Viser opslag med etiketten DIY. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten DIY. Vis alle opslag

fredag den 28. august 2015

Vævehæklet gulvløber - med vejledning

Jeg nåede lige at hækle en gulvløber til pigens værelse, inden hun besluttede sig for at komme ud til os. Garnet har jeg haft liggende længe, men tiden har ikke været til at hækle gulvtæpper. Når man hækler med Zpagetti er det imidlertid et hurtigt projekt, når man først kommer i gang.


Jeg har brugt den teknik, der hedder vævehækling for at få en lidt anderledes struktur end hvis jeg "bare" havde lavet fastmasker.


Hvis du også vil lave en vævehæklet gulvløber er det ret nemt. Her er et par løse tip til, hvordan du gør:

Til et tæppe af ca. samme størrelse som dette (75 x 120 cm) skal der bruges ca. 4 hele ruller Zpagetti. Jeg har haft lidt flere nøgler i sving for at få flere farveskift, men det bestemmer man jo selv. Jeg har hæklet mit tæppe med en nål nr. 12. Prøv dig lidt frem. Måske synes du, det fungerer bedre med en nr. 10.

Slå et ULIGE antal masker op til en passende bredde. Hækl en række med fastmasker tilbage, og begynd herefter strukturen således:
Vend med 1 lm.
1. rk: 1 fm i første fm, *1 lm, spring 1 fm over, 1 fm i næste fm* gentag til der er en 1 fm tilbage og lav 1 fm i denne.
Vend med 1 lm.
2. rk: 1 fm i første fm, 1 fm om lm fra sidste rk, *1 lm, spring fm over, 1 fm om lm fra sidste rk* gentag til der mangler 1 fm og lav en fm i denne.
Vend med 1 lm.
3. rk: 1 fm i første fm, *1 lm, 1 fm om lm fra sidste rk* gentag til der er 1 fm tilbage og lav 1 fm i denne.

Gentag 2. og 3. række, til du synes, løberen er langt nok. Vær opmærksom på, at der kan være stor forskel i tykkelsen på Zpagetti. Når du vælger farver, kan det betale sig at vælge nogen, der er nogenlunde ens i tykkelse. Men også små forskelle i tykkelse kan have indflydelse på løberens bredde. Dette kan du rette op på ved at tage ind og ud i maskeantal, når du skifter farve/garntykkelse. Hvis du skifter til en tykkere kvalitet, skal du tage nogle masker ind. Hvis du skifter til en tyndere kvalitet, skal du tage nogle masker ud. Læg tæppet ned på gulvet flere gange undervejs for at holde øje med, om bredden skal reguleres.

Indtagning: Der kan tages ind i siderne på løberen på de rækker, der hækles ligesom 3. rk. Her laves så en almindelig fm-indtagning.

Udtagning: Der kan tages ud i siderne på løberen ved at lave en ekstra lm og fm i den samme fm. Dette gøres også pænest på de rækker, der hækles ligesom 3. rk.

søndag den 26. maj 2013

Ombygning af soveværelse - en slags DIY

Mængden af kommentarer til mit nye soveværelse er jo helt overvældende - hvor er det dejligt at kunne dele sin begejstring! Karina skrev mig en mail kort efter, jeg havde postet indlægget, hvor hun efterlyste lidt billeder fra processen, fordi hun selv overvejer en lignende løsning til sit hjem. De kommer her som en slags forsimplet DIY:

Først tog vi loftssengen ned og tømte rummet. Her kan man måske få en ide om, hvor lille mit soveværelse egentlig er.

Det resulterede i, at min stue (som altså heller ikke er særlig stor) så sådan her ud.... Og ja, vi boede altså tre mand i lejligheden, mens det her stod på. So much for poleret virkelighed på bloggen, ikk?

Inde i soveværelset byggede vi (når jeg skriver "vi" så læs: primært min far) rammen til sengen først. Nede i den blev der skruet tre bræt med tre hjul i hver - altså 9 hjul under bunden. Min far har lavet en specialløsning med hjulene, for at undgå at reposen blev for høj.

Så gik vi i gang med skelettet til reposen. Bemærk at stolperne har fået lavet hak, så de kunne komme helt ind til væggen, uden at vi skulle fjerne gulvpanelet.

Mere skelet blev bygget. Fem tværgående planker, som sidder i et beslag i hver side.

Fyraftensbajere...

Så blev der lagt gulvbrædder ovenpå skelettet.

 Og ovenpå gulvbrædderne: linoleum.

 En slags kreativt kaos...

Her er det sidste procesbillede. Linoleumsgulvet er lagt. Herefter blev der skruet sat en front på, som skjuler beslagene på den forreste planke. Der blev malet og endelig skruet en alu-liste på kanten som afslutning. Og derefter blev der selvfølgelig sat møbler på osv.

Det ville selvfølgelig være nemmere at bygge reposen i et rum, hvor det hele ikke behøvede at være så tetris-agtigt undervejs, men det meste kan jo lade sig gøre, hvis man virkelig vil - eller hvis man er min far (selvom det indimellem vist giver lidt flere grå hår).

torsdag den 12. januar 2012

Hæklet butterfly til børn - med opskrift

Der har været så god respons på min opskrift på den hæklede butterfly, at jeg har besluttet at lave en opskrift på en butterfly i børnestørrelse.

Selve butterflyen er naturligvis mindre end den til voksne, men derudover er remmen også lukket med velcro i stedet for hægter.

Her kan du se, hvordan du laver din egen:

Du skal bruge:
Tyndt merceriseret bomuld i de farver, du ønsker. Det må max. være til pind 2 i tykkelsen.
Et stykke velcrobånd ca. 3 cm langt.
Et stykke stof til remmen i en passende farve. 40 x 5 cm.
En hæklenål - naturligvis.

Fremgangsmåde:
Først hækler man to firkantede stykker:
Til selve butterflyen slås 18 lm op og så hækles der 72 rækker. Hvis man vil have en stribet butterfly som denne her, skal striberne fordeles som herover. Der er fire rækker i hver af de smalle striber og otte i de brede. Hvis man ikke laver de to brede striber, bliver butterflyen ikke ens på for- og bagside.

Til båndet rundt om butterflyen slås 6 lm op og der laves 20 rækker - eller 5 striber (her kommer der til at være to ensfarvede striber ved siden af hinanden på bagsiden).

Jeg vil anbefale, at man bryder garnet efter hver stribe og hæfter enderne efterfølgende. Det bliver ikke pænt, hvis man lader garnet følge med på siden af butterflyen og jeg synes heller ikke, det giver et optimalt resultat at hækle enderne med ind.

Butterflyen syes sammen midtbag med kastesting og rynkes sammen midtpå. Sy et par sting igennem for at holde den sammen:

Så skal halsremmen syes:

Sy båndet sammen ret mod ret og vend det om. Pres det så syningen kommer til at ligge midt bagpå. Fold herefter enderne ind og lav en stikning:




Så skal der syes velcrobånd på. Men først skal velcroen lige klippes til, så den passer i bredden:




Velcrobåndets to dele skal syes på hver sin side af båndet:


"Griberdelen" skal syes på vrangsiden.

"Den lodne del" skal syes på forsiden.


Så er remmen færdig. Den kan nu reguleres i længden vha. velcroen.

Sy det hæklede bånd rundt om både butterfly og halsbånd. Herefter kan man med fordel lige fiksere det lille bånd på halsbåndet med et par sting med sytråd, så butterflyen ikke drejer rundt om halsbåndet.


Og vupti, så har du lavet en butterfly til familiens yngste hipster. God fornøjelse med det.

----------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Det med småt: Denne opskrift er kun til privat brug og må ikke benyttes med henblik på videresalg. Opskriften må ikke gengives uden min tilladelse.

søndag den 8. januar 2012

Hæklet garder-rangle - med opskrift

Søndagen er bl.a. gået med at lave denne lille rangle:

Det er overhovedet ikke min ide - jeg har set dem flere steder. Men jeg måtte lige forsøge mig, for de er da supersøde. Det er supersimpelt og ideen kan i princippet varieres i det uendelige med forskellige figurer. Jeg skrev opskriften på garderen ned undervejs og den kommer herunder.

Du skal bruge:
Sort, beige, rødt og blåt garn. Jeg har brugt tyndt merceriseret bomuld.
Fiberfyld.
To bjælder.
Gult og hvidt broderigarn.

Begynd med sort garn.
Rk. 1: Lav 6 fm i en magic ring (6)
Rk. 2: Lav 2 fm i hver fm hele vejen rundt (12)
Rk. 3: *1 fm, 2 fm i næste fm* x 6 (18)
Rk. 4: *2 fm, 2 fm i næste fm* x 6 (24)
Rk. 5: *3 fm, 2 fm i næste fm* x 6 (30)
Rk. 6-18 (13 rk): 30 fm (30)

Skift til beige garn
Rk. 19-24 (6 rk): 30 fm (30)

Skift til rødt garn
Rk. 25-34 (10 rk): 30 fm (30)

Skift til sort garn
Rk. 35: 30 fm (30)

Skift til rødt garn
Rk. 36-38 (3 rk): 30 fm (30)

Skift til blåt garn
Rk 39-52 (14 rk): 30 fm (30)

Stop ud med fiberfyld og de to bjælder. Sørg for at bjælderne ligger midt i fiberfyldet og ikke direkte ud til den hæklede yderside. Sørg for at den er rigtig godt stoppet ud eller slasker den, når man rasler med den.

Rk. 53 hækles kun i de bagerste maskeled: *3 fm, 2 fm sammen (indtagning)* x 6 (24)
Rk. 54: *2 fm, 2 fm sammen (indtagning)* x 6 (18)
Rk. 55: *1 fm, 2 fm sammen (indtagning)* x 6 (12)
Rk. 56: Tag ind til hullet er lukket.

Så skulle arbejdet gerne se sådan her ud:

Så skal detaljerne broderes på:
Med gult: Et enkelt korssting på bjørneskindshuen og nogle sting henover bæltet.
Med hvidt: Kædesting i et kryds på jakken.
Med sort: Ansigt og kædesting som hagerem.

Ranglens færdige mål er 14 cm. i højden og 3,5 cm i diameter.

Finito bambino. God fornøjelse med det.

------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Det med småt: Denne opskrift er kun til privat brug og må ikke benyttes med henblik på videresalg. Opskriften må ikke gengives uden min tilladelse.

søndag den 18. december 2011

"Gratis" julekort

Julekort kan laves af de materialer, man lige har ved hånden. I år har jeg lavet mine af udklip fra Feminas julemagasin og hvad jeg ellers lige havde af papir.

Sådan her ser de ud:


De er stærkt inspireret af Ninnas julepynt fra forleden og så har jeg sat nogle fine ophæng fra Royal Christmas på, som jeg var så heldig at vinde inde hos Frk. Smed.

Så på en måde er det selvfølgelig en tilsnigelse, at det er helt gratis, for jeg har jo købt nogle af materialerne på et tidspunkt og ornamenterne ville man jo også skulle købe, hvis man ville lave nogen helt magen til. Men de fleste har nok noget karton, nogle gamle magasiner og en limstift liggende, og derudaf kan man sagtens lave fine julekort.

Så mangler jeg bare at få skrevet på dem, hvilket er et projekt i sig selv.

mandag den 29. august 2011

Re: Ikea #2 (med DIY)

Med hjælp fra mine forældre, er jeg i gang med at lave nogle ændringer i indretningen af min stue (I får mere at se, når det er færdigt). Et af de nye møbler er en Ikea-skammel, som jeg har lavet lidt ændringer på.


Det er en Mammut-skammel til 39 kr. fra Ikeas børnemøbelsortiment. Jeg synes, de er helt vildt søde, men for at gøre den lidt mere voksen har jeg forsøgt at lege lidt med overfladen ved at give den et hæklet betræk. Jeg har hæklet det med Zpaghetti fra Tante Grøn i Odense. Det er nemt. Man gør sådan her:

Du skal bruge:
Mammut-skammel fra Ikea.
Zpaghetti-garn (ca. ½ rulle).
Hæklenål i passende størrelse - i dette tilfælde en 10'er.
Pladevat.

Betrækket hækles sådan her:


1. 6 fm i en magisk ring (6).
2. 2 fm i hver fm hele vejen rundt (12).
3. *1 fm, 2fm i næste fm* x 6 (18).
4. *2 fm, 2fm i næste fm* x 6 (24).
5. *3 fm, 2fm i næste fm* x 6 (30).
6. *4 fm, 2fm i næste fm* x 6 (36).
7. *5 fm, 2fm i næste fm* x 6 (42).
8. *6 fm, 2fm i næste fm* x 6 (48).
9. *7 fm, 2fm i næste fm* x 6 (54). Herefter skulle det gerne se sådan her ud:


Så fortsætter man sådan her:
10+11. 54 fm (54).
12. *7 fm, hækl 2 fm sammen (tag ind)* x 6 (48).
13. *6 fm, hækl 2 fm sammen (tag ind)* x 6 (42).

Så er du færdig med hækledelen. Bryd garnet - husk at efterlade en lang ende til syning (ca. 1½ m). Hæft den ende, der er i midten af arbejdet.


Klip tre cirkler i pladevat med 30 cm i diameter.


De skal neden under det hæklede betræk.


Så syer man betrækket sammen på bagsiden af skamlen. Stram godt til og sørg for at betrækket slutter tæt ind til benene.


Sådan her ser det ud bagpå, når man er færdig.


Et voila. Klar til at smække stængerne op eller klaske bagdelen i sædet.

God fornøjelse.

tirsdag den 16. august 2011

Hæklet butterfly D.I.Y.

Jeg har hæklet en butterfly til en ven, der skal giftes på lørdag. Han har selv bestilt den og valgt farverne og bestemt, at den skulle være stribet. Jeg er totalt vild med ideen og synes, det er topsejt - og meget vovet. Det færdige resultat ser sådan her ud:


Du kan også lave en butterfly - det er ikke så svært. Her er en DIY:

Du skal bruge:
Garn. Jeg har brugt tyndt merciceret bomuld.
En hæklenål i passende størrelse.
Hægter til butterfly. Jeg har købt en gammel butterfly i en genbrugsforretning og brugt hægterne fra den.
Elastik. 1 cm bred. 15-16 cm.
Et stykke stof i en passende farve. 5 x 32 cm.

Fremgangsmåde:

Først hækler man et firkantet stykke, som skal udgøre selve butterflyen.
Slå 22 luftmasker op og hækl derefter 88 rækker med fastmasker eller til stykket måler ca. 23,5 cm.
Striberne her er lavet med 4 rækker i hver, pånær de to af striberne, som er lavet med 8 rækker. De brede striber er der, hvor butterflyen skal foldes - hvis man ikke laver de striber bredere, bliver den ikke ens på for- og bagside.

Herefter skal alle enderne hæftes.


Hækl båndet, der skal rundt om butterflyen.
Slå 8 luftmasker op og hækl herefter 24 rækker med fastmasker - eller til båndet måler ca. 6,5 cm.

Butterflyen foldes midt i de brede striber og syes sammen midtbag med kastesting. Rynk den sammen midtpå og sy et par sting for at holde den sammen.

Så gælder det halsbåndet:

Sy båndet sammen ret mod ret og vend det om. Pres det så syningen kommer til at ligge midt bagpå.

I den ene ende af halsbåndet, skal der sidde en elastik.
Start med at trække elastikken igennem 'stropregulatoren' og sy den sammen, som du kan se ovenfor.


Herefter trækker man ringen på fra den anden ende og elastikken skal gennem 'stropregulatoren' fra den modsatte side. Syningen skal vende ind mod elastikken, som man kan se herover.

Så skal elastik og halsbånd syes sammen. Man skal lige bukke enden på halsbåndet lidt ned. Så putter man elastikken ned i og syer et par gange frem og tilbage.

I halsbåndets anden ende, skal hægten ind. Man skal også bukke enden lidt ind og derefter syer man hægten på med fingrene.

Sådan ser den færdige lukkemekanisme ud fra bagsiden.

Sy halsbåndet fast til selve butterflyen.

Sy det hæklede bånd rundt om både butterfly og halsbånd. Herefter kan man med fordel lige fiksere det lille bånd på halsbåndet med et par sting med sytråd, så butterflyen ikke drejer rundt om halsbåndet.

Et voila! Klar til fest og ballade. Det færdige mål på selve butterflyen er 7 cm i højden og 11,5 cm i bredden.

God fornøjelse!

P.s. For ideer til andre farvesammensætninger, så se her.

------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Det med småt: Denne opskrift er kun til privat brug og må ikke benyttes med henblik på videresalg. Opskriften må ikke gengives uden min tilladelse.

Topscorere den seneste uge