Viser opslag med etiketten jul. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten jul. Vis alle opslag

torsdag den 17. december 2015

Julestemning.


Der er så småt ved at være julestemning hjemme hos os.

Jeg synes dog tiden går alt for hurtigt, og der er mange ting, som jeg gerne ville have nået, men som måske nok først nåes til næste års jul... Jeg havde fx en ambition om at bage forskellige julesmåkager, og lave konfekt, men jeg er bare ikke nået så langt. Til gengæld har min bedstemor bagt så rigeligt med pebernødder, vaniliekranse, falske makroner og jødekager, så der er nok til, at hele familien kan få fyldte kagedåser. Det sætter jeg virkeligt pris på...

Mit helt store hit i år har været at arbejde med crepepapir. Jeg har lavet de sjove langtidsholdbare misteltene, og især den mindste er vild med, at den nu hænger i stuen. Han elsker at stille sig hen under misteltenen, mens han med et fornøjet smil venter på, hvem der mon bider på og kommer med et lille julekys ( eller allerbedst mange kys..) ... Den store derimod gør alt hvad hun kan for at komme udenom... Hun fylder 10 år i foråret og har alderen, hvor kys ikke er i specielt høj kurs...

Alle julegaverne er købt for længst, og på søndag henter vi årets juletræ sammen med mine forældre og min søster. Jeg glæder mig virkeligt meget til at få træet ind i stuen med pynt og lys. Vi får altid træet ind et par dage før juleaften. Jeg kan godt lide symbolikken i, at man ved at når først træet lukkes ind, så er den store aften, JULEAFTEN, lige om hjørnet... Det er helt særligt...

I år har vi valgt, at vi, ligesom sidste år, holder jul herhjemme bare os fire. Vi nyder roen, og at vi bare kan tage det hele i vores eget tempo... Min mand er fantastisk i et køkken, og jeg regner egentligt ikke med, at jeg skal lave noget særligt på den front juleaften. Han nyder at stå i køkkenet hele dagen, mens maden simrer og bliver kræset lidt ekstra om i dagens anledning...

Nu da vi holder juleaften hjemme er alle juledagene både før og efter den store aften fyldt med dejlige aftaler om sammenkomster med familie og venner. Der bliver helt sikkert et overload af julehygge og dejlig mad...

Til alt det mangler jeg bare lidt sne, frost og sol. Det ville virkeligt bringe den sidste julestemning frem, og jeg krydser fingre for, at vintervejret ankommer i juledagene, selvom chancerne nok desværre er minimale...

fredag den 9. januar 2015

Julestatus og et nyt år....


Julen var super super hyggelig. Det føles allerede som længe siden, at der var pynt, julemad og hyggestemning overalt. Jeg har slet ikke fået lagt billeder på bloggen fra dagene.

Juleaften fejrede vi bare os fire hjemme. En af de allerbedste juleaftener jeg har været med til. Alt foregik i vores og ungernes tempo. De var virkeligt tålmodige og søde, og gaveræset begyndte vi først på klokken halv ni. Indtil da hyggede vi med maden og mandeljagten, som Carl Emil så stolt, og helt uden snyd, vandt.

Det allerbedste var at se, at det vigtigste for børnene var at give de fine pakker, som de selv havde lavet. Da først vi havde danset og sunget om juletræet, og det var tid til gaver, insisterede de begge på først at give deres væk. Det synes jeg var så fint. Carl Emil havde bla. lavet en fin trælastbil til sin far i børnehaven, og Frederikke havde selv lavet den fineste frugtpose til Carl Emil i SFOén, fordi hun havde overhørt, at han efter nytår selv skulle til at have frugt med i børnehaven.
Det gjorde mig både stolt og glad at holde jul sammen med min lille familie.

Dagen efter var sneen faldet i et tykt lag. Det var nærmest som den scene i Bulderby, hvor alle ungerne springer til vinduet og råber "...det sneeer...!" Og kort efter var alle mand ude og lege i det hvide lag, der fuldendte julestemningen til perfektion.
Sneglæden var dog kort og holdt kun et par dage, men vi nød den så længe det stod på!

Nu har vi taget hul på et nyt år. Sneen er afløst af "Dagmar", som skulle ankomme fredag. Herhjemme er vi måske lidt mere spændte på hvor stærk stormen bliver, end gennemsnittet. Vi er nemlig ved at få lagt nyt tag, og huset er pakket ind i stillads hele vejen rundt.

Vi holder en stormfest, hvis det bliver helt slemt og krydser fingre for at både stillads og "tag" bliver hvor det skal...!

tirsdag den 23. december 2014

Glædelig jul....



Vi er så småt ved at være klar til julen, og vi glæder os. For første gang nogensinde skal vi, selvvalgt, prøve at holde julen hjemme kun os fire. Jeg er sikker på, at det bliver super hyggeligt. Min mand glæder sig til at stå i køkkenet hele dagen, og ungerne de glæder sig bare til det hele.

Jeg glæder mig til at nyde min familie, dejlig mad, og at give gaver til dem jeg holder af.

Jeg ønsker jer allesammen en rigtigt glædelig jul....

søndag den 9. november 2014

W E E K E N D


Weekenden har været absolut skøn!

Den største startede ud med en overnatning sammen med en veninde, og de hyggede sig med nattøj, dyner, snolder og pigefjant. De nød det virkeligt, og det gjorde jeg faktisk også!

Lørdag var vi i skoven for at hente juletræer og grønt til den udendørs oppyntning. Min mand har tidligere arbejdet i skoven, og han har et stykke, hvor vi gerne må skove. Der imellem birk, store graner og andet løvtræ, står altså også ret fine rødgraner. Jeg nød virkeligt turen i skoven med ungerne. Solen skinnede, og der duftede skønt af fugtig efterårsskov, og jeg fik for første gang luftet mine nye vinterstøvler fra Rugged Gear. Jeg kan allerede mærke, at jeg bliver rigtigt glad for dem, de er sindsygt komfortable at have på, og sålen og affjedringen er virkeligt god, i forhold til de vinterstøvler jeg tidligere har haft. Jeg håber på sne og kulde, så de kan komme til anvendelse.

Nu er der lys ude foran. Nogle vil måske mene, at det er lige tidligt nok, men her i huset elsker vi lys og hygge, og vi vælger at kalde det "vinterlys" indtil december ankommer!
Lørdag spiste vi også en lidt for tidligt mortensand med alt der hører til, og sluttede selvfølgeligt af med ris a la mande. Mine forældre var til spisning, det var så hyggeligt!

I formiddags havde jeg besøg af min folkeskoleveninde fra Kbh. og hendes sødeste lille Esther. Jeg nyder sådan når vi ses, selvom det ikke er så tit. Så skal verdens situationen lige vendes og gamle dage genopfriskes. Hun kender mig så godt, og jeg hende, og det er så rart, at vi altid bare genoptager, hvor vi kom til, Hendes lille Esther og min lidt større Carl Emil har endda samme fødselsdag! Der er bare noget der varer ved...
Jeg fik den fineste vase af min veninde. Vasen er fra WAUW design ,og har den smukkeste lækre glasur. Man skulle næsten tro, hun havde læst min ønskeseddel fra sidste år, der havde jeg nemlig skrevet den på, men fik den desværre ikke. Nu er jeg virkeligt glad for denne her!

Weekenden blev sluttet af på allerbedste vis med eftermiddagskaffe i byen hos et hold gode venner. Tre familier og en masse søde børn var vi samlet. Ida er altid eminent i køkkenet, og idag stod den på hjemmebagte gulerodsboller, gammeldags kringle med lækker remonce og chokolade og en virkeligt lækker og spændende smags oplevelse af en lagkage, hvor bundende var bagt med en smule lakrids, og de to midterlag var citronfromage. Sjældent har jeg fået så lækker en lagkage!

Nu er jeg træt og så dejligt mæt på den gode måde...!
Den slags weekender vil jeg have mange flere af!

fredag den 20. december 2013

Julestemning.


Julestemning i stuerne. Næsten alle har ferie, dog skal jeg arbejde d. 23 inden jeg endeligt har juleferie. Jeg glæder mig efterhånden rigtigt meget til at hente juletræet hjem i weekenden. At nyde dets lys i aftenmørket og stå op til det om morgenen. Nu mangler vi bare lidt sne... Bare en lille bitte smule....

mandag den 16. december 2013

Julestemning i stuerne.


Lidt julestemning i stuerne.
Vi har bagt det fineste peberkagehus med vores gode venner. Frederikke fik lov at pynte huset. Det er farverigt, og glasuren er heldigvis så hård, at ingen kan pille slikket af huset.
Jeg har også fået den fineste kogle med posten fra Anne. En isbjørnejulekogle. Ægte finurlig og hjemmelavet pynt.

Juletræet venter vi med til weekenden. Det er for tidligt for os endnu. For mig hører det de sidste juledage til. Der hvor det begynder at være alvor, og juleaften er nær.
Men jeg glæder mig virkeligt til at få det ind i stuen, få det pyntet, og at kunne nyde det i juledagene.

Det er lige om lidt....

søndag den 8. december 2013

2. søndag i advent.

 
Glædelig 2. søndag i advent.
Vi har bagt marcipansmåkager i weekenden. De var gode!