Gode intentioner

om at blogge og sy mega meget...
Men der er sket så meget andet. Hvis du følger mig på IG, kan det være du allerede ved alt det her... men måske har du ikke fat i det hele?

Mandag d. 18/8 skulle jeg starte i virksomhedspraktik - jobcentret var ret direkte... og jeg trængte også til at gøre noget andet end at sidde her. Det er næsten et år siden jeg sidst var i praktik (i soul shine)...

Første dag på job var nem - møder, skemalægning... Jeg skulle være støttelærer i 4.klasse...
På vej derfra blev jeg kaldt til jobsamtale på et vikariat jeg havde søgt, så jeg måtte starte tirsdag med at fortælle min kontaktperson, at jeg skulle gå tidligt, da jeg skulle til samtale... han blev ret oprørt og begyndte at snakke om mit linje fag i dansk som andetsprog og en mulig stilling. Men jeg tog afsted til jobsamtale - mulige stillinger er cirka lige så gode til at få en ud af ledighed som iværksætterkurser (og jeg joker helt vildt)

Nå, samtalen gik fint. Og en time efter havde jeg job. Jeg havde aftalt med min kontakt person på praktik stedet og skolen som ville give mig vikariatet at jeg skulle afslutte min praktik om onsdagen, hvis jeg fik jobbet.
Så onsdag morgen mødte jeg op på praktik stedet for at sige farvel og tak for tilliden. Min kontaktperson tog mig med på kontoret og tilbød mig så den her mulige stilling som en ret fast, men tidsbegrænset stilling - som ville blive fast under forudsætning af at de fik nogen der havde brug for dansk som andetsprog.... også næste år - 85% stilling, og lige det jeg gerne ville...

Så slog jeg til. Tættere på, mere fast og deltid. Ringe til vikariat og sige nej til alligevel og så lave skema, aftaler og så havde jeg job.
Jeg har netop afsluttet min første uge.
Og jeg er død træt!
Det mærkelige er at det er en anden træthed. Jeg når ganske enkelt mere når jeg skal på arbejde, fordi jeg er oppe i gear. De næsten to år jeg har tilbragt hjemme, har jeg kunnet udskyde, gøre en anden dag og så videre. Jeg har næsten ikke blogget...

Men jeg håber at tilbagevenden til normal, kan ændre på mange ting. Jeg glæder mig til en normalisering og fast rytme i min hverdag.

Og jeg er vild med at bruge mine kompetencer igen. Jeg underviser i dansk som andetsprog basis undervisning. Jeg har kun 3 elever, en rumænsk pige som har været her 8 måneder og to polske piger som lige er kommet og hverken kan dansk eller engelsk - ikke et ord. Spændende arbejde. Hvordan kommunikerer man uden sprog? Hvordan lærer man ord uden sprog?

Men jeg håber I skal høre mere til mig... Og jeg har syet en masse... mon ikke jeg kan få vist noget af det?

God weekend i blogland!
Solhilsner
Stine

Farvel Medicin, Detox og om at gøre noget andet!

For 12 dage siden tog jeg min sidste pille - min sidste lykke pille, eller den sidste anti-depressive medicin. Og nu detoxer jeg. Det tvinger mig lidt i knæ, for jeg reagerer meget stærkt. Jeg har frygtelig hovepine, kvalme, ondt i maven, hedeture og fryser. Ligner en kombination af tømmermænd og influenza, men uden feber.

Det er hårdt, men der er også noget fedt ved det! Der er noget fedt ved at være nået hertil. Når jeg tænker på hvor jeg var for 13 måneder siden, da jeg tog den 1. pille - så er jeg nået langt. Jeg har været på rejse ind i mig selv. Og at rejse er virkelig at leve. Rejsen er ikke slut endnu. Men jeg er godt på vej. Og jeg er glad for turen.
På vejen har jeg lært så uendelig meget om mig selv. Og jeg er blevet stærkere og modigere. Uden turen havde jeg aldrig turdet se på mig selv og lavet mit eget firma. Uden turen havde jeg ikke turdet se hvem jeg er i dag. Og der er mange ting, jeg tager op til revision: er det stadig mig, har det nogensinde været det - eller var det noget jeg troede man skulle mene? skal man være rebel? Skal man slås med uoverensstemmelser i sig selv? Hvornår må man egentlig blive voksen? Hvornår er det ok ikke at gide at være unge mere? Hvorfor skal man egentlig være tynd? Må man ikke blive ved med at elske lilla selv om man bliver 36? Og hvad er der egentlig galt med at være en hippie, der tror at krop og sjæl hænger sammen, at vi har levet før og at ingefær er godt for helbredet?
Jeg finder mig selv!
Og derfor er i dag også lidt en prøve. Min krop fortæller mig at den skilles fra noget - ja, jo faktisk fra en gift. Jeg har hele tiden været bevidst om giften, og også at jeg har haft brug for den for at nå hertil  og at jeg er klar til at slippe den. Men detox følelsen i dag minder mig om en ting: Hvis du gør som du plejer, får du det du plejer! Det er nu jeg skal holde fast i mig selv. Så efter at have spist skønne chokoladepandekager og set fjernsyn, vil jeg nu prøve noget andet. Jeg har altid været rigtig god til at putte i min comfort zone og finde undskyldninger for at krybe derind. Og det var også min første indskydelse i dag. Men comfort zonen er netop det - herfra kommer intet nyt. Herfra gror intet.
Og det er lige præcis hvad jeg vil fra NU AF. Jeg vil gro. Og prøve nyt. Jeg vil ikke fortsætte med ting som ikke passer mig. Jeg vil finde en måde at leve mit liv, så jeg ikke skal blive syg igen, så jeg ikke behøver at råbe af børnene og falde om på sofaen hver aften. Jeg vil ikke spilde mere tid!
Og jeg vil fortsætte med at rejse.
Så nu: Ud i livet!
Solhilsner
Stine

Sygdom men højt humør!! Og det hemmelige projekt!

Så nåede sygdommen til os. I dag ligger 3 ud af 5 børn. Alle drengene (og jeg griner lidt i skægget fordi alle piger er afsted)

Det er egentlig meget hyggeligt... Karl tuller under dynen. han er tilpas syg til ikke at snakke og han sidder bare og tuller til ramasjang - som jeg er meget taknemmelig for idag.

Men jeg arbejder stadig på den hemmelige projekt. Skulle egentlig have været nede ved Karin og arbejde på det, men ikke med syge børn, så jeg roder med det her... det jeg kan. Og er i telefonisk kontakt med min partner in crime... Det er stort for os begge to og det bliver altså sjovt!!

Men ellers skal jeg vist have strikketøjet frem - altså når jeg har lavet en god kop the... og det fantastiske er at jeg klarer den uden snack - takket være denne morgenmad:

LCHF'en er atter ved at være på plads - og jeg kan slippe oppustet mave og evig sult. nu er jeg mæt og tilfreds. Kan også kende de vante syntomer; jeg bliver atter tørstig - normalt bliver jeg aldrig tørstig... men når jeg spiser efter LCHF og nærmer mig ketose, så bliver jeg sindsygt tørstig. Godt tegn for mig!! Nu ryger de kilo der snart!
I morgen er der opdatering på vægt og mål....

Nå, I får også lige lidt billedspam af feber-drengen, de er lidt søde når de er rolige...:-)

Håber I er raske?? God dag til jer alle!
Solhilsner
Stine

Hvordan det gik med frygten!

Tak for de søde og opmuntrende kommentarer på mit sidste indlæg.
Hvor er jeg glad for jeg skrev det. Både fordi jeres søde ord gav mig mod og trøst, men også fordi jeg fik klaret hovedet.
Når man har været syg, som mig... så kan det være vanskeligt at skelne: Hvad er depressionen og stressen - og hvad er almindelig ked-af-det-hed og nervøsitet - som alle kan have og som nok er meget godt.
Min første dag gik helt udramatisk! Jeg var bare med, og det var dejligt. Bare at være afsted.
Og jeg er rigtig glad for det sted jeg er kommet hen... og som nok får sit ganske eget blogindlæg ganske snart.
Når jeg kommer hjem er jeg DØD træt. Så jeg næsten ikke kan stå på benene. Jeg kryber sammen i sofaen foran ovnen og putter. Men mon ikke det er meget naturligt? Det er jo en stor omvæltning... Efter 48 uger i sofaen... og så lige pludselig at skulle af sted og forholde sig til alt muligt. Men jeg er afsted...
 ja ikke de sidste par dage hvor ryggen har drillet. Faktisk ved blog-land slet ikke at jeg det meste af mit liv har været ugentlig eller månedligt gæst hos kiropraktorer. For de sidste 5 år, har jeg faktisk haft ret godt styr på ryggen. Yoga og træning og sunde vaner har hjulpet mig... Men nu - med stress, spænding og nervøsitet og en træthed, der ikke har gjort træning mulig er ryggen røget sig en tur. Så igår var jeg til massør og akupunktør og idag værker kroppen. Jeg har kvalme og er svimmel og glad for at jeg er blevet hjemme. Vidste jo godt at kroppen kræver lidt tid til at komme sig... og arbejde sig hen mod noget bedre... Så idag er stille dag...
Og det er nu fint nok...
Men tak! Fordi blogland altid støtter op om mig, når jeg rækker hånden ud. Og lad dette være en opfordring til ikke at isolerer sig ovre på Instagram - hvor jeg ikke husere - bliv på bloggene lidt endnu! Jeg har brug for jer!
Solhilsner
Stine

Noget om praktik... og lidt om frygt....

Som jeg skrev i dette indlæg har jeg i et par uger søgt efter en praktik plads. En job træning for at komme tilbage til arbejdsmarkedet. Det er næsten et år siden jeg har været der sidst....
Og i sidste uge lykkedes det. En gammel bekendt fra Teologistudiet, som jeg egentlig ikke har snakket med længe, sendte mig et link på Facebook, hvor jeg også havde spurgt om hjælp til at finde praktik... Og henviste mig til en kvinde, som jeg ikke er i tvivl om kommer til at påvirke mit liv afgørende i de næste uger.
I sidste uge var jeg til samtale om onsdagen, og imorgen skal jeg starte i praktik.
Jeg skal arbejde med unge mennesker med forskellige udfordringer, på en helt anden måde end jeg er vant til. Ved hjælp af miljø-terapi og et ganske andet menneskesyn skal jeg forsøge at hjælpe skæve eksistenser til at blive hele mennesker. Jeg skal være i firmate Live Vision og arbejde i den fede Vintage butik Soul Shine midt i Århus. Gennem arbejdet med de æstetiske kjoler og stoffer skal jeg etablerer en tillidsfuld kontakt til de unge, og gennem samtale hjælpe dem til et bedre liv, forhåbentligt. Kate, som er leder af projektet, er en skøn kvinde. Jeg mærkede straks en dejlig energi, da vi snakkede - god kemi, og en yderst medmenneskelig indstilling til livet. Som jeg glæder mig til at lærer mere af. Siden i onsdags har jeg haft fornemmelsen af mening. At jeg blev nødt til at blive syg, for at komme videre - at jeg skulle møde Kate, og lære af hende. Og det glæder jeg mig til!
Og så... Frygten.
Siden i onsdags har glæden og forventningen været blandet med frygt. Frygt for det jeg ikke kender, for at skulle præsenteres for nye mennesker, for at de skal synes jeg er irriterende. Frygt for at snakke for meget, ikke gøre det godt nok, eller ikke at passe ind. Frygt for at skulle komme hjemmefra, for at få et liv til at køre hvor jeg ikke er her hele tiden. Frygt for ikke at kunne gøre det der forventes af mig - herhjemme og på jobbet. Men mest af alt: Frygt for atter at blive syg og miste min handlekraft og livsmod.
Denne frygt overskygger i dag forventningen og spændingen ved at skulle starte. Helt basale ting som: Hvad skal jeg have på, kan man have sit strikketøj med, og hvad skal jeg have i madpakken fylder næsten alt.

Heldigvis har jeg gennem hele mit sygdoms forløb været rystende ærlig. Når folk har spurgt mig hvordan jeg havde det, eller hvordan det gik, så har jeg sagt det. Nogen gange gik det fint, andre gange fortalte jeg om ensomme dage på sofaen fyldt med angst.
Og jeg har fortalt. Hver chance jeg fik, har jeg fortalt om min sygdom. Hvordan jeg nåede til ikke at kunne kende mig selv, og hvordan jeg fandt kræfter til at bestemme mig for at gøre alt hvad jeg kunne for at blive rask. Og hvordan jeg har gjort så mange ting ved mit tankesæt og livstil, for at finde et liv, hvor jeg kunne være mig. Praktikken er en del af vejen. Og jeg tror det er et godt skridt. I hvert fald et som jeg bliver nødt til at prøve at tage for at se om det holder... Og naturligvis er det en del af frygten: Tænk hvis isen ikke bærer....

Men denne åbenhed og ærlighed har også bevirket at jeg i fredags skrev til Kate og fortalte hende om frygten. Så hun havde bare en lille mulighed for at møde mig og rumme mig, hvis jeg nu ligner et rystende espeløv når jeg mødte i morgen.... Og hun har skrevet den sødeste mail. Og jeg har læst den så mange gange... Jeg prøver at blive klar. Jeg prøver at holde op med at være bange...
Og jeg beder jer: kryds fingre for mig i morgen. Jeg håber at jeg kommer hjem træt og glad... Frygter dog at jeg kommer hjem træt og ked...

Så jeg ønsker jeg god søndag fra et lille sted i dag. Og gemmer mig for regnen med min bamsebjørn.

Praktik fra Blogland???

Forleden så jeg en anden blogger prøve det her. Det synes jeg var en knald god ide! Man skal bruge alle de netværk man har, siger de kloge... og så må de kloge jo gøre det...

Jeg er, som I ved, sygemeldt - men i bedring. Derfor søger jeg nu en praktikplads, for at få mig helt til bage på jobmarkedet på en god måde.
Jeg er uddannet teolog og skolelærer. Jeg ønsker mig en praktikplads beliggende i området Silkeborg-Viborg-Randers. Helst en praktikplads inden for noget med vejledning, rådgivning, HR o.l. Jeg har 7 års erfaring med vanskelige unge især unge med ADHD, spiseforstyrrelser, anden etnisk baggrund end dansk og vanskelige sociale forhold. Det må gerne være inden for dette område at praktikken er. Jeg vil meget gerne hen et sted hvor de også fremadrettet vil kunne se muligheder for mig - altså på sigt en fast stilling.
Praktikken er gratis for det sted, som tager mig ind, da jeg stadig er på sygedagpenge.
Jeg kan starte straks og regner med at kunne arbejde ca. 20 timer om ugen til at begynde med og så inden for en kortere periode at kunne arbejde mig op til fuld tid.
Jeg håber, der er nogen i bloglad, der kender nogen, der kender nogen??? Jeg vil være så taknemmelig for at komme igang med noget.
Mange Solhilsner
Stine

Sagen er... Eller det der depression, ik?

Som jeg skrev sidst, så er jeg stadig syg. De sidste 14 dage har været de værste siden februar. Jeg er ganske enkelt gået i stå.
Og det er virkelig en væmmelig følelse. I dag er jeg friskere. Jeg skal til læge om lidt og jeg håber han vil regulerer min medicin, så jeg forhåbentlig kan få flere gode dage... som i dag...
Sagen med depression er nemlig, at jeg ikke kan få ladet batterierne ordentlig op. Jeg har nede-dage, og så får jeg lidt energi på kontoen, som jeg øjeblikkelig bruger hver en stump af. Ganske enkelt fordi jeg er så led og ked af at være helt drænet for energi. Mit hoved er fyld med ideer, som jeg glæder mig til at gøre. Både have, mad, børn og krea... ja og indretning. Så når dagen med energi dukker frem, så kører jeg med 180 i timen... og det er min lektie i dette år... at kører lidt længere, men langsommere. For neder-dagene er så hårde. For mig og mine omgivelser. Jeg kan ikke tage mig sammen til noget. Jeg er ked af det og den mindste forhindring i hverdagen får mig til at bryde ud i gråd. Jeg klynker ikke... er vel egentlig godt selv klar over at jeg bærer en del af ansvaret for den manglende energi... Men det er så hårdt.
Jeg glæder mig til at lave masser af blog indlæg om mit liv i alle dets facetter. Jeg glæder mig til at indrette, plante, sy, strikke og bage.
Og idag har jeg troen på at jeg kan komme til alt det igen - og det ikke behøver at være sådan her altid.... og så er det jo med at dokumenterer troen...både for jer og for mig selv...
Tak for de venlige kommentarer på mit sidste indlæg...
Idag smiler jeg til jer gennem skærmen...
Solhilsner
Stine