Ansvarets byrde ... eller frigørelse.

Jeg lovede at skrive lidt mere om ansvar. Det er et emne der ligger mig meget på sinde for tiden.
Lige som Frygt, så har Ansvar kæmpe stor indflydelse på vores liv.

Vi har Ansvar for, at få betalt regningerne, - at give børnene rette mængde tøj på, - at huske mormors fødselsdag.
Ansvar for, at holde kærligheden ny og sexlivet aktivt, - at holde sig på stien, - at gøre det rigtige, - at holde livets toner rene.

Ansvar for, at holde den mentale balance på plads, når tyngden fra ansvaret tvinger os i knæ!

Ansvar er noget vi kan smide fra os eller noget vi kan tage på os.
Ansvar er noget vi kan bruge til at smide mudder med, at bebrejde med, eller fratage andre.

Vi kan dulme os væk fra ansvaret, med mad, alkohol, sex, tv, stoffer, sport ...
Eller vi kan se det i øjnene og mærke os selv. Vores kerne.

Det kræver mod, at tage ansvar for os selv. Ikke blot det materielle ansvar, men det fulde ansvar. For hele os. Hele mig.

For den jeg er.

At stå frem præcis som jeg er - med risiko for at blive valgt fra.
Men samtidig med, at jeg risikerer at bliver valgt fra, så opnår jeg også, at blive valgt til af dem jeg virkelig gerne vil have i mit liv.

Jeg er træt af, at satse på folk jeg ikke tør vise hvem jeg er til fulde. Relationer der falder sammen, fordi jeg alligevel ikke kan holde mig selv nede i længden.
Relationer jeg skulle have sagt fra over for allerede fra starten af, men ikke gjorde, fordi jeg var rædselsslagen for at bliver valgt fra og angst for at tage det forkerte valg.

At tage ansvar for os selv er også, at tage ansvar for vores skyggesider.
Vores skyggesider er de sider af os selv som vi skammer os over. Dem holder vi under vand som store badebolde. De må poppe op på et tidspunkt, for vi bliver udmattede af at skulle holde dem alle under overfladen på en gang.
Når vi bliver pressede stikker vores skyggesider sine hoveder frem.
Vi råber vores børn ind i hovedet, vi ser porno i mørket, vi slikker chokoladen i os og gemmer papiret nederst i skraldespanden, vi har stærke negative holdninger til noget vi dybest set længes efter.
Det vi ved vi gemmer på, men som vi ikke vil være ved.
Vores skyggesider.

Ironisk nok, har jeg erfaret, at det at holde sine skyggesider så voldsomt i snor også gør, at det indre lys også dæmpes og, at det egentlig ikke er vores skyggesider vi er mest bange for. Det er vores lys!
Vores skyggesider vifter mange af os gerne med.
Jo det er stadig tabu at have psykisk sygdom. Men det er om noget, faktisk værre at stå frem i sit fulde lys og potentiale.
Hvem tror vi vi er?
Så hellere forfalde til tomhed og mørke. Det ved man ligesom hvad er.
Nedgøre sig selv. Udstille sig selv.
Det er alligevel mest trygt. Så skiller man sig alligevel ikke rigtig ud.

Ikke fylde, ikke larme, ikke skinne.

Jeg er blevet træt af, at vade rundt i sorthed.
Jeg er træt af, at gemme mig under min dyne, gemme mig bagerst i køen, træt af at lade andre stikke af med præmierne fra arbejde jeg har lavet, fordi jeg ikke selv turde tage spotlightet.

Men det kræver benhårdt arbejde at lade mit lys skinne.
Der er så mange tankemønstre der skal ændres. Tankemønstre der har lavet dybe spor, fra at have løbet i de samme riller i så mange år.
Frygt har været medspiller til, at grave mine riller dybe.
Jeg skal både tage ansvar, med risikoen for netop at stå ... til ansvar, fuldt og helt, for mine handlinger og jeg skal gøre op med min frygt.
Når jeg tager ansvar, har jeg ingen andre at skyde skylden på og det er virkelig angst-provokerende.
Hverken min mere eller mindre lykkelige opvækst, regeringen, mine børn, tobaksfabrikkerne eller nogen anden.
Jég står til ansvar.

Shit!

95% af brændstoffet i en raket, bruges op inden den forlader atmosfæren. Resten af tiden skal der blot lidt til, at holde den igang,
Hvorfor siger jeg det, jo fordi den største mængde energi bruges når vi sætter igang.
Den største indsats kommer i det, vi beslutter os for, at ændre kurs.
Når vi tager beslutningen, at vi KAN ændre os.
Vi kan ændre tankemønster fra det negative selvhad til det positive.
Men ja, det kræver opmærksomhed og vilje. Og ikke mindst kærlighed til os selv.

Uha, kærlighed til os selv. Kan man det? Skal man det?

Ja det skal man.
Der er ingen der hjælper andre ved selv at være deprimeret, syg eller fattig. Der er ingen inspiration for andre at følge i, at du ligger under dynen og gemmer dig.

Det er så nemt at pege ud i vores verden og placere skyld. Det er så nemt at gemme sig.
Men ... når jeg skyder skylden på andre, så griber jeg den nemmeste løsning i verden for at bruge det jeg tænker om dig til ikke at tillade mig selv, at være den jeg virkelig er.

Og når alt kommer til alt, så er der nogen der vil elske dig og nogen der vil hade dig.
Og intet af det, vil have noget med dig at gøre.

Det lille væsen der sidder på dine drømme - Frygt!

Jeg er 35 år gammel, jeg har givet liv til 3 børn, jeg har taget en temmelig prestigefyldt uddannelse hvor mit højeste formål er, at redde andres menneskers liv, jeg har snart kobberbryllup, jeg har både købt og solgt et hus, jeg har vejet alt fra 60 kilo til 95 kilo, jeg har siddet i bestyrelse og taget beslutninger på andre menneskers vegne, jeg har taget rigtig mange kurser med fine navne, jeg er blevet slået hélt hjem et par gange men har rejst mig igen.
Jeg er der, hvor man ville sige, at jeg efterhånden har en god portion livserfaring.

Jeg er 35 år gammel og er er endnu ikke landet der hvor samfundet gerne vil have mig til, at være: på en solid karrierestige hvor jeg gør min pligt som en god borger.
Det kan jeg godt få rigtig meget skyldfølelse over. Især når jeg indkaldes til møde i jobcentret,

Jeg er 35 år gammel, dvs. statistisk set nærmer jeg mig det sted hvor næsten halvdelen af mit liv er gået og det er for nyligt gået op for mig, at jeg først er ved at lære hvad jeg selv har lyst til!
Hvad JEG har lyst til.
Ikke hvad jeg tror jeg kan høste mest anerkendelse ved, udefra.
Men hvad JEG vil.

Men, det skøre er, at for at vide hvad JEG vil, så skal jeg først lære mig at kende. Som 35 årig er det vel egentlig også ved, at være på tide.
Nu er jeg som grundvibration blevet indlært, at være et rimelig skeptisk menneske, forstået på den måde, at jeg ordner alting oppe fra mit stærke hoved, mit intellekt.

Jeg har været i terapi hos forskellige mennesker efterhånden, for jeg elsker at udfordre tankerne og jeg bruger gerne mig selv som forskeremne. Men det var som om alt det der terapi ikke rigtig rykkede. Eller jo det gjorde det jo, for det var hvad jeg havde brug for på det tidspunkt, men ...
Jeg kan argumentere mig baglæns ud af det meste og gå direkte ind i resten, så terapeuter sidder og tænker "wow", mens jeg selv aldrig rigtig har forladt min komfortzone: intellektet.

Men så mødte jeg min krop!
Det var ikke noget rart møde. Det gjorde ondt, det gjorde rigtig ondt!
For nede i min krop er jeg ude af min komfortzone. Jeg kan ikke styre det med mit intellekt når der ingen ord er.
Der hvor alle følelserne bor. De forbudte, de forhadte, de besværlige følelser!

Og jeg græd som pisket.

Men på et tidspunkt holder tårerne op og jeg så ud på verden igen.

Det gode ved tårer er, at de har en magisk evne til, at vaske tingene rene så man kan se lidt klarere igen.

Der indså jeg hvor bange jeg er. Bange for overvægt, bange for undervægt, bange for krig, bange for tårer (!), bange for at min mand ikke længere synes at jeg er lækker (lets face it; 3 fødsler. Jeg behøver ikke sige mere vel), bange for spøgelser (bogstavelig talt, hvilket er ret upraktisk da jeg er sådan et mennesker der kan mærke dem omkring mig), bange for at folk ikke kan lide mig, bange for at have for lidt, bange for at have for meget.
Bange for at VÆRE for meget! Fylde for meget! Være til besvær! Være for synlig og samtidig hamrende bange for, at blive usynlig.

Og så sad jeg der og var bange en stund. Virkelig bange.
Jeg turde ikke bevæge mig, af frygt for at den ydre skál der holdt de splintrede stykker af mit indre liv sammen, ville briste og så ville jeg ligge der i tusinde stykker og ville ikke kunne nå tapen til at lappe det hele sammen igen!

Men Frygt er en underlig lille fyr. Han ELSKER at regere i det underbevidste. Han kan lave så frygtelig meget ballade.
Men når man kalder ham frem - og man må gerne have svedige håndflader og hjertebanken mens man gør det, det havde jeg - så er han vitterlig kun en lille løjerlig fyr.
Lidt skæv og hengemt. Fyldt med sedler i lommerne hvor vores barndoms autoriters domme står skrevet på. Altid klar til lige at læse en op og hviske os det i øret.
Når han løber i skyggerne fra vores ubevidste, så lytter vi til hans hvisken. Frygt har vundet og vi stagnerer i angst og undskyldninger.
Det mest absurde er, at vi langt fra altid er klar over, at vi faktisk er bange og at det er Frygt der laver ballade.

Men Frygt er ikke uovervindelig. Overhovedet ikke. Han skal bare lokkes frem. Måske han dybest set også er bange for, at være usynlig og han derfor bliver nødt til, at lave så meget ballade?
Jeg har arbejdet hårdt på, at lokke min Frygt frem og han viste sig, at være et forhutlet lille barn der gerne ville have kærlighed og omsorg. Ligesom enhver anden skabning i vores univers.

Så jeg kunne vælge to ting:
- Bebrejde ham hans natur og give ham ansvaret for mine endnu u-udlevede drømme...
- Eller tage ansvaret for ham (og fra ham) og give ham så meget kærlighed, at han langsomt kan transformere sig til noget bedre.

Så jeg tog ansvar og jeg lærer ham at kende.
Jeg bliver stadig bange. Konstant!
Men det føles anderledes, for på en måde er jeg slet ikke bange mere.
Bange på en ikke-bange agtig måde.

Jeg har tusinde gamle vaner, som jeg skal støde ind i, en ad gangen. Stoppe op hver eneste gang og minde mig selv om, at der ingen grund er, til at være bange mere.
Jeg ser hvordan mine reaktionsmønstre var og mit ego - der er rigtig gode venner med Frygt - der råber og skriger: "Du skal være baaaaange nuuuuu!". Jeg ser hvordan jeg nu kan stoppe og og sige "Sikke noget pjat" mens mit ego danser sin panikdans.
Jeg kan transformere dem. Både reaktionsmønstrene, egoet og Frygt.

Ja man bliver temmelig udmattet, for det er benhårdt arbejde. Jeg tvinger mig selv til, at stå blottet foran mig selv - min værste kritiker.
Jeg er tvunget til, at få min egen respekt, min egen kærlighed.
To ting jeg har haft så nemt ved, at give væk til alle andre end mig selv.
Men nu giver jeg den til mig selv og det transformerer langsomt min Frygt om til mod.
Og dét er lige til, at blive sådan helt selvglad af.

Og ansvar, dybt og fuldt ansvar ... det grubler jeg lige midt mere om og så skriver jeg noget mere snarest.

Imellemtiden kan du jo undersøge hvornår der er, at Frygt læser sedler op for dig med budskaber der overhovedet ikke er dine eller har noget med dig at gøre.
På psykologsprog hedder det dine internaliserede stemmer.
Din mor der fortæller dig, at (...).  - Den dukker straks op ik?
Din far der forlanger (...)
Eller hvem der nu stod som autoritet i din barndom.

Frasen "Åh jeg kan bare høre min mor sige...", det er dine internaliserede stemmer og det er de negative historier Frygt har stående på sine små sedler.

Tænk over det ... ♥.

Vi ses derude i solskinnet.

Lys og kærlighed til dig.

"Hjemmedyrk"

Udvikling kommer i afmålte doser - og nogle gange knap så afmålte.
Egentlig føles det til tider en lille smule overvældende når udviklingen tager tigerskridt og stikker af, andre gange som en ørkenvandring når tingene synes, at stå i stampe lidt for længe af gangen.

Engang råbte jeg min smerte ud herinde på bloggen, men så blev der stille.
Min egen udvikling var stadig i rivende udvikling, men jeg blev privat.
Overvejede at slette hele bloggen, for historie er historie og jeg ville ikke identificere mig med i går.

I øvrigt, så risikerer man jo altid, at der er nogen der kan pege fingre af en når man er ærlig, og min skrøbelige udvikling var for sart til, at blive delt.
For skrøbelig til at tåle, at blive holdt for nar. Hvis sådan noget skulle dukke op.
Det kan man jo godt bekymre sig om, midt i navlepilleriet; at blive holdt for nar.
Fik også et par gevaldige følelsesmæssige tæv undervejs.
Det bliver man også skrøbelig og sart af.

Men nu føler jeg mig parat til, at åbne lidt mere op igen.
Jeg har vel fået nye rødder og de er fast forankret - tror jeg nok.
Måske.
Håber jeg.

Jeg har skiftet karriere flere gange i mit - relativt - korte voksne arbejdsliv.
Engang troede jeg, at jeg skulle være Projektleder. Det blev jeg ikke mere end uddannelsen. Så blev jeg mor - det er jeg stadig.
Derefter blev jeg sygeplejerske og så psykiatrisk sygeplejerske i lang tid. Der blev jeg ikke, selvom jeg NU troede at jeg var "kommet hjem". Men noget mere, noget andet trak i mig.
Nu står der Rudolf Steiner lærer på min lønseddel.

Jeg har også skiftet spisevaner mange gange. Som yngre levede jeg både som vegetar og endda veganer lidt senere for så at bløde op og vende tilbage til den vegetariske livsstil.
Jeg var vegetar frem til, jeg blev gravid med min ældste søn, så gik dét over.
Senest overgav jeg mig til LCHF et års tid hvor jeg tabte mig 10 kilo på flæskesvær.
De sidste måneder har jeg langsomt bevæget mig vej tilbage til den vegetariske livsstil og jeg snuser nysgerrig til RAW food bevægelsen.
Jeg er nok bare mest til den grønne livsstil. Det er ihvertfald hvad jeg vender tilbage til gang på gang. Det 'føles' bare mest rigtigt.
Nogle gange er oplevelser og indsigter så elementære, at man bliver nødt til at indse dem flere gange i løbet af ét liv!

Jeg har skabt nye forbindelser til det majoriteten kalder "det alternative" og har mennesker på besøg der blomstrer op og får ro dybt inde når de ligger under mine hænder. Nogen kalder det healing.
Den side af mig har jeg holdt nede i 35 år men bobler nu så meget, at jeg må give den mere plads.
Nu da jeg har inviteret den ordentligt ind, breder den sig lystigt og fylder temmelig meget hos mig.

På min profil på instagram er overskriften "Being me, is being forever changing" og det er nok det tætteste jeg kommer på en længerevarende sandhed når det kommer til mig; at intet er sikkert og jeg ikke er helt klar over, hvad jeg mon mener i morgen.

Jeg har dog opdaget - jeg regner med, at det er en blivende oplevelse - at de fedeste oplevelser kommer, når jeg er åben for menneskemøder.
Jeg elsker menneskemøder! Jeg elsker, at lade mig opsluge af andres univers og deres måde at tænke på. Jeg lærer så meget om verden, gennem mine medmenneskers øjne.
Og jeg øver, øver, øver mig i, at være fordomsfri på alle planer.

Senest har jeg opdaget "Persilles hjemmedyrk" på Facebook.
Sikke et dejligt menneskemøde!

Hun dyrker grøntaffald i sit køkken og leger med ord på Facebook.
Hun satte noget igang i mig. Noget jeg nok troede var slut, da jeg sagde farvel til min 1500 kvm store have, da vi solgte vores hus.
At lade frø gro.
Hun gav mig inspirationen til, at mit grønne affald godt kan gro i en vindueskarm på 4. sal, midt i byen.

Derfor har jeg i dag plantet sammen med min datter.

Vi plantede det vi nu kunne finde i vores køleskab. Det der havde kerner i.
Det var en hel skattejagt!

Kloge mennesker ville sikkert sige noget om, at januar er for tidligt til visse ting og sådan noget andet planteklogt, men de kloge mennesker var ikke inviteret.
Der var kun min datter og jeg, og jord.
Og nærvær.

Så må vi se om der kommer spirer ud af nærværet, eller om vi skal omplante og så nye frø.

Når man er 6 år, så kan man godt komme til at få stor ejerskab og kærlighed til det lille frø man selv har lagt i jord og vandet.

Nogen siger, at jeg ikke er rigtig voksen, andre at jeg ikke er rigtig klog.


I dag har jeg ihvertfald sået kerner til spiring i aflagte papruller og Kamille på 6 år spurgte om, vi ikke lige kunne kigge i fryseren og se om der mon var kerner i isen.
Det skader jo ikke lige at tjecke.
Så det gjorde vi da vi havde plantet.
Spiste is og kiggede på vores værk.

Der var desværre ingen kerner i isen.

Sensitiv opvågning.

Ja mens i hegner jer i påskens hellige navn, så går jeg på arbejde.
Og derude sker der ikke en skid, for alt er lukket og alle sagsbehandlere er gået hjem.
De unge er også fuldt (haha) optaget af at gøre det samme som resten af landet. Passe sig selv og dingle rundt.
Det er godt nok også uretfærdigt at man ikke bare må være en lille smule tipsy mens man er professionel.
Gi´ en øl, nå!

Så jeg læser. Mens jeg sidder på det der arbejde.

En bog (dooh). En meget, meget vigtig bog.
En bog jeg iøvrigt er startet på mindst 10 gange før, men nu kom tiden hvor jeg var klar.
Eller noget.
Jeg sluger den ihvertfald.
Den har omtrent samme virkning på mig, som dengang jeg fandt ud af noget mere om det der med IQ og rumskibe.

Det handler om sensitivitet.
Noget jeg egentlig har vidst at jeg var i årevis. Bare uden at have nogle redskaber til at håndtere det og uden rigtig at kende det til bunds.
Jeg husker første gang jeg stødte på begrebet. Jeg arbejdede som handicaphjælper og bladrede formålsløst rundt i et blad mens jeg ventede på, at hende jeg arbejde for skulle blive færdig med sin behandling.
Jeg stødte på en artikel om folk der kaldte sig sensitive. Der var en liste til at tjecke om jeg selv var sensitiv. Jeg gloede på den artikel med tanken "Ej, jeg troede det kun var mig der havde det sådan".
En tanke jeg iøvrigt er stødt på utallige gange siden.

Hvornår lærer jeg mon at vi mennesker som race er forbundet og ingen af os står alene. Der vil altid kunne findes nogen at dele med, som kan sige "jeg kender det".
Anyway, sidespring.

Bogen jeg sluger hedder "Særligt sensitive mennesker" og er skrevet af Elaine N. Aron.

Ja, det er et stykke køkkenrulle jeg bruger som bogmærke, okay...

Mens jeg læser, er der mange oplevelser igennem tiden, hvor jeg følte mig svag, forkert, sart og defekt, som jeg får lagt på plads på en helt ny måde.
Men en overbærende "Nårh, var det bare derfor"-følelse tænker jeg det hele igennem igen. En oplevelse meget tæt på dengang jeg tænkte min barndom og opvækst igennem med den nye viden om IQ.
For hver gang jeg finder en ny viden, giver det hele mere og mere mening og for hver gang falder mit puslespil mere og mere på plads.

Som sagt har jeg vidst at jeg havde det temperament der kaldes sensitiv, i årevis. Dog uden rigtig at vide hvad det handlede om, ud over at jeg har det med at vide hvad folk i virkeligheden siger istedet for det de gerne vil havde mig til at tro. Nårhja, og så min udvidede evne til at mærke stemninger og min manglende evne til at vide hvor jeg selv slutter og de andre begynder, for jeg mærker andre mennesker så meget at jeg kan have svært ved at adskille dem og jeg.
Og hvad mener jeg, helt selv. Sådan uden først at spille kamæleon og prøve at regne ud hvad der ville være det mest rigtige at svare.
Jeg er en grubler. Det er der vist ingen der er tvivl om, hvis du har fulgt med her på bloggen i et stykke tid eller hvis du kender mig personligt. Jeg bruger meget tid på at spekulere over meningen med livet og døden og hvor kompliceret alting er.

Jeg bliver så uendeligt overstimuleret. Ved en almindelig sammenkomst, som for dig kan være afslappende og dejlig, bliver jeg så træt. For jeg har svært ved at sortere. Jeg kan følge med i 4 samtaler og samtidig høre musikken. Jeg opfatter ansigtsudtrykket hos hende der ovre ved væggen, mens han læner sig ind over hende og jeg kan mærke hun ikke kan lide det, selvom han selv ikke opfatter en pind.

Jeg er sart overfor søvn. Jeg har brug for mere en de fleste af mine jævnaldrende. Men jeg kan have svært ved, at falde i søvn. Jeg kan faktisk være for udmattet til at falde i søvn. Det lyder dybt mystisk, men det er sandt. Og når jeg er i søvnunderskud og udmattet så bliver jeg næsten ubærligt sensitiv og stort set hjælpeløs med hensyn til, selv at råde bod på det. Det er skruen uden ende med negativt fortegn.

Men Elaine Aron lærer mig langsomt (eller faktisk, lynhurtigt!) at det er ok for mig, at gå lidt rundt i yderkanten af et selskab. Jeg er ikke forkert af den grund. Det er heller ikke synd for mig, for jeg kan bare gå ind midt i det hele når jeg er klar.
Hun lærer mig også, at det er ok at være lidt nervøs for at prøve nye ting. Jeg er ikke en kujon, jeg er bare forsigtig og har et udviklet "stop-op-og-tjeck"-system (dette begreb giver mere mening når du har læst bogen).
Jeg er ikke sart når jeg stopper mine fingre ind i mine ører ved høje lyde. Jeg har bare svært ved at sortere og alle lyde har stor indvirkning på mig.
Jeg er ikke ude af stand til at tage en beslutning, jeg er bare længere tid om at beslutte mig end så mange andre. Jeg skal lige spekulere færdig over de forskellige udfald. Mine måde at analysere enhver sitation er mere nuanceret og dybdegående end de fleste andre.

Og sidst, men ikke mindst, jeg er ikke ude på at forherlige mig selv her.
Ingen særligt sensitiv ville nogensinde bryde sig om at blive sat på et pidestadel. Der ville gå 5 minutter og så har vi dårlig samvittighed!

Føler du dig ramt af det jeg skriver? Kan du kende det?
Prøv at klikke dig forbi her og se hvor meget du kan nikke genkendende til.
Og bagefter anbefaler jeg dig på det varmeste at læse Elaine Arons bog.

P.s. Og apropo sensitiv, få mig ikke startet omkring besværligheden omkring vaskemærker der kradser, lagner der krøller (og har krummer på! *gys*), uldtrøjer, snekolde fingre og så mange mange andre ting...

P.p.s. For at der findes sensitive voksne, så må der jo også nødvendigvis findes sensitive børn. Hvis du selv kan nikke genkendende til ovenstående og du har barn/børn, så er sansynligheden for, at mindst et af dem også er sensitivt, stor. Du kan jo kigge forbi her og bagefter kan du jo kigge i en anden af Elaine Arons bøger. Nemlig den om sensitive børn.
Kan også anbefales til bedsteforældre og andre betydningsfulde voksne i dit barns hverdag.