men det var en bil og vi ventede trillinger.

Vi havde meget blandede følelser begge to ved den scanning, og da lægen efter scanningen havde konstateret, at der altså kun var de tre og at det så ud til de var enæggede, tilbød han at vi kunne få foretaget en fosterreduktion. Vi var stille et øjeblik, men efter en lille ordløs diskussion blev vi enige om, at det ville vi ikke tage imod. Moder natur havde spillet os et pus og besluttet at vi skulle have tre på én gang, og skulle det alligevel ikke være sådan, så måtte moder natur også klare den.

Da vi skulle have Anders havde vi kæmpet for sagen i næsten 3 år og jeg havde nået at få én enkelt hormonkur og ægløsnende indsprøjtning uden resultat. - vi klarede den selv mens fertilitetsklinikken holdt sommerferie. Så vi turde ikke vælge nogen fra, vi kunne jo risikere at det kalium de ville sprøjte ind i hjertet på den som ikke skulle have været der, kunne vandre gennem moderkagen til de andre, for så at ende med at der slet ikke var nogen børn alligevel. Tak, men nej tak.

Vi tog udfordringen og i morgen er det 10 år siden vores tre små dejlige drenge kom til verden, 10 uger før termin.

Husk de positive ting

Vi var til forældremøde i går. Sikken en svada. Jeg synes næsten lærerne fik det til at lyde som om der er rent ragnarok inde i 3. B. Som om de er en flok vilde bavianer. Jeg forstår det ikke helt. Vores drenge tæller jo en stor del i den klasse og vi har ofte, ja næsten dagligt huset fyldt med børn efter skoletid, og jeg genkender slet ikke billedet. Hos mig skal de selvfølgelig heller ikke undervises og sidde stille, der kan de hygge sig, med lige netop de ting de synes er sjove. Men der ER åbenbart meget uro i klassen og eleverne har tilsyneladende ingen som helst respekt for lærerne, de bliver ved med at lege og snakke efter klokken har ringet ind og læreren er kommet. Nogle kommer slentrende ind i klassen flere minutter efter ringetid og skaber dermed igen uro. De husker ikke lektierne og glemmer også at skrive navn på bøgerne. De snakker i timerne og ser ind i mellem sit snit til lige at liste hen til den kammerat som sidder længst væk for lige at give en besked, som absolut ikke kan vente til frikvarteret. Alle vil høres og ses. Det er et problem, og vi må prøve at løse det i samarbejde. For naturligvis skal de komme ind til timerne og holde mund når undervisningen er i gang og selvfølgelig bliver man på sin plads også selvom man ind i mellem skal lave noget, man måske ikke synes er helt interessant. Det, som falder mig for brystet, er, at jeg synes, lærerne glemmer at fokusere på det, eleverne så er gode til og det de godt kan. Jeg hører ikke, de fortæller om dage som er gået godt, eller husker at fortælle "lille Bo" den dag han så bliver på sin plads eller holder sin mund når undervisningen starter, at han faktisk har gjort det godt. Eleverne siger selv, at de har hørt, at lærerne er trætte af at undervise i 3. B fordi de er så urolige og den nye idrætslærer kalder idrætstimerne for tumult, for det føler han der er. Det er for mig uhensigtsmæssigt og nogle af drengene kunne måske synes det er lidt sejt at gå i den urolige klasse og når man nu alligevel hele tiden får at vide, at man er en urolig klasse, så kan man jo også lige så godt være det. Børn er jo børn. Jeg siger bestemt ikke det er ok som det er nu, men jeg ville ønske lidt mere fokus på det positive:-)

Hvad er din mening?

Relationsdannelse

Jeg har været på kursus. Et helt igennem fantastisk kursus. Det handlede om tidlig relationsdannelse og tilknytning. Når man arbejder med bitte små præmature (for tidlig fødte) børn, er det umådelig vigtigt at man bliver klar over, at denne tidlige relationsdannelse kan have store konsekvenser for det lille barn. Det er bestemt ikke let at være nybagt mor til er præmaturt barn. Den første tid efter fødslen er præget af angst, frustration, bekymring og sorg ja i det hele taget en meget følelsesmæssig rutsjetur De første 2 måneder af barnets liv, har barnet brug for hjælp til at opbygge struktur. Det drejer sig om hjælp til søvn, vågenhedsregulering og koncentration. Barnet får trøst gennem tæt kropskontakt og for at barnet skal føle sig trygt skal kroppen være tryg. I denne periode har barnet således brug for tæt kontakt og forældrenes øjenkontakt, idet det er her følelser udvikles og mødes. I mange tilfælde er det i netop de to måneder børnene er indlagt hos os. Og hvad nu, når forældrene er i følelsesmæssig ubalance. Det kan være meget vanskeligt for forældrene at tilknytte sig til barnet og vi får her en stor rolle i forhold til at hjælpe forældrene med denne tilknytning.

Et helt fantastisk spændende emne. Vi fik på vores kursus opfrisket lidt teori om bl.a. Anthonovsky og Stern og det var bestemt heller ikke uinteressant. Jeg husker begge de herrer fra sygeplejestudiet, men de har en helt anden dimension, nu, hvor man kan henlede eksempler, der er direkte forbundet med deres teorier Spændende - siger jeg bare.

Særlig spændende var det også for mig, fordi jeg jo selv har stået i situationen, som mor til mine præmature trillinger. De blev født 10 uger for tidligt, for snart 10 år siden. Selv om der er sket meget især rent teknisk på vores neonatale afdeling, hvor jeg har været ansat de sidste 3 år, så ændres der ikke ved det faktum, at tilknytningen er ekstremt vigtig og stadig kan være lige svær, da angsten, bekymringerne og frustrationerne kan blokere for moderfølelserne.

Jeg tror jeg har været heldig. Mine dengang meget små præmature drenge er vokset op til nogle ualmindeligt kærlige og empatiske drenge, men vi forsøgte også dengang, på trods af svære dage, at opnå en god tilknytning bl.a. ved at lade de små ligge hud mod hud så ofte det var muligt.