Hmm

De sidste uger er forløbet med lidt blande følelser. På den negative side tynger det, at jeg er blevet opsagt . Det sætter en del tanker i gang, og nogle dage tænker jeg nærmest ikke på andet. Heldigvis har jeg en lang opsigelse, men vil alligevel hellere end gerne skifte det gamle job ud med et nyt og spændende job med det samme, i stedet for at vente til næste år... Helt ærligt, så kan min arbejdslyst ligge på en teske som det er nu... En følelse jeg aldrig før har haft, uanset hvilket job jeg ser tilbage på (ikke engang avisruten, som jeg hadede i regnvejr)

På den boblende glade side har vi fejret vores store pige, hele 4 år. Fantastiske, dejlige, kreative, temperamentsfulde pige! 
Mit hjerte bobler over af kærlighed til vores dejlige børn, det er med garanti det mest fantastiske og livsbekræftende der er sket i mit liv. Jeg eeelsker, at se dem lege sammen, tumle rundt på gulvet, lave huler, race om kamp med dukkevognene og ikke mindst når de giver hinanden et stort knus.

Øv oplevelse

Sidste fredag havde jeg en rigtig øv oplevelse. Ida fik feberkramper, blev blå over hele kroppen og trak ikke vejret.

Jeg er alene hjemme, bare Ida og mig. Hun kramper, hendes læber bliver hurtigt blå (faktisk helt violette), kroppen grå og blålig, øjnene er rullet bagom  - lige dér er jeg faktisk sikker på at jeg mister hende! Jeg tror ikke at hun ænser, at jeg forgæves mere og mere intenst kalder Ida, Ida, Ida. Imens kigger jeg febrilsk efter den s... telefon, hvorfor f... ligger den ikke lige ved siden af mig? Inden i panikker jeg lidt, uden på forsøger jeg at holde hovedet koldt, jeg ringer 112. Jeg knuger hende ind til mig.

Hun ligger vandret i mine arme og sitrer. Jeg kan ikke få mig til at ligge hende fra mig - åh hvor går der lang tid inden de tager den telefon.

112 stiller mig videre til en sundhedsfaglig person som kan "guide" mig igennem. Det giver mig alligevel en ro bare at tale med en der ved hvad jeg går igennem lige nu. Efter cirka 2,5 minut trækker Ida vejret igen, læberne går fra violet til pink. Åhh! Det må være et godt tegn. Ambulancen er på vej, uden udryknning fordi kramperne er stoppet. Jeg får ringet til J, da jeg har lagt på til 112 og får sagt der nok holder en ambulance i indkørslen når han kommer hjem. Der triller mine tårer. J skynder sig hjem. Ida er faldet i en dyb søvn i aflåst sideleje på sofaen. Jeg sidder på gulvet, nulrer hendes tæer, stryger hende på ryggen, igennem håret og kysser hende.

Åh, hvor ville jeg gerne have vidst, at feberkramper var så grim en oplevelse. Jeg håber ikke vi skal opleve det igen.

Det jo også fredag den 13. i fredags...

En gul hilsen

Jeg fik min første p-bøde (og forhåbentlig sidste) lige inden påske, og jeg knurrer stadig. Men jeg sagde da høfligt tak til den flinke p-dame da jeg fik bøden i hånden...

Mon de har valgt plastikstrimmel udfra kalender måneden - Hrmf!

Håber at I har haft en god påske og nydt fridagene.

Undervejs

Et par bukser til ældste ynglet. Håber jeg får syet dem færdig i aften - i morgen starter jeg på arbejde igen... (piiiv)

Hacket!

Banken har lige ringet, de havde modtaget en early warning, som de kaldte det via nets (det gamle PBS). Jeg lignede nok mest af alt et stort spørgsmålstegn - jeg ved der er penge på kontoen, ikke mindst fordi det lige har været lønningsdag.

En early warning er lidt mere kedelig en som så. Nogle har hacket mine kort oplysninger et sted (formentlig via en webshop), og har hævet eller forsøgt hævet cirka 3500 kroner! Så nu har banken heldigvis spærret mit kort. Om det lykkedes dem at stikke afsted med de 3500,- må tiden vise. Imens må jeg væbne mig med tålmodighed og kontanter indtil jeg får et nyt dankort - armen altså, og så lige i dag hvor jeg skulle shoppe!